Forskere: Nedlukninger i Europa forhindrede over tre millioner dødsfald
Corona lockdown forhindret 3 millioner dødsfald forebyggelse karantæne effekt

Hvis lederne på tværs af 11 europæiske lande havde ladet stå til, var yderligere over tre millioner mennesker døde i Europa under første bølge af corona-pandemien, konkluderer forskere. (Foto: Shutterstock)

Hvis lederne på tværs af 11 europæiske lande havde ladet stå til, var yderligere over tre millioner mennesker døde i Europa under første bølge af corona-pandemien, konkluderer forskere. (Foto: Shutterstock)

09 juni 2020

Forårets samfundsnedlukninger har forhindret omtrent 3,1 millioner dødsfald på tværs af 11 europæiske lande, herunder Danmark.

Det konkluderer britiske forskere fra Imperial College London i et nyt studie, skriver The Washington Post.

Men forskerne advarer også om, at kun 3-4 procent af befolkningerne i de undersøgte europæiske lande har været inficerede. Dermed er virussen stort set lige så smitsom, som den hele tiden har været.

»Dette er kun begyndelsen på epidemien; vi er meget langt fra flokimmunitet,« skriver læge og forskningsleder Samir Bhatt til Washington Post i en email.

Han er seniorforfatter på det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Nature.

I et separat studie konkluderer amerikanske forskere samtidig, at nedlukninger forhindrede 60 millioner corona-infektioner i USA og intet mindre end 285 millioner infektioner i Kina.

»Uden disse tiltag i kraft, ville vi have gennemgået nogle meget anderledes april og maj måneder,« siger ph.d. og forskningsleder Solomon Hsiang til The Washington Post.

Han har ledet det amerikanske studie, der også er udgivet i tidsskriftet Nature.

De nye rapporter vidner om, at nedlukningerne er effektive, skriver epidemiolog Jennifer Nuzzo til Washington Post i en email.

Hun forsker ved Johns Hopkins Bloomberg School of Public Health og har ikke været involveret i de nye studier.

Men nedlukningerne har også betydelige økonomiske og sociale konsekvenser, og derfor er landene nødt til at skifte til en fokuseret strategi, der går ud på at teste, kontaktopspore og isolere COVID-19-patienter, mener hun.

»Nedlukningerne var en pauseknap – ikke en kur. Enhver reduktion i antallet af tilfælde er midlertidig,« skriver Jennifer Nuzzo til Washington Post.

Forskningslederne bag de to nye studier kommer ikke med konkrete anbefalinger til landenes corona-politik.

Men under en telekonference omtalte forskningsleder Solomon Hsiang de ekstreme økonomiske konsekvenser, nedlukningerne har haft i USA og andre lande.

»Hele pointen med dette studie er at hjælpe os med at forstå, hvad vi har fået for det gigantiske offer, som landet har gennemgået. Om det ultimativt var dét værd er noget, som samfundet må vurdere,« sagde Solomon Hsiang under konferencen ifølge Washington Post.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.