Det er tid til at indføre ny behandlingsform ved forværring af KOL

Omkring 320.000 danskere lever med lungesygdommen KOL, der gør det besværligt at trække vejret. Det hæmmer selvsagt livskvaliteten, og derfor er det et sundhedsproblem, som vi som forskere bør være meget opmærksomme på.

En akut opblussen, også kaldet forværring i KOL, defineres som en akut forværring af patientens vanlige symptomer ved KOL (f.eks. åndenød), der kræver supplerende behandling.

Den gængse behandling ved akut opblussen af KOL er 5-7 dages binyrebarkhormon-behandling. Problemet er bare, at det kun en lille gruppe af patienter, som behandlingen gavner, og den kommer med forskellige bivirkninger.

Vi har i min forskningsgruppe forsket i, hvordan man ved at skræddersy binyrebarkhormon-behandlingen med biomarkører i højere grad kan få den gavnlige effekt hos de patienter, der har brug for behandlingen og undgå bivirkninger hos den gruppe, der har ingen eller sparsom effekt af behandlingen.

Med baggrund i denne forskning vil vi pege på, at det er tid til at ændre, hvordan vi behandler patienter med akut opblussen af KOL i det danske sundhedssystem.

Men først lidt baggrund om den udbredte lungesygdom.

Hvad er KOL?

KOL er en forkortelse for Kronisk Obstruktiv Lungesygdom. KOL skyldes i 85-90 procent af tilfældene rygning eller passiv rygning, men genetik og kronisk astma kan også være medvirkende faktorer.

KOL er en alvorlig fremadskridende lungesygdom, hvor luftvejene nedbrydes og forsnævres, så luften ikke kan passere frit igennem.

Sygdommen gør, at ens lungefunktion bliver dårligere og dårligere over tid, og man begynder at få åndenød, hoste og slim i luftvejene, og man oplever træthed, angst og/eller nedsat fysisk aktivitet.

Ifølge WHO forventes KOL at blive den tredje førende dødsårsag på verdensplan i 2030, og der er over 20.000 indlæggelser med KOL årligt i Danmark.

Akut opblussen af KOL (eller KOL-exacerbation) medfører oftest øget åndenød, hoste og slim. Dødeligheden under KOL-exacerbation er høj, og den forbliver høj i de efterfølgende 12 måneder.

Sådan behandler man KOL i dag

KOL-behandling kan bremse sygdommens udvikling, men man kan ikke blive helbredt for sygdommen.

Formålet med KOL-behandling er at lindre symptomer, forhindre akut opblussen i sygdommen og dermed tab af lungefunktion samt forbedre patienternes livskvalitet. Grundstenene i KOL-behandling er rygestop, lungerehabilitering og bronkieudvidende behandling (inhalationsmedicin).

På trods af optimal behandling med forebyggende KOL-medicin kan nogle patienter i perioder opleve akut opblussen i sygdommen. Hvis det sker, består behandlingen som nævnt typisk af behandling med øget bronkieudvidende medicin og binyrebarkhormon i tabletform og evt. antibiotika.

Binyrebarkhormon virker ved at dæmpe irritationstilstanden i luftvejene og reducere slimhindehævelsen. En del patienter får gentagne behandlinger med binyrebarkhormon, selvom behandlingen har vist sig kun at have midlertidige gavnlige effekter og eksempelvis ikke gør nogen forskel i forhold til KOL-patienters dødelighed eller tab af lungefunktion.

Alvorlige bivirkninger ved behandlingen

Det har vist sig, at højere akkumuleret dosis binyrebarkhormon i værste tilfælde kan invalidere patienter på grund af meget alvorlige bivirkninger, herunder infektioner, knoglebrud som led i knogleskørhed, dårligt reguleret sukkersyge, psykiske symptomer og binyrebarkinsufficiens (dvs. reduceret produktion af binyrebarkhormoner), men der findes ingen tal på, hvor mange, der oplever disse bivirkninger.

