Din hudfarve bestemmer, hvilken farve tøj der klæder dig
lys-hud-mørk-hud-tøj-farver

Mennesker med lys hud ser bedst ud i blåt tøj, imens mennesker med mørk hud ser bedst ud i rød og orange, ifølge nyt studie. Forskellen på foto 1 og 2 er subtil, men hudfarverne adskiller sig en anelse. (Foto: Foto: David Ian Perret/Sage Journals)

Mennesker med lys hud ser bedst ud i blåt tøj, imens mennesker med mørk hud ser bedst ud i rød og orange, ifølge nyt studie. Forskellen på foto 1 og 2 er subtil, men hudfarverne adskiller sig en anelse. (Foto: Foto: David Ian Perret/Sage Journals)

19 november 2021

Det kommer måske ikke som en overraskelse for dig, hvis du er ekspert i tøj og mode. Men nu er det altså støttet op af videnskaben:

Din teint – altså din hudfarve eller lød – bestemmer, hvilken farve tøj der klæder dig bedst .

Det er konklusionen fra et studie fra University of St Andrews i Skotland, skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Studiet viser, at folk, der er meget lyse i huden, opfattes, som at de ser bedst ud i tøj i blå toner, imens folk, der har mere farve i kinderne, ser bedst ud i de varmere farver som rød og orange.

I studiet opstillede forskerne 12 billeder af hvide kvinder. Seks af dem var meget lyse i huden med en lav grad af melanin (pigment), imens de andre seks var mørkere med en højere grad af melanin i huden.

teint-hudfarve-farver

De to billeder viser forskellen mellem den lyse og mørke hudfarve, der blev brugt i studiet. Den lyse er til venstre og den mørke til højre (Foto: David Ian Perret/Sage Journals).

Derefter rekrutterede forskerne 160 forskningsdeltagere, som skulle finde frem til, hvilken farve tøj, de mente, passede bedste til de 12 ansigter.

Forskningsdeltagerne fik et helt spektrum af farver at vælge imellem, og derudover havde de mulighed for at justere, hvor kraftige og stærke farverne skulle være.

Til venstre ses farvespektret, hvor man kunne ændre i farvernes nuancer og lyshed, imens man til højre kunne ændre i nuancen og farvemætningen. (Foto: David Ian Perret/Sage Journals)

Men på trods af det brede spektrum af muligheder valgte hovedparten af forskningsdeltagerne en blå farve til de seks lyseste kvinder, imens kvinderne med den mørkere teint (i overvejende grad) fik tildelt de rødlige farver, ifølge pressemeddelelsen.

»75 procent af deltagerne mente, at blå nuancer så bedre ud til kvinder med en lys hudfarve, imens orange og rød blev valgt til kvinder med mørkere hudfarve,« siger forskeren David Perret, der er professor ved University of St Andrews, i pressemeddelelsen.

Reiner Sprengelmeyer, ph.d. fra University of St Andrews, som fik ideen til at undersøge sammenhængen mellem hudfarve og tøjfarver, siger i pressemeddelsen:

»Tøj er vigtigt for selvværdet og ens psykiske sundhed. Det er derfor vigtigt at finde retningslinjer, der hjælper folk med at se godt ud. Den globale tøjindustri er billioner af dollars værd, og farver er en kæmpe faktor i valget af beklædningsgenstande.«

Studiet, der er udgivet i tidsskriftet Sage Journals, er det første, som videnskabeligt har undersøgt, hvilken farve tøj der klæder forskellige hudfarver.

mhj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.