Forsker: Derfor er automatisk organdonation en god idé
KOMMENTAR: I sidste uge blev der her på siden argumenteret imod et nyt donationssystem, hvor man aktivt skal vælge det fra, hvis man ikke vil være organdonor. Men kritikken rammer forbi på en lang række punkter.
donorkort_donor_organdonor_tag_stilling_aktiv_stillingtagen

Bliver vi tvunget til at tage stilling, er det ikke nødvendigvis en overvejet beslutning, vi tager. (Foto: Videnskab.dk)

Sidste år døde 32 danskere, mens de forgæves ventede på en organtransplantation. 50.000 borgere har netop støttet et borgerforslag, der på afgørende vis vil ændre det danske organdonationssystem.

Står det til forslagsstillerne og de mange medunderskrivere, skal Folketinget indføre et system, hvor alle danskere over 18 år som udgangspunkt er donor. Vil man ikke være donor, skal man aktivt melde sig fra.

Reelt vendes det nuværende system på hovedet. I dag er det sådan, at man selv skal registrere sit ønske om at donere. Registrerer man ikke noget, ligger beslutningen hos ens pårørende.

Borgerforslaget lægger dermed op til, at Danmark følger de over 20 europæiske lande, der har indført et system med aktivt fravalg.

Et sådant system omtales til tider også under dets engelske navn 'opt-out' eller med termen 'formodet samtykke'. Her vil jeg kalde det for aktivt fravalg.

Politisk aktiv forsker

Andreas Brøgger Albertsen, der har skrevet denne kommentar, er udover adjunkt ved Aarhus Universitet også folketingskandidat for SF.

Kritikken overvurderer de etiske problemer

I en nylig kommentar her på ForskerZonen på Videnskab.dk rejser lektor Pelle Guldborg Hansen en række forbehold og bekymringer vedrørende aktivt fravalg (læs hans kommentar 'Tænk over dette, før du støtter, at alle over 18 år automatisk registreres som organdonorer').

Hans kritik vedrører dels måden, borgerforslaget argumenterer på, og en række mere generelle kritikker af aktivt fravalg. Endelig foreslår han et tredje alternativ, der ifølge ham er at foretrække.

Guldborg Hansen foretrækker et system, hvor vi 'beder folk aktivt om at tage stilling, eller ligefrem kræver dette, med jævne mellemrum i den rette situation.'

I dette indlæg vil jeg argumentere for, at Guldborg Hansen:

  • ikke giver et retvisende billede af, hvad vi kan forvente af et system med aktivt fravalg,
  • at han overvurderer de etiske problemer, der er forbundet med dette, samt at han
  • overser i hvert fald én væsentlig udfordring ved det system, han selv foreslår.

Støtter sig på studie med væsentlige mangler

Guldborg Hansen skriver, at der ikke er videnskabelig enighed om, at flere registrerede donorer giver flere organer til organtransplantationer. Tanken må være, at det så er frugtesløst at arbejde for et system med aktivt fravalg, hvor flere folk er registrerede som donorer.

Der er næppe mange spørgsmål, der er fuldstændig videnskabelig enighed om. Det afgørende er derfor, hvad de mest omfattende og grundige studier konkluderer.

Guldborg Hansen henviser til Coppen et al.'s studie fra 2005. Her sammenlignes syv lande med aktivt fravalg med tre lande uden.

Studiet konkluderer, at selvom landene i første gruppe har højere donorrater end resten for perioden 2000-2002, så forsvinder forskellen, når man kontrollerer for antallet af døde i perioden 1999-2001.  

Problemet er bare, at studiet har flere væsentlige mangler. Det er besynderligt at anvende gennemsnitlige dødstal fra en periode, der ligger før de år, hvor donoraten analyseres.

Det skyldes givetvis, at der ikke var tilgængelig data, men idet de enkelte landes dødsrater varierer fra år til år, er det et problem. At donorraten kun betragtes over tre år er også et problem. Derudover må det lave antal lande også begrænse generaliserbarheden.

