Er høfeber værst indendørs eller udendørs?
Det afhænger af typen af allergi, lyder svaret fra videnskaben.
høfeber allergi irriterende indendørs

Rammer høberen hårdest, når du er indenfor? Ja, mener vores læser. Men hvad siger videnskaben? (Foto: Shutterstock).

Rammer høberen hårdest, når du er indenfor? Ja, mener vores læser. Men hvad siger videnskaben? (Foto: Shutterstock).

Atju!

Man nyser og nyser.

Høfebersæsonen medfører for mange mennesker en evig søgen efter lommetørklæder og antihistaminer.

En af dem er vores læser Trine Hartman, der mener at vide, at hendes høfeber er værst indendørs og om aftenen.

»Høfeber burde vel være værst, når man opholder sig udendørs midt på dagen. Men tilsyneladende er den langt værre, når man opholder sig indendørs om aftenen, natten og morgenen. Hvordan kan det være?,« skriver hun til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Så Trine, det vil vi forsøge at hjælpe dig med at finde svar på.

Hvad er høfeber?
  • Høfeber kan være allergi for mange ting. Det er en fællesbetegnelse for allergisymptomer, der rammer øjne og næse. 
  • Betegnelsen kan godt være lidt misvisende, fordi mange andre allergifremkaldende stoffer end hø (græs) kan forårsage symptomerne. Det gælder for eksempel husstøvmider, pelsdyr, pollen eller skimmelsvamp. 
  • Symptomerne er ’forkølelsessymptomer’. Det kan være kløende, irriterede øjne, der løber i vand, og stoppet, kløende og løbende næse med nyseture. 
  • Det anslås, at cirka én million danskere lider af eller har lidt af høfeber. 

Kilder: Astma-Allergi Danmark, netdoktor.dk. 

Mange former for høfeber

Men først bliver vi nok nødt til at finde ud af, om høfeber overhovedet er værst indendørs i forhold til udendørs.

Allerede her bliver vi udfordret.

For det er umuligt at svare på, siger professor fra Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet Torben Sigsgaard, der har forsket meget i forskellige former for høfeber og allergi.

»Det afhænger af, hvilken type allergi man har. Er man allergisk over for en kat, er det værst indendørs. Er man allergisk over for græspollen, er det værst udendørs,« siger han til Videnskab.dk.

Han forklarer, at høfeber er en fællesbetegnelse for allergi over for græsser, træer, planter, husdyr, husstøvmider, lagermider, skimmelsvamp og en »endeløs række« af andre ting.

»Derfor kan man ikke dele det op i, om det er værst indendørs eller udendørs. Det afhænger af, hvilken allergi man har,« gentager han.

LÆS OGSÅ: Spis peanuts og undgå peanutallergi - få kat og undgå måske katteallergi

Græs, hest, hund og kat

Vi tog her på Videnskab.dk fat på Trine igen for at finde ud af, hvad hun kunne være allergisk overfor.

Og det er ikke så få ting, hun kæmper med.

»Jeg er faktisk allergisk over for alt, man kan testes for, udenfor,« skriver hun i en e-mail og henviser til græs- og pollenallergier. »Jeg er desuden også allergisk over for hund, kat, hest og støv.«

Trine fortæller, at hun er sikker på, at det ikke er de indendørs allergener, der plager hende, da hun mener, at hun ikke har symptomerne, når det ikke er forår eller sommer.

 Men det kan altså ikke passe, forsikrer Torben Sigsgaard.

»Det lyder, som om Trine er multiallergiker. Men vi er nødt til at slå fast, at for de udendørs allergener, typisk træer og græsser, er det altid bedst at være indenfor. Der er en beskyttelse i, at man kan holde sig indendørs med lukkede vinduer,« siger han. 

Når Trine observerer, at det er værst i forårs- og sommermånederne, tyder det på, at det er udendørsallergener som træer og græs, der dominerer, forklarer han og henviser til Astma Allergi Danmarks pollenkalender.

Torben Sigsgaard fortæller, at pollen kommer ind i huset ved at blive slæbt eller blæst ind. Er der kilder, man er allergisk overfor i indemiljøet, bør man begynde med at kigge på dem.

Lukker man sit hus af og sørger for, at der er et pollenfilter på ventilationsanlægget, er man godt beskyttet.

Alligevel tror han godt, at det kan føles slemt indendørs. Det gælder for eksempel, hvis man er ramt af flere pollenallergier, samtidig med at man er allergisk for noget i indeklimaet.

