Forskere opfordrer: Feriefolk, bliv hjemme. Myndigheder, test alle rejsende
KOMMENTAR: Med sommerens rejseaktivitet må vi forvente nye smittekæder. Hvordan undgår vi en ny nedlukning? Forskerne giver konkrete råd til både myndigheder og rejsende.
Forskere eksperter råd sommerferie skal man blive hjemme er det sikkert at rejse

Forskernes råd til de rejsende er simpelt: bliv hjemme. Men hvis du alligevel bevæger dig over grænsen, har de også råd til, hvordan du så bør agere. (Foto: Shutterstock)

Forskernes råd til de rejsende er simpelt: bliv hjemme. Men hvis du alligevel bevæger dig over grænsen, har de også råd til, hvordan du så bør agere. (Foto: Shutterstock)

I foråret flød den største krise siden 2. verdenskrig stort set uhindret ind over Danmarks grænser.

Hvordan undgår vi, at situationen gentager sig, nu hvor danskere igen rejser ud, og turisterne rejser ind?

I første omgang handler det om at lære af vores dyrt købte erfaringer og omlægge vores måde at vurdere smittebilledet på.

Vi bør nemlig ikke fortsætte med udelukkende at se på antallet af indlagte, som fortæller os noget om situationen for flere uger siden og derfor af natur er misinformerende.

I stedet bør vi se på smittepotentiale og risiko.

På den måde kan vi bedre begrænse stigningen i smittespredningen, som med stor sandsynlighed vil følge sommerens øgede rejseaktivitet.

I denne artikel vil vi opridse to vidensområder, som kan hjælpe os med at holde smitten for døren:

Først vil vi kigge på, hvor og hvordan vi nemt og effektivt kan identificere smittekilder – og dermed målrette vores testkapacitet mod størst mulig effektivitet i forhold til tidlig identifikation.

Dernæst vil vi kigge på de biologiske mekanismer, som ligger bag test-teknologierne, og hvad disse betyder, i forhold til hvordan vi mest hensigtsmæssigt forholder os til tid og usikkerheder i kampen mod en potentiel import af en anden smittebølge.

Til slut kommer vi med en række konkrete anbefalinger, både til sundhedsmyndighederne og til udenlandsrejsende danskere, hvilket kan mindske smitterisikoen. 

Fakta
Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Sundhedsmyndighederne manede til ro

I foråret 2020 stiftede vi i Danmark første gang kendskab med den nye sygdom, COVID-19, som senere af WHO er blevet erklæret for en pandemi.

Selvom det tidlige udbrud i Wuhan i Kina blev fulgt op med et brutalt og omfattende lockdown, nåede smitten at sprede sig til Kinas asiatiske nabolande.

Her blev der heller ikke overladt meget til tilfældighederne, og flere asiatiske lande fulgte op med omfattende tests-, opsporings- og isolationstiltag.

Billedet fra disse lande, der havde erfaringer med tidligere sygdomsudbrud (for eksempel SARS i 2003), var, at man ikke tog chancer. Epidemien skulle slås konsekvent ned ved døren. Alt andet var for risikabelt og ineffektivt.

I Danmark var der ifølge sundhedsmyndighederne ingen grund til panik. Danskerne kunne stort set frit rejse verden tynd, og forberedelser i form af optrapning af testkapacitet og værnemidler var jo omsonst, når det var usandsynligt, at sygdommen kunne komme hertil.

De første registrerede tilfælde i Italien ændrede heller ikke på risikovurderingen, så danskere skulle heller ikke aflyse deres skirejser eller på anden måde ændre deres adfærd.

Corona respekterer ikke landegrænser

Første registrerede tilfælde på dansk jord kom 27. februar i form af en smittet TV2-journalist, der havde været på skiferie i Norditalien.

Sundhedsstyrelsens svar var en fokuseret test, opspor og isolations-strategi.

