Forskere har undersøgt: Begynder par at ligne hinanden mere over tid?
Par Ansigtstræk

Begynder den britiske skuespiller Benedict Cumberbatch at ligne sin kone, instruktøren Sophie Hunter, mere og mere over tid? Amerikanske forskere har analyseret billeder af 517 forskellige par, hvoraf det britiske par var et af dem. (Foto: US Embassy London).

Begynder den britiske skuespiller Benedict Cumberbatch at ligne sin kone, instruktøren Sophie Hunter, mere og mere over tid? Amerikanske forskere har analyseret billeder af 517 forskellige par, hvoraf det britiske par var et af dem. (Foto: US Embassy London).

Kilde: 
15 oktober 2020

Når par har været sammen i årevis, kan de ofte færdiggøre hinandens sætninger og læse, hvad den anden tænker. 

Men begynder de også fysisk at ligne hinanden mere? 

Siden 1980’erne har mysteriet sneget sig ind i psykologiske studier, men man har aldrig foretaget en grundig undersøgelse. Før nu. 

Forskere ved Stanford University i USA har ved en blanding af moderne teknologi og interview med frivillige undersøgt sagen, skriver The Guardian

»Vores indledende tanke var, at hvis personers ansigter ændrer sig over tid, hvilke ansigtstræk ændrer sig så mest?,« siger Pin Pin Tea-Makorn, der er ph.d.-studerende på Stanford Universitet, til den britiske avis. 

Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Scientific Reports.

Sammen med sin kollega Michal Kosinski gennemsøgte Tea-Makorn internettet for billeder af par, hvorefter de oprettede en database af billeder med 517 par. 

Her sammenlignede de billeder med par, som havde været sammen i to år, helt frem til billeder af par, der havde været sammen i 69 år. 

For at teste deres hypotese, fremviste forskerne billederne til frivillige. 

Forskerne viste først et billede af én af personerne fra parret.  

Herefter skulle de frivillige se seks billeder af randomiserede personers ansigter, hvoraf et af de seks ansigter tilhørte den anden halvdel af parret.  

De frivillige skulle dernæst rangordne ansigterne efter, hvem der mest lignede personen fra det første billede. 

Samtidig udførte forskerne den samme proces med en ansigtsgenkendelses-software, der til sidst førte dem frem til konklusionen: 

Der er intet, der tyder på, at par begynder at ligne hinanden mere og mere, skriver The Guardian.  

Til gengæld ligner par mere hinanden i begyndelsen af deres forhold, hvilket tyder på, at folk er mere tilbøjelige til at finde en partner, der ligner dem selv.

Det kan du læse mere om i denne artikel på Videnskab.dk: Vi gifter os med dem, der ligner os selv.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.