At køre cabriolet er ikke kun forbundet med det søde liv i frihed og luksus.
Ny forskning viser, at man under kørsel med åben kaleche udsættes for et støjniveau, der kan give høreskader, skriver telegraph.co.uk.
I forsøget blev der målt et støjniveau på 100 dB ved en fart på 120,7 kmt/t.
Et niveau, der over længere tid kan give skader på hørelsen. På hastigheder på blot 88,5 km/t blev der ligeledes målt et støjniveau på over 85 dB, hvilket svarer til niveauet på en byggeplads.
Støjer som et dieseltog eller en byggeplads
Vejarbejde, trafik og vind var alle forhold, der bidrog til larmen, mens forbipasserende biler, lastbiler og motorcykler kunne få støjen til at stige yderligere.
I forsøget afprøvede man fem biler og optog støjniveauet ved 88,5 km/t og 120,7 km/t.
Forskerne opdagede, at støjniveauet ved de lave hastigheder jævnligt overskred 88 dB, hvilket svarer til et forbikørende dieseltog eller en byggeplads. Udsættelse for et støjniveau over 85 dB i længere perioder anses normalt som skadeligt for hørelsen.
Betydeligt høretab
Dr. Anthony Mikulec fra Saint Louis University School of Medicine i Missouri, der stod i spidsen for undersøgelsen, forklarer:
»Når cabrioleterne kørte med åben kaleche, blev der konsekvent observeret høje støjniveauer.«
»Selvom kørsel over kortere afstande med et sådant støjniveau sandsynligvis ikke forårsager en betydelig grad af høretab på grund af støj, viser vores undersøgelse, at længere tids kørsel ved høj hastighed med kalechen åben vil øge førerens risiko for høreskade,« forklarer Mikulec.
»Set i lyset af resultaterne af denne undersøgelse anbefaler vi, at bilister rådes til at køre med kalechen lukket, når de kører over længere tid med en fart på mere end 85,3 km/t. «
Under forsøget blev der ikke observeret noget kritisk støjniveau fra de testede biler, når kalechen var lukket.