Sædkvaliteten hos mænd i den vestlige verden har været faldende de seneste 40 år, og samtidig er tilfælde af penismisdannelser og bryst- og testikelkræft steget. 

Selvom ingen med sikkerhed kan sige hvorfor, har hormonforstyrrende stoffer længe været mistænkt for at have en finger med i spillet - og nu lægger en gruppe af hovedsageligt danske forskere et inkriminerende stykke bevismateriale på bordet: 

I et nyt studie fandt de, at ud af knap hundrede urinprøver fra danske mænd i alderen 18 - 30 år, indeholdt samtlige af prøverne mængder af hormonforstyrrende stoffer, der oversteg det acceptable niveau, som er udregnet på baggrund af modeller og data fra dyreforsøg.

Og det acceptable niveau var ikke kun oversteget en lille smule:

Den mindst eksponerede lå 2,7 gange over det acceptable niveau for en samlet eksponering af de testede stoffer, mens den mest eksponerede lå »forbløffende« 103 gange over, står der i studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Environment International.

En samlet risikovurdering

Urinprøverne blev testet for i alt ni forskellige hormonforstyrrende stoffer, der påviseligt har en effekt på sædkvaliteten. 

Forskerne brugte også data fra primært Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet for at estimere eksponeringen af yderligere 20 hormonforstyrrende stoffer.

Det er alt sammen gjort før, og det er intet nyt, at stofferne er i vores system. Det nye ved studiet var metoden, fortæller Anna-Maria Andersson, der er en af forskerne bag studiet.

For i stedet for at kigge på hvert eneste stof og derefter strege det af listen, hvis mængden af det fundne stof blev vurderet for lille til at udgøre en risiko i sig selv, lagde forskerne risikovurderingerne af alle de hormonforstyrrende stoffer sammen som Lego-klodser oven på hinanden.

På den måde fandt de frem til en samlet risikovurdering med alle de undersøgte stoffer medregnet. 

»I årevis har man kigget på den sundhedsfarlige risiko ved de enkelte stoffer, men vi ved fra tidligere forskning, at hormonforstyrrende stoffers effekter godt kan komplimentere hinanden,« fortæller Anna-Maria Andersson, forskningsleder på Rigshospitalets Center for Hormonforstyrrende Stoffer, til Videnskab.dk.  

»Derfor mener vi også, at dette kan være en del af forklaringen på, hvorfor det går værre med hormonsygdomme i befolkningen, blandt andet med faldende sædkvalitet og testikelcancer.«

Påvirkning er til at overse for den enkelte

En pointe ved studiet er, at det skal læses i et samfundsmæssigt perspektiv, fortæller Anna-Maria Andersson. 

For den enkelte person er der nemlig andre faktorer, der kan have en større påvirkning på sædkvaliteten end de hormonforstyrrende stoffer - som motion, kost, rygning og genetik. Derfor kan effekten af stofferne for manges tilfælde være til at overse. 

Til gengæld er effekten noget, der kan ses, hvis man kigger på befolkningen som helhed, siger Anna-Maria Andersson:

»En nedgang i sædkvalitet på eksempelvis fem procent vil mange ikke kunne mærke, men på samfundsplan betyder det, at flere af dem, som i forvejen har en lidt sløj sædkvalitet, kan få brug for fertilitetsbehandling. Og i en hel befolkning kan det være mange mennesker, vi taler om.«

En anden vigtig pointe er, at på det individuelle plan betyder det at komme over det acceptable niveau ikke nødvendigvis, at man er påvirket af de hormonforstyrrende stoffer i en grad, så det har helbredsmæssige konsekvenser.

»Man kan sammenligne det lidt med risikoen ved at ryge: Der er nogen, der ryger hele livet uden at mærke en konsekvens af det. Samtidig kan en person, der aldrig har røget, godt udvikle lungekræft. Ikke desto mindre er rygning jo en kendt alvorlig risikofaktor for flere sygdomme,« fortæller Anna-Maria Andersson.

På samme måde er det med hormonforstyrrende stoffer: Udsættelse for hormonforstyrrende stoffer medfører en risiko for at det påvirker ens helbred, men udfaldet hos to personer med samme udsættelse kan være helt forskelligt.   

Forbehold ved dyreforsøg og modeller

Studiet er interessant, fordi det netop er en sammenfatning af mange forskellige hormonforstyrrende stoffer, mener Gunnar Toft, der forsker i reproduktionsepidemiologi og hormonforstyrrelser, og som ikke har været involveret i studiet.

Han hæfter sig dog ved flere ting: 

For det første er studiets risikovurdering af de forskellige stoffer, altså hvor det ‘acceptable niveau’ skal ligge, for størstedelen af stofferne ​udregnet af forskerne selv og ikke baseret på eksisterende referenceværdier.

Det øger risikoen for, at forskerne fortolker resultaterne på en måde, der støtter deres egen hypotese, siger Gunnar Toft

Desuden er nævnte forskning baseret på dyreforsøg, hvor man ganger op med en sikkerhedsfaktor for at være på den sikre side, i forhold til hvad man regner som sikkert for mennesker - men man ved ikke nødvendigvis, om mennesker er mere eller mindre påvirkelige af stofferne, tilføjer han.

På trods af det synes Gunnar Toft, der til dagligt er knyttet til Steno Diabetes Center Aarhus, at studiet er vigtigt, da det kan hjælpe med at sætte de hormonforstyrrende stoffer på dagsordenen.

Særligt effekten af ét stof, Bisphenol A (BPA), der udgjorde det suverænt største bidrag i forskernes regnestykke, er værd at undersøge nærmere, mener han og foreslår også hvordan:   

»Ved at lave undersøgelser, der sammenligner gravide kvinder, der har forskellige niveauer af Bisphenol A, og som sammenholder dette med børnenes sædkvalitet og evne til at få børn senere i livet, kan man få mere retvisende resultater af, i hvor høj grad mennesker rent faktisk kan være påvirket af så lave koncentrationer af disse stoffer, som modellerne antyder,« siger han.

Mulighederne for at lave disse studier er dog begrænsede og vil i de fleste tilfælde kræve studier over årtier, og det kan man ikke vente på, tilføjer Gunnar Toft:  

»Vi bliver nødt til at sætte ind overfor disse stoffer nu, hvis uafhængige forskergrupper finder lignende resultater.«

Dedikeret indsats nødvendig

I studiets konklusionen lyder det, at »tolerable eksponeringer for stoffer forbundet med forringelse af sædkvaliteten overskrides med en stor margin,« og at en »dedikeret indsats for at reducere eksponeringen for disse stoffer er nødvendig for at mindske risici.«

På EU-basis har man endelig accepteret, at blandingseffekter eksisterer, fortæller Anna-Maria Andersson, og derfor tror hun også, at deres studie kan spille en rolle i diskussionen om, hvordan man bedre kan beskytte befolkningen mod skadevirkninger fra hormonforstyrrende stoffer.

I dag er hormonforstyrrende stoffer generelt svære at undgå kontakt med, fortæller forskeren: 

»Vi bruger dem i alt fra plastik til hovedpinepiller eller i fødevarer. Det er også i byggematerialer og i støvet derhjemme, så vi er hele tiden i kontakt med det.«

Gør du selv noget for at undgå hormonforstyrrende stoffer? 

»Kun ganske lidt. Jeg har skiftet alle mine plastikbokse til madrester ud med nogle af glas. Dog stadig med plastiklåg,« fortæller Anna-Maria Andersson.