Flere tilfælde blev registreret i de følgende dage og uger, hvilket blandt andet skyldtes smitte i forbindelse med danskernes skiferier.

Men kun særlige risikoområder blev udvalgt til test – for ifølge Sundhedsstyrelsen kunne smitten jo kun komme fra Italien og Kina.

Fra starten af marts begyndte det imidlertid at gå stærkt, og i dagene op til Danmarks nedlukning blev det soleklart, at smitten ikke anerkendte landegrænser, idet over hundrede skiturister fra Østrig nu strømmede hjem med COVID-19 i kroppen.

Testkapaciteten blev med dette strakt over ende, og pandemien havde gjort uhindret indpas på dansk jord gennem andre smitteveje end dem, Sundhedsstyrelsen erkendte.

Med ét, om aftenen 11. marts, ændredes udmeldingernes karakter fra at mane til ro til, at Danmark skulle lukkes ned. Omgående.

Nu blev budskabet, at smittespredningen slet ikke kunne standses. I stedet skulle vi afbøde smitten og håbe på, at vi kunne holde smitten på et niveau, så sundhedssystemet kunne følge med og tilbyde behandling til alle med behov for det.

Vi er bedre rustede end i foråret

Hvordan tager vi ved lære af forårets fejl, så vi undgår en ny nedlukning, nu hvor rejseaktiviteten tager til? 

Heldigvis er centrale forhold anderledes nu end i februar og marts.

Vi har en bedre forståelse for, hvordan COVID-19 spredes, og vi har (langt om længe) fået optrappet testkapaciteten, så den ikke behøver at diktere, hvordan vi opsporer de nye smitteveje, som helt forventeligt vil følge en øget rejseaktivitet.

Epidemien er slet ikke overstået

Da Danmark lukkede ned, var det i høj grad for at begrænse vores sociale aktivitet og bevægemønstre. Ved at reducere den sociale kontakt kunne virussens smitte fra person til person begrænses, og ved at reducere bevægeligheden kunne risikoen for, at sygdommen spredte sig fra sted til sted, holdes nede.

Nu, hvor sommeren står for døren, er det vigtigt at huske, at epidemien slet ikke er overstået. Med kun 1-2 procent, der har været smittet i Danmark, kunne man sige, at den næsten ikke er begyndt.

De cirka 600 dødsfald, vi har oplevet i første bølge, kan altså komme tilbage 10-fold, måske endda 50-fold, hvis smittespredningen kommer ud af kontrol.  

Efter at forsamlingsloftet er øget til 50 personer indendørs, er vi begyndt at se nye klyngespredninger i eksempelvis Hjørring og i Charlottenlund, og vi må også forvente at opleve lignende smittespredning der, hvor sommerturister samles både herhjemme og i udlandet. Også på steder, hvor der ellers ikke på forhånd er konstateret smitte.

Det var nemlig en af de dyrt købte erfaringer fra foråret, hvor risikovurderingen byggede på erkendt smitte og ikke potentiel smitte.

Smittetrykket er ikke udtryk for smitterisikoen

COVID-19 er lumsk derved, at den lange inkubationstid og den store andel symptomfrie smittebærere gør, at sygdommen uopdaget og hurtigt kan sprede sig til mange mennesker og over store geografiske afstande. 

En anden dyrt købt erfaring er, at det faktisk ikke er landenes respektive og aktuelle smittetryk, som er mest relevant. Derimod mener vi, at det er karakteren af den sociale adfærd, som er afgørende.

Når turister fra hele verden forsamles på de samme feriesteder, kan vi ikke regne smitterisici ud fra de enkelte landes smitteudbredelse – eksempelvis i smittede per 100.000 indbyggere, som ellers er det tal, der styrer, hvilke lande Udenrigsministeriet og Statens Serum Institut finder det forsvarligt at rejse til.

Vi mener, at det er mere retvisende at forvente smittespredning netop som følge af denne særligt sammensatte demografi og type af aktiviteter ved feriestederne.

