En stor del af de madvarer, som du putter i indkøbskurven, kommer i kontakt med tusindvis af forskellige kemikalier. Det sker blandt andet via emballagen.
Flere af stofferne er påviseligt skadelige for mennesker, men forskere kender endnu ikke effekterne af alle stofferne.
Det viser en ny rapport ifølge økonu.dk.
I rapporten har forskere gennemgået 1.210 studier om kemikalier i blandt andet fødevareemballage og forarbejdningsudstyr. Ud fra studierne har forskerne identificeret 3.240 forskellige kemikalier, som er blevet målt i mad og drikkevarer.
Flere af disse kemikalier optræder ikke i eksisterende databaser over stoffer, som man bevidst bruger i produkterne, skriver øko.nu.
»Hvis vi ikke ved, hvad det er, kan vi ikke vide, om det er giftigt eller ej. Blandingen af kemikalier er simpelthen for kompleks til, at vi kan regulere området på sikker vis,« siger Pete Myers, der er chefforsker hos nonprofitorganisationen Environmental Health Sciences og medforfatter til studiet, til The Guardian.
Alastair Iles, der er lektor ved UC Berkeleys afdeling for miljøpolitik i Californien, USA, og i øvrigt ikke er en del af studiet, mener, at studiet understreger vores uvidenhed om kemikalier.
»Når vi ikke vidste, at der var så mange kemikalier i emballager, hvad siger det så om vores viden om disse kemikaliers risici?,« spørger Iles retorisk, ifølge The Guardian.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Critical Reviews in Food Science and Nutrition.