Studie: Dit nabolags infrastruktur kan have betydning for dit helbred
gåtur boligområde

Hvis du vil have mere motion, kan det være, at du skal overveje at flytte til et boligområde, der er bygget til, at man nemt kan komme rundt på gåben. (Foto: Shutterstock)

Hvis du vil have mere motion, kan det være, at du skal overveje at flytte til et boligområde, der er bygget til, at man nemt kan komme rundt på gåben. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
28 februar 2022

Hvis du bor i et område, der er designet sådan, at man nemt kan gå, løbe og cykle rundt, er der måske bedre chancer for, at du har et godt helbred. 

Det indikerer et nyt studie, som blev publiceret i tidsskriftet The Lancet, i hvert fald. 

Forskerne bag studiet kom frem til den konklusion, at beboere i nabolag, der gav mere plads til folk på gåben, og som havde let adgang til offentlig transport, fik omtrent 90 minutters ekstra motion sammenlignet med beboere i boligområder, der er knap så gangbare.

Det skriver Science Alert.

Studiet inkluderer 6.822 deltagere i alderen 18-66 år fra 14 byer i 10 forskellige lande. Alle deltagernes boligområders infrastruktur og adgang til offentlig transport blev noteret og rangeret.

Herefter blev deltagerne tildelt et såkaldt accelerometer, som er et apparat, der kan måle ens aktivitetsniveau - for eksempel om man sidder ned eller er ude og løbe en tur. 

Hver deltager skulle bruge accelerometeret mellem fire og syv dage, så forskerne fik et ordentligt indblik i hver deltagers fysiske aktivitet.

Da forskerne sammenlignede deltagernes aktivitet med deres nabolags plads til folk på gåben og adgang til offentlig transport, kunne de se en sammenhæng: Hvis boligområdet havde en god infrastruktur og gav god adgang til busser, metro og lignende, fik deltagerne mere motion.

Andre studier er ligeledes kommet frem til konklusioner, der finder en sammenhæng mellem boligområders infrastruktur og konkrete forskelle i befolkningens helbred:

  • Et studie fra Canada viste, at udbredelsen af svær overvægt i boligområder med god plads til folk på gåben var helt op til 10 procentpoint lavere sammenlignet med områder, der var meget lidt gangbare.
  • Et andet studie viste, at sandsynligheden for prædiabetes blandt folk over otte år var 20 procent højere i områder med dårlig mulighed for at kunne bevæge sig rundt på gåben eller cykel.

Forskerne bag det nylige studie pointerer dog også, at resultatet kan være påvirket af andre faktorer. 

Blandt andet kan forskellen i aktivitet for eksempel skyldes, at dårlige muligheder for at bevæge sig rundt på gåben i nogle boligområder egentlig bare viser en sammenhæng mellem socioøkonomisk status og helbred.

Mere velhavende mennesker bor måske i områder med bedre plads og bedre adgang til offentlig transport, og de dyrker måske mere motion. 

Forskerne peger også på andre faktorer, såsom luftforurening, grønne områder og madmiljø.

De konkluderer, at der findes mange studier, hvis resultater lægger op til, at byer med mere plads og bedre infrastruktur kan være med til at øge samfundets helbred, men at området stadig kræver en del mere forskning, så de kan få frasorteret andre faktorer, der kan spille ind i forhold til resultaterne.

jso

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.