Når der tales om ernæring, hører man ofte udtrykket: 'Du er, hvad du spiser'.

Det er en sandhed med modifikationer.

Din helbredstilstand bestemmes nemlig i høj grad, før du bliver født, ja, faktisk allerede, før din mor bliver gravid med dig.

Det er velkendt, at mange af vores egenskaber arves fra vores forældre, som har arvet dem fra deres forældre, som har arvet dem fra deres forældre og så videre. Dette kaldes vores 'genotype'.

Mindre kendt er det, at også de påvirkninger, der kommer fra omgivelserne og bidrager til vores ’fænotype’, kan videreføres gennem flere generationer. 

Det blev først bemærket i 1934, da engelske forskere ved at sammenligne dødeligheden hos børn og voksne i 1700- og 1800-tallet så, at faldet i dødelighed først og fremmest hang sammen med en forbedret ernæringstilstand i barndommen.

I 1977 påviste forskere i Norge, at dødeligheden af hjerte-karsygdomme var højere hos personer, der som børn havde fået dårlig ernæring.

Fødselsvægt og type 2-diabetes

Det har længe været en udbredt opfattelse, at type 2-diabetes var genetisk bestemt, så det vakte stor opsigt, da forskerne Hales og Barker i 1992 viste, at type 2-diabetes i 60-årsalderen hænger sammen med lav fødselsvægt på det normale fødselstidspunkt.

Således havde de børn med lavest fødselsvægt 6 gange højere risiko for at udvikle type 2-diabetes i forhold til dem med høj fødselsvægt.

Dette tyder på, at ernæringen under fosterudviklingen påvirker helbredet i voksenlivet.

Disse resultater blev yderligere bekræftet af undersøgelser af personer, hvis mødre under graviditeten havde været udsat for hungersnød som for eksempel i Holland under den tyske besættelse i 2. verdenskrig.

Det er især ernæringen i den første del af graviditeten, som har betydning, fordi en sparsom ernæring betyder, at udviklingen af livsvigtige organer som hjerte og hjerne bliver favoriseret frem for organer, der især er nødvendige efter fødslen, for eksempel de insulinproducerende betaceller i bugspytkirtlen.

Fænomenet kaldes 'føtal programmering' og var ophav til hypotesen om den 'nøjsomme' ('thrifty' på engelsk) fænotype, som bevirker, at barnet bliver velegnet til at (over)leve på de samme spartanske vilkår som moderen.

Men hvis levestandarden ændres til høj kalorieindtagelse, kan individet ikke producere insulin nok til at bevare et normalt glukoseniveau i blodet, og risikoen for at udvikle type 2-diabetes forøges.

Samspil mellem arv og miljø

At type 2-diabetes således ikke kun skyldes genetiske forskelle er blandt andet blevet dokumenteret af danske forskere, som har vist, at blandt énæggede tvillinger, der udviklede type 2-diabetes, var det den med lavest fødselsvægt, som først fik sygdommen.

At også miljøet spiller en rolle ses tydeligt hos Pima-indianerne i Arizona i USA. De lever af en meget kalorierig kost, der medfører, at 50 procent udvikler type 2-diabetes. Derimod har Pima-indianerne i Mexico ikke dette problem, da de lever af kun få kalorier.

Den samme udvikling som hos Pima-indianerne i USA ses også i udviklingslandene i Afrika, Sydamerika og Sydøstasien, hvor mødrene ofte er underernærede, og hvor levestandarden for børnene øges, hvis de flytter til byerne og får en kalorierig kost.

Det er formodentlig forklaringen på den epidemiske øgning af forekomsten af fedme og type 2-diabetes i disse lande.

Moderens gradividetsdiabetes går i arv til barnet

I de industrialiserede lande er forklaringen på den høje forekomst af fedme og type 2-diabetes ikke, at de gravide mødre er undervægtige, men tværtimod at de er overvægtige.

I USA er 30 procent af de gravide kvinder eksempelvis stærkt overvægtige. Årsagen til den øgede risiko for type 2-diabetes er, at graviditet normalt giver insulinresistens og dermed øget insulinbehov.

Det skyldes, at graviditetshormonerne, især fra moderkagen, modvirker insulins virkning, idet nogle af næringsstofferne (glukose og fedtsyrer) i blodet skal kanaliseres over til fostret, for at det kan vokse.

Samtidig stimulerer graviditetshormonerne dannelsen af flere betaceller hos moderen og dermed insulinproduktionen, så blodsukkeret hos hende og fostret ikke bliver alt for højt.

Hvis moderen ikke kan danne flere beta-celler , vil hun udvikle graviditetsdiabetes, som er en form for type 2-diabetes, hvor blodets indhold af glukose og fedt bliver for højt.

Det medfører, at fostret bliver udsat for høje koncentrationer af glukose og fedt, hvilket fører til, at fostret selv begynder at producere insulin og derfor udvikler fedme allerede før fødslen.

Disse børn får således en højere fødselsvægt, og det betyder, de har 6-7 gange større risiko for at udvikle type 2-diabetes senere i livet end børn med normal fødselsvægt.

Graviditetsdiabetes øger risiko for sukkersyge senere

For at undgå, at moderen får diabetes under graviditeten og derved øger sit barns risiko for at få diabetes senere i livet, forskes der meget i de mekanismer, der regulerer betacelledannelsen under normale graviditeter. 

Betacellerne hjælper som nævnt insulinproduktionen og sørger dermed for, at blodsukkeret ikke bliver for højt.

Hvis man kunne  stimulere dannelsen af nye betaceller hos de kvinder, der producerer for få på egen hånd, kunne  man forhindre graviditetsdiabetes.

