Hvad gør man, hvis man har sovet elendigt og virkelig har brug for at præstere på arbejde eller på fodboldbanen? Eller hvis man står i byen og er lidt træt i det fredag nat, men virkelig gerne vil have kræfter til at feste videre?
Man kaster da nogle dåser Red Bull eller andre former for energidrik i kæften! Så er man pludselig oppe at ringe og klar til at nedlægge damerne eller modstanderne.
Internettet mangler svar: Er energidrikke usunde?
I Danmark drikker vi ligesom i mange andre vestlige lande flere og flere energidrikke, og det bliver mere udbredt, at man bruger energidrikke til at komme op på dupperne.
En læser fortæller for eksempel Spørg Videnskaben, at han har kolleger, der drikker flere energidrikke om dagen for at kunne præstere bedre.
Spørgsmålet er, om det er smart?
»Jeg har en fornemmelse af, at det ikke kan være godt for sundheden. Jeg har forsøgt at finde noget på internettet, der kan afgøre, hvorvidt det er farligt, men jeg kunne ikke finde kvalificerede svar. Kunne I eventuelt skrive om, hvor går grænsen mht. brug af energidrikke?,” skriver András Ács i en e-mail til Spørg Videnskaben.
Ja, det kan vi da – med hjælp fra Marta Axelstad Petersen, der er forsker ved DTU Fødevareinstituttet.
Mange ved ikke, at deres hjerte kan blive påvirket
Marta Axelstad Petersen beretter, at hvis voksne holder sig til at indtage under 400 milligram koffein om dagen, så ser det ud til, at man undgår skadelige effekter (se faktaboks).
400 milligram svarer til indholdet i cirka fem dåser energidrik på en kvart liter – eller fire gode kopper kaffe. Der skal altså en del til, før et rask, voksent menneske løber ind i kvaler på grund af Red Bull.
Men! For der er et stort men. Energidrikke kan ramme nogle mennesker ekstra hårdt – og hvis du er én af dem i risikozonen, er det oven i købet sandsynligt, at du ikke ved det i forvejen.
En dåse energidrik på 250 milliliter indeholder 80 milligram koffein, hvilket er lidt mindre end to dåser cola på 330 milliliter (som indeholder cirka 98 milligram koffein) eller i en kop kaffe (som indeholder cirka 90 milligram koffein).
Det er koffeinen i energidrikke, som øger koncentrationsevnen og får dig til at føle mindre træthed. Bemærk, at grænserne for indtag af koffein ligger væsentligt lavere for gravide og ammende kvinder (maksimalt 300 milligram om dagen), da højere indtag øger risikoen for spontan abort eller lav fødselsvægt hos barnet.
Desuden bør børn og unge højest drikke 2,5 milligram koffein pr. kilo kropsvægt, hvilket svarer til cirka 80 milligram for en 10-årig og 160 milligram for en 16-årig. Et højere indtag kan udløse for eksempel ængstelse og nervøsitet.
Kilde: Marta Axelstad Petersen
»Ny forskning viser, at personer, som er genetisk prædisponeret for hjerteproblemer, kan have en øget risiko for hjertestop ved indtag af energidrikke. Og meget ofte er problemerne udiagnosticerede,« bemærker Marta Axelstad Petersen.
Den franske sundhedsstyrelse ANSES – ‘French agency for food, environment and occupational health and safety’ – har foretaget en gennemgang af risikoen ved at indtage energidrikke.
ANSES vurderer, at én ud af 1.000 mennesker ikke ved, at de genetisk er sat sammen, så de har en højere risiko for at falde om af hjertestop, hvis de hælder en masse koffein i kroppen.
Anstrengelse og alkohol gør det hele værre
Risikoen for at falde om er særligt stor, hvis man kombinerer energidrik med sport, anden fysisk anstrengelse eller alkohol. Det skyldes blandt andet, at energidrikke som Cult, Monster eller Red Bull populært sagt er med til at holde niveauet højt af adrenalin i kroppen.
