Nogle mennesker er i højere grad end andre styret af deres søde tand. Det får dem til at spise mere sukker.
Den ekstra søde tand skyldes blandt andet en variation i et bestemt gen. Nu har en gruppe forskere undersøgt, om genvariationen har indvirkning på andet end lysten til at spise sukker.
Giver den større risiko for at udvikle type 2-diabetes? Større risiko for overvægt? Højere BMI? Eller højere fedtprocent?
Nej. Tilsyneladende ikke.
»Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt sige, om det er sundt eller usundt at have denne her genvariant,« siger lektor Niels Grarup fra The Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet.
Han er medforfatter på en artikel om resultaterne i det videnskabelige tidsskrift Cell Reports.
Lever styrer den søde tand
Tidligere forskning har vist, at mennesker med en særlig variation af ’sukker-genet’ indtager mere sukker.
- FGF-21 står for Fibroblast Growth Factor 21 og produceres i leveren. Hormonet sender blandt andet signal til hjernen og påvirker sandsynligvis på den måde ens trang til at spise mere sukker.
- Når hormonet skal laves i leveren, gøres det ud fra en opskrift – et gen, som koder for FGF21, og på den måde fortæller leveren, hvordan hormonet skal se ud. En særlig variation i det gen lader til at gøre, at man spiser mere sukker.
- Omkring 20 procent af den europæiske befolkning har to kopier af den særlige variation i FGF-21-genet og er dermed disponeret for at have en sød tand.
Det kan du læse om i denne artikel: Den søde tand sidder i leveren.
’Sukker-genvariationen’ koder for et hormon ved navn FGF 21, der produceres i leveren.
Museforsøg har vist, at når mus får indsprøjtet FGF21-hormon, spiser de mindre sukker. Og at fjernelse af det gen, som styrer FGF21-hormonet, får musene til at spise mere sukker.
Det samme gælder tilsyneladende mennesker. Men skal man tro den nye forskning, gør det hverken folk mere fede eller øger deres risiko for type 2-diabetes.
De, der har genvariationen, har ovenikøbet lavere fedtprocent end dem uden.
»Folk med denne genvariant spiser rigtigt nok mere sukker, men det ser ud, som om de godt kan tåle det,« siger professor Niels Jessen fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.
Han har ikke været med til at lave det nye studie.
Tvivlsomt som fedmebehandling
Ifølge Niels Grarup kan de nye resultater tyde på, at FGF21-hormonbehandling ikke vil have den store effekt på hverken fedme eller type 2-diabetes.
»Det, vi ser på, er meget små variationer. Når vi siger, at fedtprocenten er lavere med genvariationen, så svarer det måske i gennemsnit til 20 gram fedt på en almindelig person. Men de her små variationer kan bruges til at sige noget om, hvordan lægemidler, som rammer de her gener, ville virke,« siger han.
Og her tyder det altså ikke på, at det vil have effekt på nogen af de interessante parametre – type 2-diabetes og overvægt.
Det er Niels Jessen enig i:
»Det er rigtig godt, at de går videre og undersøger det i mennesker. Det med, at man kan se på mus, at hvis man giver dem det her hormon, så spiser de mindre sukker, det skal man være forsigtig med bare at tro også vil gælde i mennesker,« siger han.
Mangler kobling
En svaghed ved studiet er i øvrigt, at forskerne ikke kan se en sammenhæng mellem den særlige variant af FGF21-genet og leverens produktion af FGF21-hormon. Med andre ord: Genvarianten gør, at man spiser mere sukker, men påvirker tilsyneladende ikke mængden af FGF21-hormon.
»Vi mangler et link i kæden, og det har vi endnu ikke undersøgt i detaljer. Hvordan er genet udtrykt i leveren? Vi mangler koblingen mellem genvarianten og hormonet. Kan vi overhovedet være sikre på, at det netop er FGF21, der giver effekten?« siger Niels Grarup.
Ifølge Niels Jessen kan det være noget andet i genvariationen, som giver effekten på sukkerindtaget.
»Vi kan se, at folk med denne genvariant har en anderledes adfærd – de spiser mere sukker. Vi mangler at finde ud af, hvad variationen gør ved hormonet,« siger han.
Måske ændrer genvarianten ikke mængden af hormon, men i stedet følsomheden for de receptorer, som opfanger hormonet. På den måde påvirkes virkningen af hormonet, selv om der er samme mængde hormon.
Sund kost er ikke universel
Perspektiverne i det nye resultat kan ifølge Niels Jessen være, at sund kost er en individuel ting.
»Der er ikke noget i det her studie, som tyder på, at de her mennesker bør ændre kost, selv om de spiser mere sukker. Der er åbenbart noget i deres gener, som gør, at de godt nok spiser mere sukker, men de kan også godt tåle det. Så måske er sund kost meget mere individuel, end vi tror,« siger han.
Han understreger, at dette studie alene ikke kan sige noget om det.