Forskere: Drop vitaminpillerne og spis sundt i stedet
Vitaminpiller øger risikoen for at få for meget af de forskellige vitaminer, så forskere anbefaler, at hverken voksne eller børn spiser dem.
drop vitaminpillerne unødvendigt behov dækket sund kost

Langt de fleste får deres behov for vitaminer dækket gennem deres kost. (Foto: Shutterstock)

Det kan være fristende at tro, at hvis man spiser vitaminpiller, bliver man automatisk sundere. Det kan i hvert fald ikke skade – eller kan det?

Danskerne har et tårnhøjt forbrug af vitaminpiller, men der er ingen dokumenteret effekt for, at det gør danskerne sundere.

Alligevel spiser 80 procent af alle danske børn og 60 procent af alle voksne vitaminpiller.

Men det bør vi lade være med, mener danske forskere.

»Det er efter min mening en dårlig idé at spise vitaminpiller, fordi man risikerer at få for meget, hvis man i forvejen spiser en varieret kost, som sørger for, at vi er tanket op med tilstrækkeligt med vitaminer,« fortæller Susanne Gjedsted Bügel, der er professor ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet og forsker i vitaminer.

Susanne Gjedsted Bügel har tidligere hjulpet Videnskab.dk med en artikelserie om de forskellige vitaminer samt at dræbe 10 myter omkring vitaminpiller.

Kun få danskere kan få gavn af vitaminpiller

Problemet med at spise vitaminpiller er ifølge Susanne Gjedsted Bügel, at danskere allerede lever så sundt, at de fleste af os får alle de vitaminer, som vi skal bruge, gennem kosten.

Kun ganske få grupper i samfundet får ikke nok vitaminer gennem kosten, og selvom de måske kan have gavn af at spise vitaminpiller, gælder det ikke for resten af befolkningen.

De grupper, som kan have gavn af at spise kosttilskud er hovedsageligt:

  • Samfundets svageste, der ikke spiser en kost, som er sund og varieret nok.
  • Unge kvindelige studerende, der spiser sundt, men ikke får nok jern (det har dog ikke noget med vitaminer at gøre).
  • Ældre.

»Resten af os får nok, og fylder man 100 procent vitaminer oven i den 100 procents dækning, som vi har i forvejen, får vi for meget,« forklarer Susanne Gjedsted Bügel.

drop vitaminpillerne unødvendigt behov dækket sund kost

»Jeg plejer at sige til min elever i sjov, at man måske bare skulle berige fastfood med vitaminer og mineraler, for det illustrerer meget godt, hvem der har brug for kosttilskud,« fortæller Susanne Gjedsted Bügel. (Foto: Shutterstock)

Samfundets svageste kommer aldrig til at spise vitaminpiller

Desværre forholder det sig sådan, at de svageste i samfundet, som måske kunne have gavn af at tage et vitamintilskud i pilleform, sjældent har hverken det personlige eller økonomiske overskud til at købe og spise vitaminpiller.

»Vi taler typisk om 20 procent af befolkningen, som vi ikke kan nå ud til med budskabet om vigtigheden i at spise en sund kost,« siger Susanne Gjedsted Bügel.

I modsatte ende af spektret er det ofte de mennesker, som tænker meget på deres helbred og derfor lever sundt nok i forvejen, der spiser vitaminpiller og andre kosttilskud, som de slet ikke har brug for.

»Jeg plejer at sige til min elever i sjov, at man måske bare skulle berige fastfood med vitaminer og mineraler, for det illustrerer meget godt, hvem der har brug for kosttilskud,« fortæller Susanne Gjedsted Bügel.

Forskeren fortæller, at de få mennesker, som hun vil anbefale at spise vitaminpiller, er ældre, der er svagt gående. De bør spise D-vitaminer, da for lidt D-vitamin kan lede til knogleskørhed.

Derudover kan folk med ekstrem kost også have brug for at spise vitaminpiller. Det gælder blandt andet veganere, der ikke får nok B-12.

Kvinder, som påtænker at blive gravide, bør desuden tage et tilskud af folinsyre, fordi mangel på folinsyre under graviditeten kan lede til neuralrørsdefekter og hjertefejl hos barnet.

Nogle børn bør spise D-vitaminer

Når det gælder danske børn, får de fleste vitaminpiller i form af multivitaminpiller, men det er ifølge Christian Mølgaard, der er professor i børneernæring ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, slet ikke nødvendigt.

Faktisk anbefaler Sundhedsstyrelsen, at danske børn får et D-vitamintilskud, indtil de er to år gamle.

Børn (og voksne), der er mørke i huden eller går med tildækkende påklædning om sommeren, bliver dog anbefalet at tage kosttilskud af D-vitamin hele livet, men ellers er der ikke behov for vitamintilskud, hvis ellers børnene spiser en sund og varieret kost og kommer ud i solen nogle gange om ugen.

Vitaminpiller kan ikke erstatte sund kost

Christian Mølgaard fortæller, at man skal være varsom med at tro, at man kan erstatte en sund kost med vitaminpiller, fordi det kan man ikke.

Derfor vil han heller ikke anbefale, at børn spiser vitaminpiller, med mindre de decideret spiser så usundt, at de ikke får deres vitaminbehov dækket gennem kosten.

»Gælder det meget småspisende børn med en snæver kost af pasta med smør og nutellamadder, vil jeg anbefale, at forældrene giver deres barn en multivitaminpille, men ellers ikke. Det vil dog være bedre at ændre kosten i sund og varieret retning,« siger Christian Mølgaard.

Christian Mølgård fortæller dog også, at det ikke er farligt at give børnene multivitaminpiller.

»Men der er absolut ingen grund til det,« slår han fast og advarer samtidig forældre om at eksperimentere med at give deres børn kosttilskud med de enkelte vitaminer, da multivitaminpillerne er afbalancerede i forhold til børns behov, mens enkeltvitaminerne ikke er det.

Forskning kan ikke finde positiv effekt af at spise vitaminpiller

Kigger man på forskningen i effekten af at spise vitaminpiller, viser den i store træk, at der ikke er nogen gavnlig effekt for langt de fleste af os.

Blandt andet viser et studie, at indtag af vitaminpiller ikke har nogen effekt på udviklingen af demens blandt ældre, mens et andet studie peger på, at heller ikke sportsfolk bliver sundere eller præsterer bedre, når de bliver tanket op med kosttilskud.

Den gavnlige effekt kan altså være svær at finde.

Omvendt mangler der ifølge Susanne Gjedsted Bügel studier, som undersøger effekten af at spise for meget vitamin ved eksempelvis dagligt indtag af vitaminpiller oven i en sund og varieret kost.

Problemet er, at forskere hverken etisk eller lovgivningsmæssigt kan lave forsøg, hvor de over en længere periode giver folk overdosis af vitaminer for at undersøge helbredseffekten.

»Derfor kommer det meste af vores viden omkring effekten af overdosering af vitaminpiller fra tilfælde, hvor folk har fået for meget ved en fejl, eller fra store helbredsundersøgelser, hvor man eksempelvis ved, at nogle mennesker igennem en længere periode har spist en kost, som indeholder meget af den ene eller den anden form for vitaminer,« forklarer Susanne Gjedsted Bügel.

Denne type helbredsundersøgelser har blandt andet vist, at indtag af for meget E-vitamin over længere tid leder til en øget risiko for hjerneblødninger.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.