Andre studier positive over effekt af aktivt fravalg

Et markant mere omfattende studie fra 2014, der ser på 48 lande over en periode på 13 år, samt kontrollerer for et væld af baggrundsvariable, når frem til det modsatte resultat.

Her konkluderes det, at lande med aktivt fravalg har flere organer til rådighed end de lande, der deler model med Danmark. Et såkaldt review-studie, der afrapporterer alle relevante studier, vurderer også, at lande med aktivt fravalg klarer sig bedre målt på antallet af organer til rådighed.

Selvfølgelig er der også mange usikkerheder ved sådanne studier, men billedet er langt mere positivt end Guldborg Hansen giver indtryk af.

automatisk_organdonor_donor_organ_tag_stilling_donation

Ordningen bør kombineres med en massiv oplysningskampagne, og folk skal løbende mindes om, hvad deres nuværende status i donorregistret er. På denne måde kan vi både redde liv og respektere individers autonomi og selvbestemmelse. (Foto: Shutterstock)

Gode erfaringer fra Wales

Guldborg Hansen fremhæver, at Wales efter at have indført aktivt fravalg ikke oplevede den forventede stigning i antallet af donerede organer.

Det er rigtigt, at det ikke var tilfældet efter de første to år, men det hang sammen med et fald i egnede donorer.

Allerede i tallene efter to år var der faktisk positive tendenser: Familien sanktionerede donation i højere grad end tidligere, og flere registrerede deres ønske om at donere.

I dag, tre år efter skiftet, ses disse positive tendenser stadig. Wales har knapt 40 procent registrerede donorer og familiens grad af accept er den højeste i Storbritannien.

Endnu vigtigere er det, at donoraten i Wales nu stiger. Den er i dag højere, end den var, før aktivt fravalg blev indført. Den ligger også over resten af Storbritannien, der, for nu, fastholder en model, der minder om den danske.

Manglende statslig neutralitet?

Et andet væsentligt spørgsmål, Guldborg Hansen rejser, handler om, hvorvidt det overhovedet er moralsk forsvarligt at indføre et system med aktivt fravalg. Her fremfører Guldborg Hansen en række bekymringer.

For det første at aktivt fravalg skulle indebære, at staten laver en værdidom, der tilkendegiver over for borgeren, hvad der er det rigtige at gøre. Hvis dét at noget bestemt i udgangspunktet er ensbetydende med, at staten foretager en værdidom, så ville man kunne sige det samme om det nuværende system.

Er værdidommen så her, at det rigtige er ikke at gøre noget og overlade beslutningen til de efterladte? Som Guldborg Hansen selv påpeger, forsøger det offentlige i stor stil at motivere folk til at træffe et valg, så den beslutning undgås.

I det hele taget er det tvivlsomt, at der ligger en tydelig værdidom i at arbejde med regler for, hvad der sker, hvis man ikke træffer en beslutning. Sådanne regler har vi i flere sammenhænge.

Inden for arvelovgivningen er der regler for, hvordan vores jordiske gods fordeles, hvis vi ikke beslutter anderledes. Vil Guldborg Hansen så også mene, at staten her sender et signal om, at det er den rigtige fordeling?  

Lades de pårørende i stikken?

Blandt de eksisterende modeller for aktivt fravalg, er der forskelle på, om familien har mulighed for at forhindre, at en person, der ikke aktivt har meldt fra, kan blive donor.

Det sidste er det mest udbredte. I Frankrig har man fornylig indskrænket denne familievetoret, mens den er en del af praksis i Wales. Guldborg Hansen kritiserer en version af aktivt fravalg, hvor familien har denne vetoret.

Her fremhæver han, at vi under aktivt fravalg vil ende i en situation, hvor de pårørende skal træffe en beslutning uden at vide, hvad afdøde mener.

Den situation har vi bare også under det nuværende danske system. For de næsten 80 procent, der i dag ikke tager stilling, er det familien, der må træffe beslutningen, hvis det bliver relevant. De kan fint sanktionere organdonation, uden at afdøde selv har registreret et ønske om at donere.

