Forskere afviser myte om genvej til vægttab
vaegttab mad frugt

Forskerne undersøgte både deltagernes vægttab, deres kalorieforbrænding og metabolisme og kunne se, at det ikke havde nogen effekt, når de prøvede et populært tip til vægttab. (Foto: Shutterstock)

Forskerne undersøgte både deltagernes vægttab, deres kalorieforbrænding og metabolisme og kunne se, at det ikke havde nogen effekt, når de prøvede et populært tip til vægttab. (Foto: Shutterstock)

13 september 2022

Et populært tip til vægttab, der har floreret de seneste år, handler om at planlægge sine måltider. Et studie fra 2013 viste blandt andet, at det skulle give vægttab at spise et stort måltid tidligt på dagen og mindre måltider senere. 

Et nyt studie, der er blevet publiceret i tidsskriftet Cell Metabolism, ser dog ud til at modbevise den påstand.

Forskere fra blandt andet University of Aberdeen i Skotland har fundet ud af, at selvom størrelsesforskellen på morgen- og aftensmad påvirker ens appetit, har det ikke nogen effekt på hverken metabolisme eller vægttab.

Det skriver University of Aberdeen i en pressemeddelelse.

For at undersøge sammenhængen mellem størrelsen på morgen- og aftensmad og effekten på sult foretog forskerne bag projektet en undersøgelse med 30 deltagere, der alle var overvægtige.

De skulle gennemgå to fire uger lange programmer. I det første program skulle de spise et stort måltid om morgenen og et lille måltid om aftenen, og i det andet program var det omvendt. Frokoststørrelsen var ens i begge programmer.

Forskerne tilberedte selv maden, så de helt præcist kunne kontrollere kalorieindtaget. Samtidig målte de også både deltagernes metabolisme og kalorieforbrænding.

Eksperimentet viste, at der ikke var nogen forskel i kropsvægt hos deltagerne. De hverken tabte sig eller tog mere på i det første eller andet program.

Deres kroppes energiforbrug ændrede sig heller ikke fra det ene program til det andet.

Forskerne bag projektet vil dog også gerne understrege, at det faktisk stadig godt kan give mening at spise meget til morgenmad, understreger Alexandra Johnstone, der forsker i menneskelig appetit på University of Aberdeen.

»Vi fandt dog også ud af, at en positiv effekt ved spise et stort morgenmåltid er, at man bliver bedre i stand til at kontrollere ens appetit resten af dagen,« siger Alexandra Johnstone i pressemeddelelsen.

I videoen forklarer Alexandra Johnstone om projektet. (Video: University of Aberdeen)

jso

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.