Et øje på hver finger - overvågning og leg
babyalarm_teknologi_video_boern_sociale_medier_gps_tracking

Mange forældre overvåger deres børn teknologisk ved hjælp af babyalarmer; enten de gammeldags med radiosendere eller nyere modeller koblet til smartphonen, der også kan have ekstra features såsom video, måling af hjerterytme eller andet. (Foto: Shutterstock)

Mange forældre overvåger deres børn teknologisk ved hjælp af babyalarmer; enten de gammeldags med radiosendere eller nyere modeller koblet til smartphonen, der også kan have ekstra features såsom video, måling af hjerterytme eller andet. (Foto: Shutterstock)

De sidste par dage har jeg deltaget i en workshop om Tracking Culture, arrangeret af bl.a. overvågningsforskere fra Aarhus Universitet. Jeg var blevet bedt om at holde et oplæg om overvågning og tracking set i forhold til børns hverdagsliv og legekultur og kom derfor til at tænke over, hvordan sammenhængen er mellem disse fænomener.

Børns liv og børneopdragelse har altid balanceret mellem omsorg og kontrol. De to ting er tæt sammenknyttede, og vi må nødvendigvis kontrollere vores børn på forskellige måder for at kunne udøve den omsorg, de har brug for på forskellige stadier af deres liv.

Når de er helt små sætter vi gitter for trappen og spænder dem fast i en sele i barnevognen, så de ikke kan komme til skade. Mange forældre overvåger deres børn teknologisk ved hjælp af babyalarmer; enten de gammeldags med radiosendere eller nyere modeller koblet til smartphonen, eventuelt med ekstra features såsom video, måling af hjerterytme eller andet. 

Man kan også tage skridtet fuldt ud og koble sit hjem op med kameraer og sensorer, som det for eksempel tilbydes af firmaet Withings, som i samme ombæring tilbyder at måle luftkvaliteten i din dagligstue.

Endelig findes der en lang række produkter, mere eller mindre færdigudviklede, som kan kobles direkte på børnene eller installeres som apps i deres telefon, så man kan se, hvor de befinder sig eller de med et enkelt klik kan komme i kontakt med deres forældre.

I USA anklages forældre hvis deres børn er uden opsyn på legepladsen

Alle disse produkter sælges med argumenter som at de skaber større tryghed, når man som forælder er nødt til at være adskilt fra sit barn og dermed ikke kan se det direkte. I Danmark er tingene endnu ikke kommet så vidt som for eksempel i USA, hvor forældre anklages for at lade deres børn gå alene uden opsyn til legepladsen.

Men der er tendenser, der peger på, at børn i dag er under større voksenopsyn end for et par generationer siden. Dette understøttes blandt andet af forskning, jeg selv deltog i for nogle år siden (se for eksempel her) og som den hollandske børneforsker Lia Karstens har sammenfattet med begrebet 'The Backseat Generation'.

Som legeforsker er jeg interesseret i, hvad disse tendenser betyder for børns leg og hverdagsliv – og som medieforsker synes jeg, det er særligt spændende, hvad digitale teknologier kan og gør i relation hertil.

Der er ingen simple svar

Ligesom der er en balance mellem omsorg og kontrol er der en tilsvarende balance mellem frihed og overvågning. Man kan tale om, at det har betydning for den agency, børn tilkendes eller skaber igennem deres praksis. Agency er et begreb for, hvilken autonomi og hvilke handlemuligheder, individet har.

Det er betinget af både individets egne kompetencer og de rammer, der sættes for udfoldelsen af disse. Børns agency kan således både begrænses og udvides gennem digitale teknologier – og måske endda på samme tid.

Når den 9-åriges mobiltelefon trackes via en GPS-app, så mor og far altid har mulighed for at se, hvor barnet er, kan det både opleves og forstås som en frisættelse af barnet, der får lov at gå alene på steder, hvor det ellers ikke måtte gå, og som en måske unødvendig snagen i barnets privatliv, der ødelægger muligheden for at blive væk eller bogstavelig talt gå sine egne veje.

Og når forældre insisterer på at have koden til deres børns sociale medie-konti kan det både være for at blande sig i deres udfoldelser og for at kunne agere som back up, hvis barnet oplever ting, der er ubehagelige eller vanskelige, så barnet trygt kan kaste sig ud i de sociale mediers muligheder.

Der er ingen simple eller enkle svar på, hvad der er godt eller skidt; hverken på et overordnet niveau eller for det enkelte barn. Men det er sikkert, at der ligger mange interessante forskningsprojekter gemt i dette og emne, ligesom det er sikkert, at vi konstant vil støde på nye teknologier, som vil tvinge os til at tage stilling til disse problematikker om og om igen.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.