Forskere kræver stort studie om kødspisning trukket tilbage
Flere internationale forskere stiller sig kritisk overfor ekspertpanel, som har konkluderet, at de nuværende anbefalinger om indtaget af henholdsvis rødt og forarbejdet kød ikke er understøttet af forskningen. Den ledende forsker bag kødstudiet kalder reaktionen 'hysterisk'.
rødt kød forarbejdet kød forskning studie sundhed sygdom

En international forskergruppe går til angreb mod et nyligt publiceret studie, som konkluderer, at anbefalingerne for henholdsvis rødt og forarbejdet kød er baseret på svag forskning. (Foto: Shutterstock)

En international forskergruppe går til angreb mod et nyligt publiceret studie, som konkluderer, at anbefalingerne for henholdsvis rødt og forarbejdet kød er baseret på svag forskning. (Foto: Shutterstock)

For nylig publicerede et ekspertpanel et studie, hvor de konkluderer, at voksne kan fortsætte med deres nuværende indtag af henholdsvis rødt og forarbejdet kød.

Ganske kort fortalt, så mener forskeren Bradley C. Johnston og hans kolleger, at den videnskabelige korrelation mellem kødspisning og sygdom er meget usikker. Desuden er de potentielle sundhedseffekter meget små.

Med andre ord: Selv om kødet muligvis øger risikoen for sygdom, er faren for, at vi bliver syge, kun en lille smule større, hvis vi spiser mere rødt eller forarbejdet kød. Læs mere i artiklen Er det usundt at spise rødt kød? Nyt studie udfordrer kostrådene.

Studiet har dog fået bølgerne til at gå højt blandt forskerne.

Blandt andet kræver forskergruppen True Health Initiative (THI), at studiet bliver trukket tilbage og gennemgået på ny. Ifølge forskerne er der flere ting galt med det seneste studie, skriver WebMD.com.

Ekspertpanelets metode kritiseres

De kritiske forskere kritiserer blandt andet den metode, som bliver anvendt i studiet.

Ph.d. ved Dalhousie University Bradley C. Johnston og hans kolleger har gennemgået fire opsummeringer af forskningen, som findes om kødspisning og sundhed.

Da de udvalgte, hvilke studier de ville granske, valgte de at benytte GRADE, et redskab, som bliver brugt til at udpege de mest solide studier samt vurdering af kvaliteten af studiernes konklusioner.

Forskerne endte med at udvælge to forskellige slags studier:

  • Kohortestudier, som følger en gruppe personer over tid
  • Randomiserede, kontrollerede studier, hvor forsøgsdeltagerne bliver delt op i forskellige grupper, og den ene gruppe eksempelvis får medicin, men den anden får placebo. Efterfølgende undersøger forskerne, om der er forskel på grupperne over tid

Problemet er, at der ikke findes randomiserede studier, som undersøger kødspisning og faren for sygdom.

Formentlig vil et sådant studie heller aldrig blive udført, fordi det ikke er etisk forsvarligt at få en gruppe mennesker til udelukkede at spise én slags kost i flere år, påpeger forskerne ved THI.

Vi har omtalt kritikken i en tidligere artikel: Nyt metastudie om, at rødt kød ikke udgør en sundhedsrisiko, møder protester.

Hvad er forarbejdet kød?

Oversigten her er ikke en fuldstændig liste over forarbejdede kød- og fjerkræprodukter på det danske marked, men dækker de typiske varegrupper. 

  • Kødpålæg (skinke, saltkød, leverpostej, rullepølse, paté, chorizo, sprængt oksebryst, kødpølse, spegepølse)
  • Bacon (i skiver, røget bacon, kalkunbacon, bacon i tern)
  • Pølser (Wienerpølser, kyllingepølser, grillpølser, ostepølser, partypølser)
  • Middagsretter (hamburgerryg, kylling i saltlage, medisterpølse, bayonneskinke)
  • Færdigretter (forloren hare på dåse, frysepizza, chili con carne, chicken tikka marsala, brændende kærlighed)
  • Fastfood (chicken nuggets, kebab, hotdog, pizza med kødtopping, sandwich med kødfyld)

Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Kritik: Ekspertpanelet har udeladt vigtige studier

»Jeg har forståelse for, at de ønsker et entydigt evidensgrundlag, men dette kan ikke overføres til livsstil,« siger den amerikanske professor i ernæring Christopher Gardner fra Stanford University til Vox.com.

Christopher Gardner påpeger, at man almindeligvis tager flere slags studier end bare kohortestudier og randomiserede studier med i evalueringen, når man skal udvikle retningslinjer og anbefalinger.

»Hvis man gør det - og man er Verdenssundhedsorganisationen WHO - så siger man 'baseret på evidens fra flere fagområder er dette vores bedste anbefalinger',« argumenterer Christopher Gardner, som mener, at Bradley C. Johnston og hans kolleger helt ser bort fra dette princip.

Christopher Gardner mener, at flere studier, som egentlig godt kunne indgå i gennemgangen, er levet udeladt.

Han fremhæver blandt andet The Lyon Heart Study, som viser, at middelhavskost reducerer risikoen for hjertesygdomme.

