Skanninger viser: Dele af skuespilleres hjerner lukker ned, når de spiller forskellige roller
Kilde: 
15 marts 2019

Hvad foregik der i hovedet på Jack Dawson i Titanic? Eller hvad med Sandy Olsson i Grease? Eller Sméagol i Ringenes Herre?

Canadiske forskere har set ind i hjernen på skuespillere, mens de spiller skuespil, og resultatet viser, at hjerneaktiviteten ændrer sig, alt efter hvilken karakter de spiller, skriver the Guardian.   

»Når man spiller skuespil, ser det ud, som om man undertrykker sig selv; næsten, som om karakteren besidder én,« fortæller studiets førsteforfatter, Steven Brown, hjerneforsker ved McMaster University i Canada, ifølge the Guardian.

LÆS OGSÅ: Henrik Ibsen giver bedre ledere

I studiet gennemførte Steven Brown hjerneskanninger af teaterelever, mens de blev interviewet. Eleverne blev bedt om at svare på spørgsmålene, mens de spillede følgende personer:

  • Sig selv
  • En nær ven
  • Romeo eller Julie fra Shakespeares verdenskendte skuespil
  • Sig selv med en britisk dialekt

Hjerneskanningerne viste, at hjerneaktiviteren var forskellig, afhængigt af hvilken karakter eleverne spillede.

Da skuespillerne for eksempel spillede en nær ven, kunne forskerne se et fald i hjerneaktiviteten omkring pandelappen, der er forbundet med evnen til at sætte sig ind i, hvordan andre tænker og føler.

Den samme reaktion kunne ses, da de spillede Romeo eller Julie.

Samtidig kunne forskerne se en forskel i pandelappen, der reducerer aktiviteten i dele af hjernen, der er forbundet med selvfølelse, da eleverne var i deres rolle, frem for når ‘spillede’ sig selv.

Ifølge forskerne tyder det på, at skuespillerne trækker på nogle følgeslutninger om deres karakterer, der kan ses direkte i hjernen - som om karakteren styrer dem.

LÆS OGSÅ: Surrealisme fremmer forståelsen

»Deaktiveringen, der er forbundet med en reduktion eller en undertrykkelse af éns erfaring om éns egne træk, er i overensstemmelse med, hvad det involverer at spille skuespil,« fortæller Steve Brown til the Guardian.

»Skuespillere er nødt til at opdele deres bevidsthed. De skal på en måde være opmærksomme på sig selv og deres karakter på samme tid,« tilføjer han.

Philip Davis, der er leder af Centre for Research into Reading, Literature and Society på University of Liverpool, er dog uenig i denne konklusion.

»Studiet peger på, at man skal afskære sig selv, være en anden, at man deaktiverer sig selv. Men faktisk bruger skuespillerne dele af sig selv, som de andre gange ikke ville bruge,« siger han ifølge the Guardian.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Royal Society Open Science.

LÆS OGSÅ: Favoritfilm er lærerige

LÆS OGSÅ: Derfor ser vi romantiske komedier

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.