Type 3c-diabetes: Ny sygdom bliver totalt overset
Den store risiko for fejldiagnosticering er ikke alene et spild af penge og tid, men også farlig for patienterne.
diabetes befolkningsundersøgelse fejldiagnose diagnosticering Type 3c type 2 type 1 behandling bugspytkirtlen skade sygdom behandling insulin blodsukker

Et nyt studie viser, at de fleste tilfælde af type 3c-diabetes bliver fejldiagnosticeret som diabetes 2. (Shutterstock)

De fleste kender til type 1- og type-2 diabetes. Nu har forskerne identificeret en ny diabetestype: 3c-diabetes.

  • Ved type 1-diabetes ophører insulinproduktionen i kroppen fuldstændigt, fordi kroppens eget immunforsvar dræber de celler i bugspytkirtlen, som producerer insulin. Diabetes 1 rammer oftest børn eller yngre voksne, men der er også ældre mennesker, som pludselig får sygdommen, og de ramte har næsten altid behov for insulinbehandling.
  • Ved diabetes 2 mister bugspytkirtlen gradvist evnen til at følge med kroppens insulinbehov. Diabetes 2 rammer primært voksne, men alderen for sygdommens start er faldende. Diabetes 2 er arvelig, men udløses i mange tilfælde af en usund livsstil og er ofte associeret med overvægt eller fedme. 
  • Type 3c-diabetes er forårsaget af skade på bugspytkirtlen fra betændelse i bugspytkirtlen (pancreatitis), tumorer på bugspytkirtlen eller kirurgiske indgreb på bugspytkirtlen.

Skader på bugspytkirtlen svækker ikke alene organets evne til at producere insulin, men også evnen til at producere de proteiner, der er nødvendige for at nedbryde maden (fordøjelsesenzymerne) og andre hormoner.

Mange med type 3c bliver fejldiagnosticeret

Vores seneste studie viser imidlertid, at de fleste tilfælde af type 3c-diabetes bliver fejldiagnosticeret som diabetes 2.

Kun tre procent af forsøgsdeltagerne (som talte mere end to millioner personer) i vores studie blev korrekt diagnosticeret med type 3c-diabetes.

Mindre studier i specialistcentre har fundet, at de fleste, der er ramt af type 3c-diabetes, har brug for insulin, og at de ramte i modsætning til andre diabetespatienter også drager fordel af at indtage fordøjelsesenzymer i tabletform i forbindelse med måltider og snacks.

Stigende bekymring blandt fagfolk

diabetes befolkningsundersøgelse fejldiagnose diagnosticering Type 3c type 2 type 1 behandling bugspytkirtlen skade sygdom behandling insulin blodsukker

Bugspytkirtlen er hos mennesket en aflang kirtel (cirka 15 cm og 100 g) beliggende opadtil på bughulens bagvæg, tværs hen over hvirvelsøjlens forside bag ved mavesækken. (Illustration: Shutterstock)

Forskere og læger er i stigende grad bekymrede for, at type 3c-diabetes er langt mere almindelig forekommende end tidligere antaget, og at mange tilfælde ikke identificeres korrekt.

Af den grund gennemførte vi den første befolkningsundersøgelse for at forsøge at afsløre, hvor hyppigt forekommende type 3c-diabetes er.

Vi granskede også, hvor godt mennesker med denne type diabetes har deres blodsukker under kontrol.

Vi analyserede mere end to millioner patientjournaler tilhørende personer bosiddende i England fra Royal College of General Practitioners Research og Surveillance Database (RCGP RSC).

Kan gå lang tid, før den dukker op

Databasen bliver hovedsagelig anvendt til influenzaovervågning, og den indeholder anonymiserede sundhedsdata over personer i alle aldre fra praktiserende læger spredt over hele England.

Vi ledte efter diabetestilfælde, der indtraf efter lidelser, som forårsagede skade på bugspytkirtlen, herunder pancreatitis, kræft i bugspytkirtlen, tumorer og kirurgiske indgreb i bugspytkirtlen. 

Disse diabetestilfælde er sandsynligvis type 3c-diabetes.

Andelen af personer med sygdomme i bugspytkirtlen, der udvikler diabetes, er ikke klarlagt. Det sker ikke i alle tilfælde, og der kan gå lang tid, før diabeteslidelsen dukker op.

Vores fund

Til vores store overraskelse fandt vi, at type 3c-diabetes var mere almindelig end type 1-diabetes blandt voksne personer.

  • Vi fandt, at 1 procent af nye diabetestilfælde blandt voksne var type 1-diabetes
  • 1,6 procent procent af nye diabetestilfælde blandt voksne var derimod type 3c-diabetes.
  • Personer med type 3c-diabetes har dobbelt så stor risiko for at have dårlig blodsukkerkontrol
  • De havde også 5-10 gange så stor risiko for at få behov for insulin afhængigt af, hvilken bugspytkirtelsygdom de led af.

Vi fandt, at frembruddet af type 3c-diabetes kan ske lang tid efter skade på bugspytkirtlen; i mange tilfælde mere end ti år senere.

Denne 'forsinkelse' er ofte årsag til, at forbindelsen mellem de to hændelser bliver overset, og til at type 3c-diabetes ikke bliver diagnosticeret.

Korrekt diagnose er afgørende

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

En korrekt diagnose er afgørende for korrekt behandling. Adskillige præparater, som eksempelvis gliclazid, er muligvis ikke så effektiv i behandlingen af type 3c-diabetes.

Fejldiagnoser er et spild af tid og penge og en ineffektiv behandling eksponerer patienten for højt blodsukker.

Vores fund kaster lys over det presserende behov for forbedret sygdomsgenkendelse og diagnose af denne overraskende almindelige diabetestype.

Andrew McGovern har tidligere modtaget støtte fra Wellcome Trust, Eli Lilly og AstraZeneca til sin forskning. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

The Conversation

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.