Forskere: Mindst risiko for corona-smitte på fodboldbanen blandt børn, unge og motionsspillere
Nye beregninger fra to universiteter viser, at risikoen for at blive smittet med COVID-19 sandsynligvis er lavere for børn, unge og amatører, end den er for Superliga-spillere. Fodbold gavner sundheden, så vi skal gerne have folk i gang, mener professor.
Fodbold, corona, coronavirus, COVID-19, breddefodbold, børn, unge, forskning, professor

Det ville være godt at få gang i den kvarte million glade amatører, der spiller fodbold i Danmark, både for at gavne mentalt og sundhedsmæssigt, påpeger professor. (Foto: Shutterstock) 

Det ville være godt at få gang i den kvarte million glade amatører, der spiller fodbold i Danmark, både for at gavne mentalt og sundhedsmæssigt, påpeger professor. (Foto: Shutterstock) 

Ifølge statsminister Mette Frederiksen (S) skal professionelle fodboldspillere nok snart have lov at løbe tilbage på grønsværen og spille kampe i Danmarks bedste fodboldrække for mænd, Superligaen.

Hvis det bliver tilladt, bør man dog også overveje at sende børn, unge, amatører og fritidsudøvere på græs.

Nye GPS- og video-analyser fra forskere ved Aarhus Universitet og Syddansk Universitet viser nemlig, at risikoen for smitte på selve fodboldbanen er blot halvt så stor i amatørrækkerne.

I mange rækker spiller man fodbold på mindre baner med kun 5, 7 eller 8 spillere på hvert hold, men selv når forskerne tager det med i betragtning, er risikoen lavere end i professionel fodbold.

Hvad med bittesmå hold?

I forskernes upublicerede analyse er inkluderet fodbold helt ned til hold, der spiller 3 mod 3 og 5 mod 5 på fodboldbaner.

Senere vil forskerne supplere med analyser af småspil med og uden bander, f.eks. street soccer/gadefodbold.

»Hvis der korrigeres for det lavere antal spillere på banen i disse kampe, viser tallene, at tiden i smitteafstand gennemsnitligt set er halvt så stor i breddefodbold i forhold til superligakampe,« melder lektor Thomas Bull Andersen fra Institut for Folkesundhed – Idræt ved Aarhus Universitet.

Thomas Bull Andersen var én af tre hovedmænd bag undersøgelsen, der for nylig konkluderede, at en Superliga-spiller i gennemsnit er udsat for smitte i halvandet minut under en kamp på 90 minutter, hvis man antager, at én anden spiller på banen er smittet med coronavirus eller COVID-19.

Han har sammen med Nikolas S. Knudsen og Manuel M. Thomasen lavet de nye beregninger ud fra samme scenarie som i Superligaen. Det er gjort i samarbejde med blandt andre lektor Morten B. Randers og professor Peter Krustrup fra Syddansk Universitet (SDU).

Fodbold er vigtig for folkesundheden

Peter Krustrup har i mange år undersøgt, hvordan fodbold påvirker vores krop og sundhed ud fra blandt andet et væld af målinger på, hvor meget i alt 300 børne- og voksne motionsspillere bevægede sig rundt på banerne.

Målingerne fra Syddansk Universitet er nu blevet gen-analyseret for at kortlægge, hvor meget spillere på ungdoms- og amatørniveau reelt er i kontakt med hinanden under en fodboldkamp. (Se de tidligere studier: 1, 2, 3, 4 - og et helt nyt studie, der også er med i beregningerne: 5.)

Det er vigtigt at få et skøn på, fordi fodbold har stor betydning for mange andre end lige professionelle fodboldspillere, pointerer Peter Krustrup.

»Når man tænker på, hvor vigtigt fodbold er for børn, unge og voksnes trivsel og for at forebygge livsstilssygdomme, som vores forskning har vist, er det klart for os, at det ville være godt for den danske folkesundhed, hvis man også kunne åbne breddeidrætten på en forsvarlig måde,« siger Peter Krustrup, professor i Sport og Sundhed på Institut for Idræt og Biomekanik ved SDU.

