Dyre fitnesscentre er ikke nødvendigvis de bedste
Overraskende studie: Hvilken effekt har omgivelserne på glæden ved og lysten til at motionere? Resultaterne kom i dén grad bag på forskerne.
itnesscenter omgivelser kælderlokale hold teamwork sammenhold smertelindring funktionsforbedring aerobe kapacitet muskelstyrke ganghastighed nostalgi behandlingslokaler motionsterapi  rekonvalescens effekt

Nedslidt kælderlokale eller lækkert motionsrum med udkig til naturen? Hvilket lokale er mest motiverende? (Foto: Shutterstock)

Hvis du vil blive stærkere og have det bedre, efter at du har dyrket motion – hvilket er afgørende, fordi det ansporer dig til at fortsætte med træningen – skal du ikke nødvendigvis lede efter et dyrt og smart fitnesscenter, viser vores seneste studie.

Tidligere studier har afsløret, at et behageligt og rart sygehusmiljø med store vinduer og udkig til naturen kan fremskynde patienternes rekonvalescens, så vi var interesserede i at vide, om det samme var tilfældet for behandlingsrum.

Dobbelt-blind, randomiseret, kontrolleret studie

Derfor inddelte vi tilfældigt vores forsøgsdeltagere, der alle var 35 år eller ældre samt led af hofte- eller knæsmerter, i to grupper, som vi sendte til to forskellige motionsterapibehandlingsrum. 

  • Gruppe 1: Bestod af 42 deltagere. De motionerede i et moderne lokale med udsigt til naturen, masser af sollys og det nyeste motionsudstyr.
  • Gruppe 2: Bestod af 40 deltagere. De blev sendt ned i et umøbleret kælderrum uden dekorationer i en bygning fra 1970'erne.

En fysioterapeut førte tilsyn med begge grupper. Hverken fysioterapeuten eller forsøgsdeltagerne kendte til formålet med studiet.

På fagsprog kaldes denne form for undersøgelse 'dobbelt-blind'.

Vores kontrolgruppe var en tredje gruppe deltagere, som blev sat på en venteliste, og som ikke motionerede overhovedet i løbet af de otte uger, som studiet varede.

Hemmeligholdt aspekter omkring resultatanalysen

Vi bad forsøgsdeltagerne om at rapportere deres samlede fremskridt, smertelindring og funktionel forbedring.

Vi testede deltagernes aerobe kapacitet, muskelstyrke og ganghastighed både før og efter de otte uger. 

Desuden interviewede vi nogle af deltagerne for at få en bedre forståelse af deres erfaringer med at motionere i de to forskellige lokaler.

Rocky havde ikke brug for et fint og lækkert motionslokale for at træne. (Video: Rocky (1976): Rocky punches meat/YouTube)

Vi hemmeligholdt mange aspekter omkring resultatanalysen for at undgå, at forskernes egne overbevisninger påvirkede resultaterne. 

Grupperne blev eksempelvis markeret henholdsvis A og B i dataanalyserne, og fortolkningen af ​​resultaterne blev aftalt skriftligt, før vi afslørede, hvilken gruppe havde motioneret i hvilket rum.

Begge grupper oplevede fremskridt. Men én af grupperne rapporterede, at den overordnet havde det bedre, med større smertelindring og større funktionsforbedring. 

Der var imidlertid ingen forskel i aerob kapacitet, muskelstyrke og ganghastighed grupperne imellem.

Den tredje gruppe, der bestod af 21 deltagere, oplevede ingen forbedringer eller fremskridt.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Overraskende resultater

Da resultaterne blev afsløret, stod det klart, at det var gruppe 2, som motionerede i kælderlokalet, som rapporterede den største forbedring, da de blev stillet spørgsmålet: Hvordan er dine knæ/hofteproblemer nu i forhold til før studiet?

Det var stik modsat af, hvad vi forventede.

Vi interviewede en del af forsøgsdeltagerne og viste dem fotografier af lokalerne for at sætte gang i en diskussion.

Deltagerne, som havde motioneret i kælderlokalet, opfattede ikke de nedslidte omgivelser negativt.

De følte sig hjemme og gav udtryk for nostalgi, fordi det mindede dem om gymnastiklokalerne på deres gamle skole.

De følte også et stærkere sammenhold; de var fælles om udfordringen og samarbejdede for at nå målet.

I gruppe 1 gav deltagerne udtryk for, at vinduerne var distraherende, og at de ikke følte sig som et hold.

De brød sig heller ikke om de store spejle i motionslokalet. Deltagerne fortalte, at de ikke brød sig om at se deres utrænede ben og deres ofte overvægtige kroppe.

Øg sandsynligheden for at blive fit

Så hvis du går og pønser på at begynde med at motionere, så tag din tid og find de rette omgivelser, eller tilmeld dig en gruppe med lignende mål.

Hvis du motionerer som del af et hold og i omgivelser, som du kan lide, øger du sandsynligheden for at blive fit og få det bedre,

For som vores studie afslører, er det ikke det ikke nødvendigvis fine og dyre omgivelser, der skal til, når det gælder motion. 

Ewa Roos modtager støtte fra det svenske Vetenskabsrådet, EU, EIT Health samt en række mindre nationale fonde. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

 

The Conversation

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.