Matematisk model forklarer lyden bag fingerknæk

MRI-skanning af et knækkende fingerled (video: New Scientis)

MRI-skanning af et knækkende fingerled (video: New Scientis)

Kilde: 
03 april 2018

»Knæk!« 

Lyden af knækkende fingre kan drive de fleste til vanvid.

Præcist hvad der skaber den karakteristiske lyd er dog blevet diskuteret i mere end en menneskealder.

Nu lader det til, at amerikanske og franske forskere endelig har knækket koden.

Forskerne har opdaget, at knækkene kan forklares ved hjælp af tre matematiske ligninger, der tilsammen skaber en komplet matematisk model for fænomenet. Det skriver BBC

Modellen bekræfter teorien om, at lyden skabes, fordi små bobler i væsken omkring leddet brister, når trykket ændrer sig. 

»Når vi knækker vores fingre, trækker vi faktisk vores led fra hinanden. Og når vi gør det, bliver trykket lavere. Bobler skabes i den væske, der smører leddet – synovialvæsken. Under fingerknækningen varierer trykket i leddet, så boblernes størrelse svinger ekstremt hurtigt, og det skaber lyden, som vi associerer med fingerknækning« forklarer Vineeth Chandran Suja, der forsker ved Stanford University i Californien, til BBC.

Han fortæller, at han netop sad og knækkede sine fingre, da han fandt på at se nærmere på sagen.

Sammen med sin gamle underviser dr. Abdul Barakat fra franske École Polytechnique udviklede han de tre matematiske ligninger, der tilsammen forklarer lyden.

Udover at bekræfte boble-teorien, der allerede blev foreslået i 1971, viser modellen også, hvorfor nogle mennesker ikke er i stand til at knække fingre:

Hvis der er store hulrum mellem knoglerne i knoerne, falder trykket i ledvæsken ikke tilstrækkeligt hurtigt til at fremprovokere et knæk.

mdm

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.