Du har det skidt og går til lægen. Hun lytter og undersøger – og beder om at få taget en række blodprøver. En uge senere kan du få at vide, hvad der er galt.

Lægen sammenholder blodprøvesvarene med dine symptomer og med sine egne fund. Blodprøverne kan fortælle, om du er syg, og som regel også, hvilken sygdom du har.

Men blodprøverne kan kun i et meget begrænset omfang fortælle, om du er rask. Og blodprøven kan ikke udelukke, at du fejler noget helt andet end det, lægen har tænkt på.

Blodprøven afspejler, hvad der sker i kroppen

En blodprøve afspejler, hvad der sker i kroppen. Alt det, vi optager fra tarmen, skal igennem blodet for at komme rundt i kroppen. Og det samme gælder alle de stoffer, der dannes et sted i kroppen, men som skal bruges andre steder.

Også langt de fleste affaldsstoffer skal gennem blodet for at blive udskilt i tarmen, i urinen eller med udåndingsluften. Og er der kræftceller i spil, vil de ofte – men ikke altid – sende stoffer ud til blodet.

En blodprøve rummer altså viden om det, vi spiser, og det vi danner i kroppen. Men for at udnytte al den viden skal en række forhold være på plads. Vi skal kunne måle stoffet i blodet. Vi skal vide, hvad der påvirker koncentrationen, og vi skal vide, at koncentrationen ændrer sig ved den sygdom, vi ønsker at finde.

En blodprøve kan hjælpe lægen med at stille sin diagnose

Lægen mistænker, at du lider af B12-vitaminmangel, og bestiller måling af B12 i blodet.

Når lægen får svar på dit B12-niveau, skal hun huske, at normalområdet er udregnet, så det dækker 95 procent af alle de personer, der ikke har B12-mangel. Og hun skal vide, om der er forhold, der vil påvirke normalområdet. For eksempel om det betyder noget, hvis du er gravid, eller hvis du får medicin. 

Hvis B12 i blodet er meget lavt, mangler du B12. Er værdien høj, kan B12 mangel næppe forklare dine symptomer.

Er dit B12 lige under normalområdet, kan det tyde på, at du har B12-mangel, men det kan også være, at du altid ligger så lavt – at du hører til de 2,5 procent, der har et B12 under normalområdets nederste grænse. Er din værdi lige akkurat inden for normalområdet, tyder det på, at du har en normal B12-status, men mangel kan ikke udelukkes.

Det kan være en hjælp, hvis lægen har tidligere B12-værdier på dig, så hun kan se, om der er sket en ændring. Men ofte må lægen supplere med andre analyser og med sin kliniske undersøgelse for at få en sikker diagnose.

Eksemplet viser, at en blodprøve er et vigtigt værktøj, når lægen skal stille en diagnose, men det understreger også, at en blodprøve ikke er et magisk spejl, der kan give hele sandheden. Når en blodprøve skal anvendes til at stille en diagnose, skal den altid tolkes sammen med dine symptomer og sammen med alle de andre oplysninger, din læge har fået.

Du fejler ikke nødvendigvis noget, fordi din blodprøve viser værdier uden for normalområdet. Omvendt kan der godt være noget galt, selvom værdierne ligger inden for normalområdet. Svaret skal ses i forhold til din tilstand i øvrigt samt tidligere blodprøvesvar. (Foto: Shutterstock)

Blodprøver gør det nemmere at følge en behandling

Blodprøver anvendes ikke kun til at stille en diagnose. De anvendes mindst lige så hyppigt til at følge en behandling.

Forestil dig, at du har fået sukkersyge og er sat i behandling. Nu skal din blodprøve analyseres, så lægen kan få et mål for den gennemsnitlige koncentration af dit blodsukker. Hvis det stiger, skal du have mere medicin – hvis det falder, skal du have mindre.

Når lægen skal vurdere svaret, skal hun vide, hvor meget resultatet kan variere af andre grunde, end fordi din behandling ikke er i orden. Er din værdi steget med for eksempel otte procent, er det ikke sikkert, at du har brug for mere medicin. Det kan være et tilfældigt udsving. Men ændrer værdien sig markant, skal din behandling op til vurdering.

Det er vigtigt at huske, at analyser af blodprøver kan variere selv om sygdommen er uændret. Det er specielt vigtigt, når der er tale om en tumormarkør. En lille stigning eller et lille fald betyder ikke, at din sygdom har ændret sig.

Hvor stor ændringen skal være, er forskellig for de forskellige markører, men som tommelfingerregel skal ændringen være et godt stykke over 10 procent, før den kan vise, at der er sket en forværring eller en forbedring i din sygdom.

Blodprøver bliver anvendt til screening for sygdom

Nogle gange anvendes blodprøver til at undersøge, om du er syg, selvom du føler sig fuldstændig rask. Blodprøven anvendes til screening.

Hvis prøven er perfekt, vil et positivt svar altid være tegn på sygdom, og et negativt svar vil altid fastslå, at du ikke har sygdommen. Men den perfekte analyse findes ikke. Der vil altid være nogle af dem, der ikke er syge, som alligevel får et positivt svar. Og jo flere man screener, jo mindre sikkert er svaret.

Lad mig illustrere det med et regneeksempel. Vi vil screene en gruppe af 10.000 mænd, hvor vi regner med, at halvdelen har prostatakræft – det vil sige, at 5.000 har kræft. Vi har en test, som er positiv hos alle med kræft, men også hos 2,5 procent af de raske mænd. Så når vi finder 5.125 med en positiv test, er der 125, som ikke har kræft. Vi ved bare ikke, hvem det er.

I det virkelige liv vil vi skulle screene langt flere for at finde 5.000 mænd med prostatakræft. Lad os antage, at vi skal screene godt 100.000. Så vil vi få en positiv test for cirka 7.500 mænd, selv om der kun er 5.000 af dem, der har kræft.  

Med andre ord, jo bredere vi screener, jo større er risikoen for, at folk uden sygdom bliver puttet i den gale kasse. Eksemplet er stærkt forenklet, men skal illustrere, at selv om en screening får et positivt resultat, er det ikke sikkert, du er syg. Det er derfor, at en screeningstest ofte følges op med yderligere undersøgelser.

Brug af blodprøver er eksploderet

Blodprøver anvendes, når en diagnose skal stilles, når en behandling skal følges, og når der skal screenes for sygdom.

Brug af blodprøver kom for alvor i gang midt i det forrige århundrede, men på det tidspunkt kunne man ikke undersøge så mange forskellige ting, og analysen af den enkelte prøve var både dyr og tog lang tid.

I dag kan de fleste hospitalslaboratorier analysere for mere end 200 forskellige stoffer og speciallaboratorierne for mange, mange flere. De fleste af analyserne laves på stort automatiseret udstyr, og lægen kan ofte have svar samme dag, som prøven er taget. Flere og flere analyser kan laves af den praktiserende læge eller af patienten selv.

I Danmark regner vi med, at der laves mere end 75 millioner analyser om året. Du kan læse om alle de mange analyser på hospitalernes hjemmesider, for eksempel her .