Er digitale medier usunde?

Må småbørn se iPad? Bliver teenagere deprimerede af sociale medier? Bør skoler have stramme mobilregler? Hvad gør onlinekulturen ved demokratiet? Kan man være decideret afhængig af gaming?

Det skal konferencen ‘Generation Skærm’ give svar på 12. marts, og i den anledning bringer Forskerzonen en serie artikler fra forskerne i ugerne op til (læs mere om konferencen i faktaboksen længere nede).

I denne artikel skal vi se på, hvilke erfaringer man har gjort sig, og hvilke beslutninger man har truffet efter en længere debat om børn og unges skærmbrug i England – og ikke mindst hvor meget vi endnu ikke ved på området.

Teknologivirksomheder skal passe på børnene

Der sker noget med skærmdebatten i England for tiden. Landet på den anden side af vandet har set en af de mest ophedede debatter, hvor der meget tidligt kom voldsomme beskyldninger ud om, at skærme bogstaveligt talt gør børn til junkier eller skader unges hjerne.

Den anden side sagde, at de mest skingre stemmer ikke byggede på fakta, og at de brugte forsimplet hjernesnak (se eksempler på debatten her, her og her).

Derfor gik både politikere og sundhedsmyndigheder også ind i sagerne, og det er der nu kommet resultater af.

31. januar konkluderede en komité i parlamentet, at udbyderne af digitale teknologier for børn har samme ‘duty of care’ (pligt til at varetage barnets tarv) som for eksempel en skoleinspektør eller klubpædagog.

Dermed bør for eksempel YouTube Kids og Facebook principielt kunne drages til juridisk ansvar, hvis børn lider overlast på deres platforme.

Forskningen er blevet hørt i England

En uge senere kom den engelske Chief Medical Officer – den højeste medicinske autoritetsskikkelse i England – så med en rapport, der, baseret på forskning, giver 12 gode råd til forældre om blandt andet at huske motion, finde skærmfri rum til familietid og tale med børn og unge om, hvad der foregår online – ligesom når familien for eksempel ser tv-nyhederne.

Samtidig konkluderer rapporten, at der ikke er ordentlig evidens for, at for eksempel sociale medier skulle have direkte negative sundhedseffekter, som mange ellers har hævdet.

Dette er vigtigt, fordi det er første skridt i at adskille diskussioner, der handler om virksomheders juridiske ansvar, fra bekymringer over børns udvikling og sundhed.

Den engelske tabloidpresse har en lang tradition for at blæse små historier ud af proportioner, og landet har en uheldig historie for at sanktionere tvivlsom pseudovidenskab, blandt andet fordi prins Charles har været fan af alternative behandlinger som homøopati.

Derfor er det store nyheder, at de øverste sundhedsmyndigheder lytter til kritiske forskere og klart melder ud, at den populære debat om skærme hidtil har serveret scones med tvivlsom hjernekrymmel og en meget tynd kop empirisk Earl Grey.

Ved vi så alt om Generation Skærm?

Men er samtalen så forbi, når de medicinske myndigheder og Englands regering nu har draget deres konklusioner?

Svaret er nej.

Et problem er, at mange studier er rent korrelationelle – de finder en sammenhæng, men ikke en årsagssammenhæng. At finde en negativ forbindelse imellem kartoffelspisning og mentalt velbefindende er eksempelvis ikke det samme, som at man får det skidt af kartofler.

Forbindelsen kunne lige så godt gå den anden vej. Måske er der kartofler i den trøstemad, som vi spiser, når vi er triste. Eller måske er den helt og aldeles tilfældig (du kan læse eksempler på virkeligt skøre korrelationer her).

Kartoffeleksemplet er mere vigtigt i skærmdebatten, end vi måske tror.

En vaks ph.d.-studerende fra Oxford University opdagede nemlig for nylig, at evidensen bag den meget delte artikel ‘Have Smartphones Destroyed a Generation?’ af psykolog Jean Twenge, byggede på en negativ korrelation imellem mentalt velbefindende og sociale medier, der var af samme størrelsesorden som sammenhængen imellem mentalt velbefindende og at spise kartofler!

Med andre ord er der et stort stykke arbejde forude i at forfine de undersøgelsesmetoder, der hidtil er blevet brugt, og i at studere effekten af gode råd til skoler og familier.

LÆS OGSÅ: Korrelation eller kausalitet – hvornår er der årsagssammenhæng?

Langtidsstudier undervejs

Derfor har vi brug for studier, der tager kausalitet alvorligt. Enten ved at lave kontrollerede eksperimenter, der for eksempel mindsker adgangen til sociale medier for en tid, eller ved at følge børn fra de er små frem for at profetere om teoretiske virkninger eller gætte på kausaliteten i et her-og-nu billede, som i mange hidtidige studier af teenagere.

Et af disse langtidsstudier har fulgt canadiske småbørn over tre år og fandt, at en mængde faktorer inklusive uddannelse, indkomst, om børn går i institution, og om mor får sovet ordentligt, korrelerer med mindre skærmtid.

Altså, jo højere uddannelsesniveau og indkomst hos forældre, og jo mere tid i institution, desto mindre skærmtid for barnet. Men studiet fandt også en lille negativ forbindelse imellem skærmtid og barnets udvikling, selv efter at der er kontrolleret for disse faktorer, som alle sammen har deres egen betydning i barnets udvikling.

Det kunne tyde på, at (for meget) skærmtid faktisk påvirker barnet negativt.

Studiet er godt nok blevet kritiseret for at satse for meget på mødres egne vurderinger, og for at den effekt, man ser, er så lille, at den er uden betydning i praksis. Men metodisk går det i den helt rigtige retning.

Gør skærmtid hjernebarken mindre?

Et andet nyt stort initiativ er den amerikanske National Institutes of Health ABCD-satsning, der studerer børns hjerner over lang tid. En nyhedshistorie kom for nyligt ud om, at dataene kunne antyde, at mere end to timers skærmtid var forbundet med tyndere hjernebark hos børn.

Selve ABDC-dataene er ikke udgivet i fagfællebedømte journaler, så det er svært at vide, hvad man skal synes. En pointe i alle nyhedshistorierne er da også, at forskerne ikke rigtigt ved, hvad det betyder, og, igen, at vi ikke kender årsagen.

‘Hjernebarksfortyndning’ lyder dog rigtigt uhyggeligt, når man lige læser det. Men for at sætte fundet i kontekst fandt et andet studie af udviklingen af intelligens over tid for eksempel, at intelligente mennesker starter med tyndere end gennemsnitligt hjernebark som 10-årige for derefter at ende med tykkere end gennemsnitligt hjernebark som voksne.

Hvis vi, for argumentet skyld, vender skærmhistorien på hovedet, kan det være, at skærmene forbereder en generation af mere intelligente voksne. Det er næppe sandsynligt, men det viser, hvor meget vi endnu ikke forstår om hjernens udvikling, og hvor uklart det er, hvad dette resultat egentligt dækker over.

Ikke desto mindre skal forskningen denne vej, når så mange populære forestillinger nu engang kredser om ‘hjerneeffekter’. Uanset om man er tilhænger af at biologisere noget så komplekst som opvækst, er det et vigtigt, at der nu kommer studier, som direkte kigger på, om der er målbare langtidssamspil.

Kom med til Generation Skærm, og hør, hvad forskningen ellers siger

Budskabet fra Englands ophedede debat er måske, at panikken har været blæst ud af proportioner, men at vi stadig har et stort stykke forskningsarbejde med mange nuancer foran os.

Det er særlig vigtigt, hvis vi skal ‘udkludre’ den årsag og virkning, der lige nu står og blafrer i vinden både for små børn og teenagere.

Læs mere om konferencen her – og del selvfølgelig med alle dine kolleger og forældre, du kender. I tiden op til Generation Skærm vil du også få flere historier om skærmdebatten her på Forskerzonen!