Forskere har fundet gener, der øger risiko for ADHD
30 november 2018

ADHD er arveligt - faktisk er arveligheden hele 70 til 80 procent - og nu har man for første gang identificeret de genetiske varianter, der øger risikoen for, at et menneske får ADHD.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.

Danske forskere fra projektet iPSYCH har ledet det nye studie, der er blevet til i samarbejde med internationale ADHD-forskere fra blandt andet The Broad Institute of Harvard og MIT i Boston.

Forskerne har screenet arvemassen hos 20.183 personer med ADHD og 35.191 uden.

Findes en genetisk variant i tilstrækkelig grad hos personer med ADHD sammenlignet med raske, kan man konkludere, at denne variant sandsynligvis påvirker risikoen for at få ADHD.

Forskerne i det givne projekt fandt således 12 steder i arvemassen, hvor personer med en specifik genetisk variant havde en øget risiko for ADHD.

De har også sammenlignet data fra personer diagnosticeret med ADHD med data fra et studie, der undersøger genetikken hos børn, der har ADHD-lignende træk som uopmærksomhed og impulsivitet, men som ikke er diagnosticeret med ADHD.

Forskerne så her, at de samme genetiske varianter var til stede hos børnene. 

»Jo flere risiko-varianter du har, desto større er din tendens til at have ADHD-lignende træk og din risiko for at udvikle ADHD,« siger professor Anders Børglum fra Aarhus Universitet, som er forskningsleder i iPSYCH og en af de ledende forskere bag studiet.

Han fortæller også, at risiko-varianterne er udbredte i befolkningen.

Forskernes videnskabelige artikel er udgivet i Nature Genetics.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.