Forskere vil inddele diabetes i 5 typer i stedet for 2
Kilde: 
02 marts 2018

Diabetes har indtil nu kun været kendt i to former:

  1. Type 1, som er en sygdom i immunforsvaret, der påvirker kroppens insulinproduktion
  2. Type 2, som, man mener, skyldes usund livsstil og overvægt
Men helt så simpelt kan sygdommen ikke deles op, mener forskerne bag et nyt studie ifølge BBC News.
Ved at undersøge knap 15.000 skandinaviske diabetespatienter er forskerne nået frem til, at vi kan målrette behandlingen bedre ved at inddele sygdommen i fem grupper:
  1. Alvorlig, autoimmun diabetes - minder om type 1 diabetes og rammer, når man er ung og umiddelbart sund, hvor den forårsager en immunsygdom, som gør, at kroppen ikke længere kan producere insulin.
  2. Alvorlig, diabetes med insulinmangel - patienterne er unge og sunde som i gruppe 1, men kan ikke producere insulin, til trods for at immunsystemet fungerer, som det skal.
  3. Alvorlig, insulin-resistent diabetes - patienterne er let overvægtige og producerer insulin, men deres krop reagerer ikke længere på insulinen.
  4. Mild diabetes relateret til overvægt - patienterne er hovedsageligt svært overvægtige, men deres metabolisme er mere tæt på normalen, end det gælder patienter i gruppe 3.
  5. Mild, aldersrelateret diabetes - patienterne udvikler symptomer, når de er signifikant ældre end patienterne i de andre grupper, og deres sygdom ser ud til at være mildere.

Helt overordnet mener forskerne, at man bør give en kraftigere behandling af de tre første grupper med alvorlig diabetes, mens blusset kan skrues ned, når det gælder de øvrige to mildere former.

For eksempel vil patienter fra gruppe 2, som det ser ud nu, blive diagnosticeret med type 2 diabetes, fordi de ikke har en autoimmun sygdom.

Men ifølge forskerne skyldes sygdommen i gruppe 2 nærmere en fejl i patienternes beta-celler (insulinpoducerende celler), som minder mere om mekanismen bag type 1 diabetes.

En britisk forsker, som er uafhængig af det nye studie, er enig i, at den nuværende todeling af diabetes er upræcis. Men hun mener dog ikke, at den nye inddeling vil blive taget i brug lige foreløbig.

»Deres forskning tager stort skridt mod et mere detaljeret kendskab til type 2 diabetes, men vi har brug for at vide mere om disse subtyper, før vi kan forstå, hvad det betyder for dem, der lever med sygdommen,« siger Victoria Salem, som er klinisk lektor ved Department of Medicine på Imperial College London, til BBC News.

naa

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.