Hvis dette studie var blevet inkluderet i gennemgangen, ville resultatet se anderledes ud, mener forskeren.

Kritik: »Det her er ikke noget nyt«

»Lad os lige får én ting afklaret først: Det er ikke et gennembrud,« skriver Jennifer Lutz om kødstudiet i en kronik i New York Daily News

Jennifer Lutz er daglig leder af True Health Initiative. Hun uddyber:

»Forskerne har faktisk overhovedet ikke undersøgt noget nyt. De har bare gennemgået datamængden på ny med et dårligt tilpasset redskab, hvorefter de har slået fast, at flere årtiers forskning, anbefalinger fra internationale institutioner samt sund fornuft tager fejl,« skriver Jennifer Lutz.

Hun påpeger, at GRADE først og fremmest er fremstillet til farmaceutiske studier.

»Med andre ord, det handler ikke om kød, men om måden vi kvalificerer forskning,« skriver hun.

Bradley C. Johnston kritiseres for tidligere kobling til kødindustrien

Ifølge New York Times er det kommet frem, at førsteforfatteren på kødstudiet, Bradley C. Johnston, tidligere har været involveret i forskning betalt af den globale organisation International Life Sciences Institute (ILSI).

ILSI er tidligere blevet kritiseret for at være styret af industrielle interesser fra blandt andre McDonald’s, Coca-Cola, PepsiCo og Cargill, en af de største kødproducenter i Nordamerika.

Læs mere i boksen under artiklen.

Ekspertpanelet: Klimaspørgsmålet var ikke en del af studiet

Ekspertpanelets studie bliver desuden kritiseret for at udelade spørgsmålet om, hvilken effekt kødspisningen har på klimaet.

Men det er heller ikke studiets hensigt, påpeger forskerne.

Gordon Guyatt, som er professor i evidensbaseret medicin ved McMaster University og en af forskerne bag kødstudiet, siger til Vox, at målet var at undersøge den direkte effekt, som henholdsvis rødt og forarbejdet kød har på helbredet.

Han er ikke enig i, at GRADE er uegnet til at håndtere emnet.

»Hvorfor skal vi have vores egne regler for kost og helt andre regler for andre emner?« spørger han ifølge Vox.

Ekspertpanelet kalder reaktionerne »hysteriske«

»Vi forventede reaktioner på grundlag af de spørgsmål, som vi stiller. Der er mange, som er interesserede i rødt kød og forarbejdet kød,« siger Bradley C. Johnston til The Chronicle Herald.

»Jeg vil karakterisere reaktionen som hysterisk og ofte baseret på ganske lidt evidens. Det virker, som om vores kritikere ønsker at finde på deres egne metoder,« siger han.

Han påpeger overfor The Chronicle Herald, at hans og kollegaernes forskning skiller sig ud, fordi de tager udgangspunkt i individet fremfor folkesundheden.

Og han mener, at folk skal vide nøjagtigt, hvad risikoen er for sygdom i forbindelse med kødspisning, og hvor god og sikker evidensmængden er for reduktionen af kød.

»De skal selv have lov at vælge, fremfor at sundhedsvæsnet fortæller os - eller skræmmer os - til at spise mindre kød, baseret på fortolkning af evidens,« slutter Bradley C. Johnston ifølge The Chronicle Herald.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Er det usundt at spise rødt kød? Nyt studie udfordrer kostrådene

LÆS OGSÅ: Nyt metastudie om, at rødt kød ikke udgør en sundhedsrisiko, møder protester

LÆS OGSÅ: Oksekød er otte gange værre for klimaet end kylling og laks

Bradley C. Johnstons potentielle interessekonflikter

Ifølge New York Times er det kommet frem, at førsteforfatteren på kødstudiet, Bradley C. Johnston, tidligere har været involveret i forskning, betalt af den globale organisation International Life Sciences Institute (ILSI).

Johnston selv har ikke anført dette som en potentiel interessekonflikt i det nye studie, da han udfyldte en formular, hvor han skulle erklære sig enig i, at han ikke havde haft nogen interessekonflikter de seneste tre år.

ILSI er en non-profit-organisation, men flere kritiske studier har konkluderet, at organisationen er styret af industrielle interesser fra blandt andre McDonald’s, Coca-Cola, PepsiCo og Cargill, en af de største kødproducenter i Nordamerika.

Jonhston afviser

Ifølge New York Times har Bradley C. Johnston udtalt i et interview, at han ikke har rapporteret om sin tidligere relation med ILSI, fordi formularen om potentielle interessekonflikter kun omhandlede de seneste tre år.

Selvom hans tidligere bånd til ILSI falder indenfor de seneste tre år, argumenterer han, at han fik pengene i 2015, og at han derfor ikke behøvede at rapportere det i det nye studie.

»De penge var fra 2015, så det var udenfor den periode på 3 år, som formularen om potentielle interessekonflikter omhandlede,« sagde Johnston ifølge New York Times.

»Jeg har intet forhold til dem overhovedet.«

LÆS OGSÅ: Manifest del 5: Læg mærke til, hvor pengene kommer fra

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.