På sin vis er aktivt fravalg bedre end det nuværende system. Det, at give en bestemt betydning til ikke at gøre noget, giver familien mere at gå ud fra. Så ved familien, at den gældende aftale er, at de, der ikke har sagt fra, betragtes som organdonorer. Så bliver det, at personen ikke har sagt fra, et signal til familien, der så kan tage det med i sine overvejelser.

Alle kan stadig nemt vælge organdonation fra

Men i sidste ende er det afgørende spørgsmål vel, om et system med aktivt fravalg i tilstrækkelig grad respekterer folks autonomi og selvbestemmelsesret. At vi krydser en vigtig grænse i den forstand.

Her er det altså vigtigt at fastholde, at aktivt fravalg fastholder den nuværende praksis, hvor man let kan melde fra eller til. Alle, der af etiske, religiøse eller andre grunde ikke ønsker at donere, har fortsat den mulighed.

Endvidere skal den nye ordning selvsagt løbende og effektivt meddeles til folk. Det er stadig deres beslutning, og folk bestemmer i sidste instans, hvad der sker med deres krop efter deres død.

Ingen fratages rettigheden til at bestemme over egne organer, og hvis ordningen kombineres med, at familien har en rolle, så kan de melde fra på vegne af de, der har stærke holdninger imod, men aldrig fik sig meldt fra. Så er det svært at se problemet.

I sidste ende ender vi måske med en meget lille restgruppe af folk, der er imod organdonation, men hverken fik sig meldt fra eller kommunikeret denne modstand til deres familie.

Det er beklageligt, men det er svært at forestille sig noget system, hvor overhovedet ingen er fejlplaceret.

organ_donor_organdonor_dialyse_opt_out

Sidste år døde 32 danskere, mens de forgæves ventede på en organtransplantation. (Foto: Shutterstock)

Guldborg Hansens alternativ: Tvungen stillingtagen

Men hvad skal vi så tænke om det alternativ, Guldborg Hansen foreslår? Først må det siges, at hvis forslaget blot indebærer, at folk med jævne mellemrum bliver spurgt, men ikke behøver at svare, er det svært at tro, at det vil betyde markant flere donorer.

Allerede i dag får vi den mulighed, når vi modtager et nyt sundhedskort. Jeg forstår det også sådan, at Guldborg Hansen er tilhænger af en model, hvor vi tvinges til at tage stilling – for eksempel når vi ansøger om et kørekort, som han tidligere har argumenteret for på Videnskab.dk.

Der er mindst to udfordringer ved den model.

  1. For det første indebærer den tvang. At staten truer med at tilbageholde et gode fra folk, der ikke ønsker at tage stilling til spørgsmålet om organdonation, er bestemt ikke uden problemer.
  2. Endelig rejser det foreslåede system også spørgsmål, om vi her genfinder nogle af de problemer, Guldborg Hansen kritiserer aktivt fravalg for at have.

For er der ikke en risiko for, at de beslutninger, vi tvinges til at tage, ikke er specielt velovervejede? Tænk blot på, hvor hurtigt du accepterer aftalevilkårerne, når du installerer et nyt program på din computer. Eller hvor kort tid du overvejede Videnskab.dk's politik for brug af cookies.

Hvis vores placering i donorregistret er afgjort af hurtige, påtvungne beslutninger, er der en risiko for, at vi ikke står der, hvor vi ville have indplaceret os efter længere overvejelser.

Og dermed er der også en risiko for, at vores familie ikke har særlig god grund til at lægge vægt på vores beslutning, hvis de gives indflydelse på, hvad der skal ske.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Automatisk organdonation – ja tak

Samlet set står vi tilbage med en model for organdonation, der med stor sandsynlighed vil give os flere organer til rådighed og samtidigt respekterer, at det helt og holdent er op til den enkelte, om de ønsker at stille deres organer til rådighed for andre.

Ordningen bør kombineres med en massiv oplysningskampagne, og folk skal løbende mindes om, hvad deres nuværende status i donorregistret er.

På denne måde kan vi både redde liv og respektere individers autonomi og selvbestemmelse.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.