Og vi mener følgeligt, at vi bør handle årvågent derefter og undgå at gentage tidligere fejltagelser.

Systematiske tests giver bedre risikovurdering

Når vi ikke kan forudsige, hvor og hvornår nye udbrud vil opstå, er det bedste, vi kan gøre, at systematisk identificere smitten ved ud- og indrejse.

På den måde kan vi begrænse, at smitten eksporteres til rejsedestinationer – og at den importeres fra rejsemålene.

Ydermere vil en systematisk smitteopsporing også gøre det muligt, at opbygge et detaljeret og opdateret smittebillede over rejsedestinationer, hvor smitten er erkendt, og dermed give rejsende en retvisende risikovurdering.

Hermed kan rejsende tage deres egne forholdsregler samt, i de alvorlige tilfælde, ved hjemrejse gå i to ugers isolation, for at undgå at der startes nye, uopdagede smittekæder herhjemme. 

Endnu en vigtig erfaring fra foråret har lært os, at sådan et initiativ selvfølgelig vil være mest effektivt, såfremt alle lande tilslutter sig og systematisk tester rejsende.

Så her ligger der en stor og vigtig opgave i at få ECDC (Det europæiske center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme), CDC (det amerikanske ditto), WHO og alle medlemslande med.   

Hvornår bør man teste?

Inkubationsperioden – tiden, fra man udsættes for virale partikler, til man bliver syg og udviser symptomer for COVID-19, varer cirka 2-12 dage.

Vi ved, at den bedste måde at forhindre smitte er at undgå, at folk udsættes for virus, som hovedsageligt spredes fra person til person via host og nys.

Smittede personer med øget slimproduktion, hoste og nys antages at smitte mere end personer med få eller ingen symptomer, og meget tyder desuden på, at personer med COVID-19 smitter mest i den første del af sygdommen.

Dog kan smittespredning også ske ved almindelig tale, hvis afstanden mellem to eller flere personer er for kort

De foreløbige opgørelser tyder på, at svælgpodningen (måden, hvorpå ikke-indlagte testes) for SARS-CoV-2 har højest følsomhed tidligt i sygdomsforløbet (5-7 dage), hvor viruskoncentrationen antages at være højest i svælget, og man formodes at udvise de nu velkendte symptomer for COVID-19; tør hoste, feber, åndenød m.v.

Tester man for tidligt i forløbet, kan svælgpodningen ikke detektere virus, hvorfor man – som udgangspunkt – ikke bør rekvirere test alene på grundlag af mistænkt eksponering. 

Et af rådene til regeringen og sundhedsmyndighederne er: dokumentér indrejsendes rejsehistorik, og kræv, at de testes. (Foto: Shutterstock)

Til rejsende: Sådan bør man testes

Det mest korrekte ville være at foretage to på hinanden følgende tests, med nogle dages mellemrum, før både ud- og hjemrejse.

Her er det naturligvis nødvendigt at forholde sig til, at man i den mellemliggende periode (fra prøven tages, og til et testsvar foreligger, kan der gå op til 72 timer) samt i perioden op til afrejse, er i risiko for at blive eksponeret for smitte påny, og derfor vil det være ideelt at isolere sig op til afrejse.

Men ét er det idéelle – noget andet er, hvad der er realistisk i praksis.

Test inden afrejse bør derfor ledsages af en opfordring til, at folk efterlever et skærpet forsigtighedsprincip med alt, hvad det indebærer, herunder særligt vigtigt social distancering.

Hvor hurtigt smitten kan sprede sig under rejser?

Hvis rejsende smittes, vil mange, uden at opdage det, kunne fortsætte deres ferier og ferie-adfærd i 5-7 dage, før de mærker symptomer. I nogle tilfælde kan der gå op til 12 dage, og nogle vil endda være helt symptomfrie.

Smitten kan dermed nå langt omkring under ferierejser. Smitten følger vores sociale adfærd og færden, og som en blind passager vil den krydse de landegrænser, byer og feriesteder, som feriegæster færdes i.