Hvis man belaster kroppen yderligere, mens man har en heftig mængde koffein i blodet, kan det udløse hjertestop. Især i varme omgivelser og hos personer, der er genetisk disponerede for det, pointerer Marta Axelstad Petersen.
Muligvis øger det på tilsvarende vis risikoen for hjertestop, hvis man drikker energidrikke, mens man har travlt på arbejde.
»Jeg har ikke hørt, at stress på arbejde skulle have en indflydelse på det, men jeg kan selvfølgelig ikke udelukke det,« siger Marta Axelstad Petersen.
Pige faldt død om efter at have drukket energidrik og alkohol
Hvis du sidder og tænker, at det kun er gamle mennesker med det ene ben i graven, der har så svage hjerter, at de ikke kan tåle lidt Red Bull, kan du godt tro om igen.
Dels påvirker koffein unge mest.
Dels melder den franske sundhedsstyrelse ANSES, at det eneste veldokumenterede tilfælde af hjertedød i Frankrig efter indtag af energidrik var, da en 16-årig pige faldt død om. Pigen kollapsede efter at have danset på et diskotek på en aften, hvor hun kun havde drukket energidrik blandet med alkohol.
Skadelige bivirkninger ved for meget energidrik er blandt andet knyttet til hjertet: smerte i brystkassen, hurtig hjerterytme og forhøjet blodtryk. Men drikkene kan også påvirke dit humør og opførsel og gøre dig irritabel, nervøs, give angst- eller panikanfald samt øge risikoen for anfald hos personer med epilepsi.
Ifølge franske ANSES viser litteraturen på området, at bivirkninger på psyken efter indtag af energidrikke især rammer folk med kroniske psykiatriske lidelser som psykoser, bipolar lidelse og problemer med angst.
ANSES påpeger, at de rapporterede bivirkninger svarer til dem, man i forvejen kender som symptomer på koffeinforgiftning.
Obduktionsrapporten slog fast, at hun var død af hjertestop.
Koffein er den eneste kendte mulige dræber i energidrik
Pigen har muligvis været genetisk disponeret for at få hjertestop, men ellers har det efter al sandsynlighed været koffeinen, der har været årsagen til dødsfaldet.
Ifølge Marta Axelstad Petersen er koffein i hvert fald umiddelbart det eneste stof i energidrikke, som, man med sikkerhed ved, kan give den slags bivirkninger ved for højt indtag.
»European Food Safety Agency (EFSA) har vurderet de andre stoffer, som tilsættes energidrikke – taurin og glucoronolactone. De konkluderer, at der ikke er nogen data, der tyder på, at de skulle være skadelige at tilsætte i de tilladte mængder. Men da energidrikke er forholdsvis nye på markedet, er det ikke stoffer, som er specielt godt undersøgt endnu, og slet ikke i kombination med koffein,« understreger Marta Axelstad Petersen.
Danskernes drikkevaner skulle kortlægges
DTU Fødevareinstituttet var i 2013 i gang med en undersøgelse, der for Fødevarestyrelsen skulle kortlægge danskernes forbrug af drikkevarer. 2.600 danskere i alderen 10 til 35 år skulle være med i den undersøgelsen, som foregik i andet halvår af 2013. Resultaterne fra undersøgelsen var planlagt til at blive offentliggjort i 2014.
Måske kan du finde resultaterne på internettet. Eller hvis du vil dykke længere ned i koffeinens velsignelser, kan du kaste dig over en tidligere Spørg Videnskaben om, hvordan man egentlig får det største koffeinboost – om det er ved at drikke kaffe, cola eller energidrik.
Ellers lukker vi koffeinbiksen her med en tak til Marta Axelstad Petersen og en T-shirt, fremstillet af ganske ufarlige stoffer, til András Ács for det gode spørgsmål.
Du kan også gå på jagt efter svar på andre gode spørgsmål i Spørg Videnskabens arkiver.