Du gør det helt forkert! Sådan skyller du bedst sprøjtede æbler
Kilde: 
26 oktober 2017

De fleste skyller nok deres æble under vandhanen eller gnubber det i trøjen, i håb om, at det bliver spiseklart. Men hvis æblet er sprøjtet med pesticider, vil der som regel stadig være rester af sprøjtemidlet tilbage.

Nu har man fundet en metode, der i højere grad kan rengøre dit æble for pesticider, skriver newsweek.com.

En blanding af natron og vand har nemlig vist sig at være en rigtig effektiv pesticide-dræber, konkluderer et nyt studie, der er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Agricultural and Food Chemistry.

I studiet har man brugt tre forskellige metoder til at skylle pesticider ud af æbler:

  • Man har skyllet æblerne under vand fra hanen.

  • Man har henlagt æblerne i en blanding af 1 procent natron og 99 procent vand.

  • Man har skyllet æblerne i to minutter med blegemiddelsopløsning, hvilket man ofte gør i fødevareindustrien.

Forskerne sprøjtede æblerne med to almindelige pesticider: En mod svamp og en mod insekter.

Blandingen af natron og vand fjernede op til 80 procent af pesticiderne mod svamp og 96 procent af pesticiderne mod insekter, hvis man lod æblet ligge i blandingen i mellem 12 til 15 minutter.

Metoderne med at skylle efter med vand fra hanen og at bruge blegemiddelsopløsning, viste sig at være langt mindre effektive.

Pesticider bliver brugt i konventionelt landbrug til at få det størst mulige udbytte, men meget peger på, at pesticider potentielt set, er sundhedsskadelige for mennesker.

fghs & mvn

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.