Først når smitten udmønter sig i symptomer, vil smittespredningen erkendes. Og så kan det være for sent at opspore de mange krydsende rejsemønstre. 

Her er det vigtigt at huske, at COVID-19’s reproduktionstal, som fortæller, hvor kraftig dens eksponentielle vækst er, afhænger af social adfærd.

Reproduktionstallet kan derfor godt overstige de cirka 2,5, som observeredes i Wuhan, hvis mange mennesker krydser hinanden under forhold, hvor smitteoverførelsen har gode betingelser.

Lufthavne, rasteplads-cafeterier, færgebuffeter og så videre vil alle potentielt være velegnede for superspredning.

Til myndighederne: Alle rejsende bør testes

Ved at teste alle, også asymptomatiske (syge mennesker uden symptomer), kan man springe de anbefalede fulde 14 dages karantæne over ved hjemkomst, såfremt testresultaterne er negative.

Dette praktiseres eksempelvis på Island (Kevlavík), hvor man testes ved ankomst, og det samme i Østrig (Wien).

Resultaterne foreligger efter 2-3 timer samme dag, og de ankomne venter på resultaterne hjemme eller på en anden indkvartering.

Et eksempel, hvor en sådan tilgang ville have vist sig nyttig, var smittespredningen i et fly fra Pakistan.

Såfremt alle passagerer var blevet pålagt at blive testet, ville smittesprederen højst tænkeligt være blevet identificeret, og smitteopsporing med nødvendig test og isolering iværksat, inden passagererne havde forladt lufthavnen.                                                                                     

En konklusion må være, at alle rejsende skal testes før og efter endt rejseaktivitet.

Store danske feriedestinationer bør også indtænke testning som en sikkerhedsforanstaltning, da erfaringen viser, at især feriedestinationer med mange mennesker fra hele verden har været de største katalysatorer for den globale smittespredning.

Anbefalinger til regeringen og sundhedsmyndighederne

  1. Kræv, at alle, der skal udrejse, lader sig teste indenfor en uge, før rejsen påbegyndes.
  2. Lav et opdateret smittekort over lande, regioner og især rejsedestinationer, sådan at rejsende løbende kan holdes opdateret om smitterisikoen. 
  3. Alle, der rejser, må betragtes som risikogruppe for smittespredning. Risikovurderinger af rejsedestinationer kan ændres med tilbagevirkende effekt, og hjemvendte kan kræves testet og isoleret.
  4. Dokumentér indrejsendes rejsehistorik, og kræv, at de testes.

Anbefalinger til rejsende

  1. Bliv hjemme! Overvej, om det nu også virkelig er risikoen værd at rejse udenlands i år. Du risikerer smitte, isolation, afbrudt rejse samt begrænsede hjemrejse-muligheder, såfremt pandemien blusser op, mens du er på farten. Tilbage i marts blev mange fanget rundt omkring i verden.
  2. Alle turist-rejsemål må betragtes som høj-risiko-områder. Opfør dig derefter ved at undgå indendørs-aktiviteter, brug omhyggelig håndhygiejne, og tag masker med, hvis du skulle udvikle symptomer. 
  3. Smitten spredes effektivt indendørs, så hold dig udenfor, hvor du kan. Skal du indenfor, så undgå steder med mange mennesker. Gerne 10 personer eller mindre.
  4. Brug masker i fly, bus, tog, færger, hvor I er mange på et lille område i lang tid.

Forfatterne til denne artikel er fra den uafhængige researchgruppe 'CUVAK' – COVID-19 Uvildig Videnskabelig Analyse & Kommunikation. De har bl.a. oprettet Facebook-gruppen 'COVID19 – Videnskabelig Formidling', hvor aktuel forskning, spørgsmål og debatter tages op. Læs tidligere Forskerzonen-artikler af CUVAK-gruppen her

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.