Er light-sodavand farligt?
Aspartam er en omstridt ingrediens i din cola – men er det farligt eller ej? Feder din light-sodavand mere, end den slanker? Og er der overhovedet noget sundt ved sodavand? Få svarene her.

Sodavand smager godt, men det er vist desværre også det eneste positive, der er at sige om det. Til gengæld mener myndighederne ikke nødvendigvis, at det er farligt. (Foto: Colourbox)

Sodavand smager godt, men det er vist desværre også det eneste positive, der er at sige om det. Til gengæld mener myndighederne ikke nødvendigvis, at det er farligt. (Foto: Colourbox)

Danskerne elsker sodavand, og vi kører gerne langt for få billig sodavand sammen med andre billige varer.

Det har vi senest set i mediedækningen af regeringens fejlslagne plan med sodavandsafgiften. Det kan du læse mere om i artiklen 'Forskere: Ikke overraskende, at sodavandsafgift var nytteløs'.

Men er den populære sodavand egentlig farlig for os?

Videnskab.dk har her samlet en række af de bedste artikler om sodavand, sundhed, fedme og aspartam, som er et de mest omdiskuterede stoffer, der findes i din light-sodavand.

Aspartam er farligt - siger nogle

Senest har to forskere fremlagt studier, som viser, at stoffet kan forårsage for tidlige fødsler, og et rottestudie viser, at aspartam øger risikoen for kræft.

Det første studie er dog endnu ikke blevet repliceret. Det vil sige, at der ikke er foretaget en tilsvarende undersøgelse af andre forskere, som kan bekræfte resultatet.

Myndighederne har ved det andet studie vurderet, at forskerens data ikke var relevante for at kunne konkludere, at aspartam forårsagede kræft.

Du kan læse om de to studier i artiklen: 'Forskere uenige i myndighedernes vurdering af aspartam'.

Er aspartam i light-sodavand farligt?

Aspartam er et kunstigt fremstillet sødestof, som blandt andet forsøder din light-sodavand.

Stoffet er fremstillet af de to proteinbestanddele 'phenylalanin' og 'asparraginsyre', som eksempelvis også findes i æg, ost, frugt og kød. Aspartam er sikkerhedsgodkendt af myndighederne i EU og Danmark, selvom det i tarmen bliver omdannet til methanol, som i store mængder kan føre til forgiftning.

Formand for ekspertpanelet hos Den europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet EFSA og seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet understreger dog, at aspartam ikke er giftigt i de små mængder, som findes i din light sodavand.

»Dermed ikke sagt, at man bliver sundere af at spise så og så meget aspartam, det er en helt anden sag. Men sundhedsskadeligt er det ikke i de mængder, det er tilladt,« siger hun.

I artiklen 'Er sødemidlet aspartam i light-sodavand skadeligt?' forklarer forskeren, hvad hun bygger sin viden på.

Feder light-sodavand?

Aspartam tænker du måske ikke så meget på, når du vælger en light-sodavand. Måske er det mere din vægt, du er bekymret for. Du vil gerne holde den nede ved ikke at drikke sukkervand. Men nogle mener faktisk, at light-sodavand snarere feder.

Det afviser overlæge og dr.med. Bjørn Richelsen fra Medicinsk Endokrinologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital dog. Han har forsket i sammenhængen mellem fedme og light-sodavand.

»Vores undersøgelser viser, at light-sodavand ikke hænger sammen med fedme og hjerte-kar-sygdomme. Derimod har vi påvist, at store mængder sukkersødet sodavand øger risikoen for at udvikle diabetes-2 og desuden kan medvirke til, at især unge risikerer at få den stadigt mere udbredte sygdom ikke-alkoholisk fedtlever,« fortæller Bjørn Richelsen.

»Til sammenligning faldt light-sodavand stort set ud som vand,« tilføjer han.

I artiklen 'Feder light-sodavand mindre end sodavand med sukker?' argumenterer han for, at hans studie er bedre end et tidligere amerikansk studie, hvor forskerne argumenterer for, at light-sodavand feder.

Kan sodavand være sundt?

Sodavand kan altså være usundt, men kan det som så meget andet være sundt på samme tid? Det spørgsmål har Videnskab.dk tidligere besvaret i artiklen 'Er der noget sundt ved at drikke cola?'

Forskerne fortæller, at der faktisk ikke er noget, der er specielt sundt ved din cola. Det skulle da lige være, hvis du ligger ude i ørkenen og er ved at gå til at tørst. Cola har dog en række mineraler, som du kan læse om i artiklen, men de mineraler findes nu altså også i andre fødevarer.

Sodavanden cola kan dog i et helt særligt tilfælde være en lille hjælp mod et problem. Den kan nemlig hjælpe på dehydrering, når dehydreringen er en sideeffekt af diarré.

»Du bliver dårlig af diarré, fordi du kommer til at mangle væske. Diarré blokerer mekanismen, der gør det muligt at optage vand. Når man indtager en sukkerholdig drik, uanset om det er cola eller andet, får du sukker ind i tarmen. Sukker og vand optages med samme mekanisme, og sukkeret kan åbne for mekanismen, så der også kan komme vand ind,« forklarer forskeren.

Læs mere i artiklen 'Er cola godt mod dårlig mave?'

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om det bizarre havdyr her.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk