Er det sikkert at tage i fitness igen? Studie fra Norge deler forskerne
Fitness åbent i Norge COVID-19 sikkert smitte

En epidemiolog er skeptisk overfor resultaterne af ny, norsk forskning. Der skal mere forskning til, påpeger han. (Foto: Shutterstock)

En epidemiolog er skeptisk overfor resultaterne af ny, norsk forskning. Der skal mere forskning til, påpeger han. (Foto: Shutterstock)

30 juni 2020

Norge åbnede i sidste uge sine fitnesscentre igen efter en lang lukkeperiode, som skulle mindske spredningen af coronavirus.

Men et studie sår tvivl om, hvorvidt lukningerne af fitnesscentre virkelig var nødvendige for udfaldet, at Norge nu har godt styr på pandemien. Det skriver The New York Times.

I en undersøgelse blandt tusinder af mennesker i Oslo fandt forskere, at mennesker, der træner i fitnesscentre med beskedne restriktioner som hygiejne og afstand, ikke har større risiko for infektion af coronavirus end mennesker, som ikke gør.

Undersøgelsen, som er finansieret af Norge, er offentliggjort online, men vær opmærksom på, at resultaterne ikke er blevet peer-reviewet eller publiceret i et videnskabeligt tidsskrift på nuværende tidspunkt.

 

Ifølge The New York Times blev kun 1 ud af de 1.896 undersøgte fitnessmedlemmer fra Oslo testet for positiv COVID-19, men forskerne konkluderede, at han blev smittet på sit arbejde og ikke i fitnesscenteret.

På baggrund af resultaterne kan nordmændene nu vende tilbage i deres fitnesscentre. Men kan andre lande gøre det samme med ro i sindet og uden større risiko for at blive smittet?

Umiddelbart ja, mener Dr. Michael Bretthauer, der er kræftscreeningsekspert ved Universitetet i Oslo samt en af de ledende forskere i undersøgelsen.

Dette gælder dog ikke steder, hvor der er stor forekomst af COVID-19-infektioner, eller i områder og lande, hvor folk er mindre tilbøjelige til at overholde restriktioner, påpeger han ifølge The New York Times.

En epidemiolog er dog mere kritisk overfor, at resultaterne skal bruges som generalisering eller være baggrund for genåbning af fitnesscentre, heller ikke i Norge.

»Disse fund fortæller mig ikke, at det ikke er mere risikabelt at gå i fitness end ikke at gøre det, selv i Oslo,« siger Jon Zelner, epidemiolog ved University of Michigan, til The New York Times.

Han mener, at der er behov for en større undersøgelse i områder, hvor der er relativ lav forekomst af COVID-19, for at afgøre om virussen spreder sig mere i fitnesscentre.

mhc

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.