Der er ganske lille risiko for, at du dejser om med hjertestop under samleje.
Sådan lyder konklusionen i hvert fald i et nyt studie, hvor et hold forskere har gennemgået flere tusinde tilfælde af såkaldte pludselig, uventet hjertedød - også kendt som hjertestop.
Og her viser det sig, at blot i 0,2 procent af tilfældene indtraf hjertestoppet under selve samlejet eller op til 1 time efter.
Det skriver mediet MedPage Today på baggrund af det nye studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Jama Cardiology.
Studiet bygger på dybdegående undersøgelser af en database i Storbritannien med information om i alt 6.847 tilfælde af pludselig uventet hjertedød i perioden fra 1994 og frem til 2020.
Ifølge MedPage Today viser forskernes gennemgang, at tilfældene af pludselig og uventet hjertedød sjældent kunne kobles til selve samlejet.
Ud af de 6.847 tilfælde af pludselig uventet hjertedød, forskerne gennemgik, skete nemlig kun 0,2 procent af tilfældene under eller inden for en time efter samleje.
Gennemsnitsalderen på de 17 personer, der omkom, var 38 år, mens der i to tredjedele af af tilfældene var tale om mænd.
Ifølge forskerne bag studiet kan viden om sammenhængen mellem samleje og risikoen for pludselig uventet dødsfald være nyttig, idet der kan være en tendens til bekymring for netop dette blandt folk, der lider af hjertekarsygdomme, skriver MedPage Today.
»Vi mener, at disse resultater giver en vis sikkerhed for, at det er relativt sikkert at engagere sig i seksuel aktivitet, når det gælder patienter med en hjertelidelse, især hos yngre, der er under 50 år,« lyder det i studiet, ifølge MedPage Today.
Ifølge mediet henviser forskerne bag studiet også til en undersøgelse fra 2006, der fandt frem til, at blot 0,2 procent af naturlige dødsfald, der blev obduceret, kunne associeres med sex.
rf