Graviditetsdiabetes forsvinder som regel efter fødslen, men mødrene har fortsat en høj risiko for senere at udvikle type 2-diabetes. Også undervægtige mødre har høj risiko for af udvikle diabetes under graviditeten, idet de har færre beta-celler, hvis de selv er født af underernærede mødre, som nævnt ovenfor.

I Danmark får 1-3 procent af de gravide diabetes, men i Indien og Malaysia er det i visse områder 15 procent.

Der er altså en U-formet sammenhæng mellem fødselsvægten og risikoen for at udvikle fedme og type 2-diabetes som illustreret i figuren nedenfor. 

Den normale fødselsvægt er forskellig fra land til land. Men uanset om man bliver født i Indien, USA eller Danmark, stiger risikoen for diabetes ved hhv. høj og lav fødselsvægt i det pågældende land. (Illustration: Jens Høiriis Nielsen)

Her ses også, at der mellem forløbet i USA og Indien er en markant forskel, som kan skyldes mangel på føde gennem adskillige generationer, der har ført til udvikling af en 'energibesparende' fænotype, som det vil tage flere generationer at ændre på.

Dette gælder flere lande i Sydøstasien og Afrika, hvor fødselsvægten er lav som vist i figuren herunder.

Globalt kort over gennemsnitlig fødselsvægt baseret på data fra WHO 1992. (Illustration: Jens Høiriis Nielsen)

Programmering efter fødslen

Som nævnt har den 'programmering', der sker under fosterudviklingen, betydning for, om man senere udvikler diabetes.

Får moderen for lidt mad, lærer barnet at klare sig med lidt og kommer i risikozonen, hvis det pludselig får adgang til markant mere mad, end moderen havde (den 'nøjsomme' fænotype).

Det har nu vist sig, at den programmering fortsætter i den tidlige barndom, således at sammensætningen af kosten i ammeperioden kan påvirke barnets risiko for med tiden at udvikle fedme og type 2-diabetes.

Forældre til børn, som er født små til normal tid, har en forståelig tilbøjelighed til at give børnene rigeligt med mad.

Det kan være uheldigt, både fordi det kan forstyrre barnets naturlige appetitregulering, og fordi det kan føre til forhøjet insulinproduktion, der vil resultere i øget fedtdannelse.

Forsøg i nyfødte rotter har vist, at når de fodres med sukkerholdig mælkeerstatning i ammeperioden, udvikler de senere fedme og type 2-diabetes. 

Kalorierig kost hos nyfødte børn kan bidrage til såkaldt 'catch-up growth' i den tidlige barndom - altså hvor de vokser hurtigere end normalt for at indhente deres tungere jævnaldrende. Det ses ofte hos børn med lav fødselsvægt.

Catch-up growth hos småbørn kan føre til fedme og type 2-diabetes i voksenlivet.

Programmeringen kan gå i arv til de næste generationer

Programmeringen både i fostertilstanden og i den tidlige barndom kan gå i arv til de næste generationer, uden at der sker ændring i sammensætningen af vores arveanlæg i form af DNA-sekvensen.

Der kan ske en påvirkning af udtrykket af nogle af vores gener, således af mængden af de proteiner, der dannes ud fra generne, ændres.

Mekanismerne er kemiske modifikationer af vores DNA og de faktorer, der regulerer dets funktion.

Nogle af disse reaktioner er blivende og kan 'nedarves' til de næste generationer. Fænomenet kaldes 'epigenetik', da det ikke er generne, der ændres, men deres funktion (se figuren herunder).

Det er ikke kun moderens ernæringstilstand, der programmerer barnet. Nye studier har vist, at også faderens ernæringstilstand påvirker fostret. En overvægtig far vil altså kunne bidrage til barnets risiko for at udvikle fedme senere i livet.

Din helbredstilstand er ikke kun et resultat af dine egne kost- og motionsvaner, men også dine forældre og bedsteforældes helbred og ernæring. (Illustration: Jens Høiriis Nielsen)

Det betyder altså, at faderens spermatozoer (sædceller) indeholder informationer i form af nogle særlige RNA-molekyler, som har epigenetisk indflydelse på aktiviteten af barnets gener.

Overraskende har man også påvist en kønsspecifik sammenhæng mellem bedstefaderens og bedstemoderens ernæring i bestemte perioder i barndommen og deres henholdsvis mandlige og kvindelige børnebørns dødsrisiko som voksne.

Ideelt set burde både moderen og faderen, før de tænker på at få børn, derfor have styr ikke kun på deres egen kropsvægt og sundhedstilstand, men også på både deres bedsteforældres og forældres.

Da man af gode grunde ikke kan påvirke de tidligere generationer, kan kommende forældre gøre en indsats for at forbedre deres egen livstil, inden de får børn.

Faktisk leder Sundhedsministeriet i Malaysia med dansk deltagelse et stort forskningsprojekt, som prøver at introducere livsstilsændringer i form af kost og motion blandt nygifte ægtepar, inden de får børn.

Lykkes det at forebygge overvægt hos både forældrene og børnene, vil fedme- og type 2-diabeteskurven kunne knækkes, og millioner af menneskeliv vil kunne reddes.

Jeg håber, jeg med ovenstående har vist, at fedme og type 2-diabetes er ikke bare noget, der kun sker for mennesker, der ikke kan styre sig.

Der er forhold som arv og miljø før fødslen, som disponerer for disse sygdomme.

Men hvad kan man så selv gøre, hvis man er én af de uheldige? Kan type 2-diabetes kureres, og hvordan gør man det i givet fald bedst?

Det ser jeg nærmere på i en opfølgende artikel, der udkommer i morgen, onsdag 4. april.