Du husker bedre, når du trækker vejret ind
Kilde: 
12 december 2016

Tag en dyb vejrtrækning.

Det kan få dig til at slappe af - men det er ikke det eneste, det gør. Ny forskning viser nemlig, at en dyb indånding gennem næsen sætter skub i hukommelsen og stimulerer hjernen, skriver The Telegraph. 

I forsøget skulle 60 forsøgspersoner identificere ansigter, mens de samtidigt trak vejret ind og ud gennem næsen. Det viste sig, at når de trak vejret ind, kunne de identificere ansigtet to sekunder hurtigere, end når de åndede ud.

Når deltagerne blev præsenteret for et objekt, mens de trak vejret indad, kunne de også huske det bedre, end hvis de havde pustet ud.

»Et af de store fund i dette studie er, at der en en dramatisk forskel i hjerneaktiviteten under indånding i forhold til udånding. Vi kunne se, at når du ånder ind, stimulerer du neuroner i det olfaktoriske cortex, amygdala og hippocampus i hele det limbiske system, som kontrollerer instinkt og humør,« siger hovedforfatteren Christina Zelano, som er adjunkt ved Northwestern University, til the Telegraph. 

Forskellen på vejrtrækningen forsvandt dog, når forskerne målte vejrtrækning ind og ud gennem munden frem for næsen.

Studiet viste i øvrigt, at frygt eller panik fik forsøgspersonerne til at tage flere indåndinger, hvilket kan forbedre hjernefunktionen og få mennesker til at reagere hurtigere på potentielle farer. 

Studiet er udgivet i Journal of Neuroscience. 

sbl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.