De nye beregninger er ligesom Superliga-undersøgelsen ikke publiceret i et videnskabeligt tidsskrift og har ikke været gennem uafhængig fagfællebedømmelse. Det betyder, at resultaterne for nu er forskernes egen udlægning af sagerne uden input fra udenforstående forskere.

Professor: 'Kontaktsport' har begrænset smitterisiko

Mere konkret viser de nye analyser, at spillere i breddefodbold er inden for en afstand af halvanden meter i sammenlagt 60 sekunder i løbet af en times træning eller kamp. Det svarer altså til niveauet fra målingerne på Superligaen.

I breddefodbold dækker halvandet minut dog over vigtige nuancer, som for forskerne til at konkludere, at risikoen er lavere:

  • Breddespillere er for det meste kun tæt på hinanden i mindre end 1 sekund ad gangen.
  • Nærkontakt dækker i den nye analyse over alle typer kontakt, også tacklinger ved jorden. Så når to spillere laver en glidende tackling og ramler benene sammen, tæller det som nærkontakt, selvom man må antage, at smitterisikoen ved, at to par støvler eller skinneben mødes, er relativt lille.
  • Blot 1/3 af alle kontakter defineret som nærkontakt i de nye analyser foregår med front mod hinanden. Resten af enten skulder mod skulder eller front mod bag, for eksempel når en forsvarsspiller dækker en angriber tæt op bagfra.

SDU-forskerne har i de nye beregninger udvidet tilgangen fra den tidligere Superliga-undersøgelse ved også at se på antallet af kropskontakter under både træning og kamp.

Analyserne viser, at der er helholdsvis 5 kropskontakter per spiller per time under træning og 10 per time i kamp ved både børne- og motionsfodbold.

»Jeg anser det for at vise, at der reelt er relativt lidt kropskontakt i fodbold, som ellers går under betegnelsen kontaktidræt,« bemærker Peter Krustrup fra SDU.

Thomas Bull Andersen fra Aarhus Universitet lægger sig på samme linje:

»Tallene viser alt i alt, at kontakten under udøvelsen af kontaktidrætter er relativt lav, hvis man holder sig til selve aktiviteten og undgår for eksempel møder, omklædning og fælles transport.«

Fodbold, corona, smitte, positioner på banen, fodboldbanen, COVID-19

Holdet fra Aarhus Universitet har lavet andre beregninger, der viser, hvilke positioner på banen der bliver mest udsat for smitte. Det kan du læse meget mere om – og se grafikker over – i denne artikel. (Grafik: Nikolas S. Knudsen)

Virologi-professor: Pas på hysteri

Professor i virologi ved Københavns Universitet, Allan Randrup Thomsen, har tidligere fortalt Videnskab.dk, at han hele tiden har anset udendørs fodbold for at være en ret sikker sportsgren at kaste sig over, når man ser på risikoen for at blive smittet med coronavirus eller COVID-19.

»For mig at se er der ingen problemer med almindelig, gammeldags fodbold. Amerikansk fodbold og rugby ville jeg nok være betænkeligt ved, for der er meget tæt kontakt, men i fodbold har man som regel kun kortvarig kropskontakt, så jeg vil mene, at det er ret sikkert at spille.«

»Vi er nok derude, hvor vi skal passe på ikke at blive for hysteriske,« forklarede Allan Randrup Thomsen til Videnskab.dk, da han hørte om tallene for smittefaren for Superliga-spillere.

Træning ser også ud til at være ret sikkert

Forskerne bemærker ud fra de nye analyser, at man kan organisere fodboldtræning helt uden kropskontakt.

Det kræver, at man holder sig til teknisk træning og fysisk træning med god afstand og med et begrænset antal spillere på en bane.

Mens det kan lade sig gøre på den måde, bemærker forskerne også, at det nok vil gå ud over spilintensiteten og de sociale gevinster.

Men hvis man skal omskrive et gammelt mundheld, så blev VM i Rom jo heller ikke afholdt på én dag…

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.