Så Trine, det lyder, som om du måske skal have fat i din læge eller en anden ekspert, hvis vi skal have endeligt svar på, hvorfor din høfeber er meget slem indendørs om sommeren.

Værst sidst på dagen?

Trine mener også, at hendes høfeber er værst om aftenen, natten og morgenen. Men er der reelle tidspunkter på dagen, hvor høfeberen slår hårdere?

Det kan videnskaben godt sige noget om, forklarer Torben Sigsgaard.

»Det har vi forsket meget i. Det ser ud, som om de fleste allergener har højdepunkt sidst på dagen, når det er blevet varmt. Det bygges op hen ad eftermiddagen i takt med, at træerne smider pollen. Sådan er det for de fleste allergener, og så falder det igen efter aftensmaden,« siger han.

Han henviser til et studie fra Aarhus Universitet, han selv var med i, der undersøgte forekomsten af græs- og træpollen i luften i Danmark på timebasis, både i Viborg og i København.

Begge steder steg mængden af pollen i luften fra klokken 7 til klokken 19, hvorefter forekomsten faldt igen.

Så der kan godt være noget om snakken i forhold til, hvornår på dagen ens pollenallergi er værst.

Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

Flyt ud på en gård, og bliv bedre beskyttet mod allergi

Kan der måske være en forskel på, om man udvikler allergi og høfeber alt efter, om man bor på landet eller i byen?

Det kan vi faktisk også godt sige noget om, forklarer Torben Sigsgaard.

»Det ser ud til, at hvis man er opvokset på en gård med dyr, så har man mindre risiko for at udvikle allergi,« siger han.

Han henviser til et studie fra Aarhus Universitet, som han også var med til at udføre, der konkluderer, at vokser man op på en gård, er man signifikant mere beskyttet mod at udvikle allergier i voksenlivet.

Forskerne undersøgte 1.236 voksne mænd i alderen 30 til 40 år, som man inddelte i fire kategorier i forhold til, hvor de var vokset op:

  1. Storby
  2. By
  3. Landområde
  4. Gård

Herefter testede man mændene for allergier, såsom græspollen, birkepollen og katte.

Forskerne konkluderer i studiet, som du kan læse her, at de mænd, der var opvokset på en gård, var mindre tilbøjelige til at have allergier som voksne end de andre grupper.

LÆS OGSÅ: Barndom på landet beskytter mod astma og allergi

Men hvorfor?

»Det ved vi ikke med 100 procents sikkerhed. Men det ser ud, som om det hænger sammen med diversiteten af mikroorganismer i det miljø, man bor i. Vi har ikke beviser, men vi har indicier for, at det er det, det handler om,« siger Torben Sigsgaard.

Han har også været med i et andet studie fra Aarhus Universitet, hvor man undersøgte effekten af at bo på en gård, selvom man ikke er vokset op på landet.

I studiet ‘Become a farmer and avoid new allergic sensitizaion’ beskriver forskerne, hvordan man faktisk kan blive beskyttet mod at udvikle nye allergier, hvis man flytter på en gård som voksen.

Det studie kan du læse her.

Tak for spørgsmålet

Så altså, høfeber kan være værst indendørs, men det kan også være værst udendørs.

Det afhænger af, om man for eksempel er allergisk over for en udendørsting som pollen, eller om man er allergisk over for en indendørsting som støv eller en indekat.

Trine, vi håber ikke, din allergi giver dig alt for mange gener. Vi takker for spørgsmålet, og vi håber, du er blevet lidt klogere på, hvor, hvornår og hvorfor høfeberen rammer.

Vi sender en t-shirt til dig.

Husk, at du kan læse flere spændende spørgsmål og svar i Spørg Videnskaben. Ligger du selv inde med et godt spørgsmål, er du meget velkommen til at sende det til sv@videnskab.dk

LÆS OGSÅ: Slut med høfeber? Ny opfindelse holder pollen fra næsen

LÆS OGSÅ: Advarsel til haveejere: Allergifremkaldende plante har kurs mod Danmark

Hvad kan man selv gøre?

Er man meget generet af høfeber, er der ting, man kan gøre.

Har man mistanke om, at man har allergi, kan man søge læge og blive hudpriktestet, så man kan få medicin, der hjælper.

Med Astma-Allergi Danmarks pollen-app kan man få daglige varsler på telefonen.

Har man pollenallergi, kan det være en god idé at bruge solbriller udendørs, og måske helt undgå udendørsaktiviteter som idræt, hvis man får svære symptomer.

Du kan læse flere gode råd hos Astma-Allergi Danmark her.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.