De alvorlige bivirkninger medfører formentlig store omkostninger, både på et personligt og på et samfundsøkonomisk plan, hvor behandlingen faktisk ender med at gøre patienterne mindre raske og mere behandlingskrævende.

En ny tilgang: Skræddersyet binyrebarkhormon-behandling

Man har i mange år rutinemæssigt brugt binyrebarkhormon-behandlingen til alle patienter med akut opblussen i KOL.

Der er brug for at skræddersy behandlingen til patienter med KOL, da ikke alle patienter ligner hinanden. Det har vi i vores forskningsgruppe på medicinsk afdeling på Herlev-Gentofte Hospital gjort ved igennem de sidste fire år at undersøge, hvordan man kan styre binyrebarkhormon-behandlingen med en bestemt slags blod-biomarkør.

Nyere forskning har nemlig vist, at det formentlig kun er en mindre undergruppe af KOL-patienter, der har gavn af den gængse behandling.

Det er netop denne gruppe, som vores forskning har vist kan identificeres med eosinofile granulocytter. De dannes fra stamceller i knoglemarven og er en del af det medfødte immunsystem – fidusen er, at man i forvejen måler dem på de fleste patienter ved indlæggelse på hospitalet.

Biomarkører, eller biologiske markører, er en målbar indikator af en biologisk tilstand. Denne bruges til at evaluere normale biologiske processer, opdage sygdomme og til at måle effekten af medikamenter.

Hvide blodlegemer består af flere undertyper af celler, herunder blandt andet neutrofile og eosinofile. Betændelsen i luftvejene hos patienter med KOL består oftest af et øget antal neutrofile celler og hos nogle et øget antal eosinofile celler.

Det er disse, vi kan bruge som biomarkører, som vi kan måle i blodet hos KOL-patienter.

Et øget antal eosinofile celler i blodet har vist sig at være en markør for eosinofil luftvejsbetændelse hos patienter med KOL, som vi ved har god effekt af binyrebarkhormon-behandling.

Derfor har vi i vores forskning brugt eosinofile granulocytter som biomarkør til at undersøge, om vi ved udelukkende at behandle patienter med forhøjet værdi af denne markør kan reducere det samlede forbrug af binyrebarkhormon til indlagte patienter med svær KOL.

LÆS OGSÅ: Udvikling af KOL er ikke forbeholdt de gamle rygere

Samme effekt, færre bivirkninger

For at undersøge mulighederne for at bruge denne biomarkør til at finde den relevante patientgruppe nærmere har et nyligt lodtrækningsstudie, som vi har udført, undersøgt, om forbruget af binyrebarkhormon kan reduceres ved at behandle patienter, som har en forhøjet værdi af eosinofile granulocytter i blodet.

I den ene gruppe af indlagte patienter med KOL fik alle fem dages behandling med binyrebarkhormon. Den anden gruppe fik kun binyrebarkhormon på dage, hvor biomarkøren i blodet var forhøjet.

Denne undersøgelse baseret på 318 patienter har vist, at forbruget af binyrebarkhormon kan halveres med behandling styret ud fra daglige blodprøvemålinger af eosinofile granulocytter hos patienter med svær KOL og samtidig opnå samme effekt, men med færre bivirkninger.

For eksempel var der færre patienter som fik forværring af deres sukkersyge i den eosinofil-styrede behandlingsgruppe.

I maj 2019 fik vi udgivet undersøgelsen i et internationalt tidsskrift, ‘the Lancet Respiratory Medicine’, baseret på data fra patienter med KOL fra tre centrale hospitaler i Region Hovedstaden. Studiet præsenterede vi på ‘American Thoracic Society conference i Dallas, USA i maj 2019.

Tiden er inde til at gentænke KOL-behandling

Vores studie har været med til at sætte fokus på, hvordan vi får færre bivirkninger ved binyrebarkhormon-behandling hos en i forvejen sårbar patientgruppe.

Vi mener, tiden er inde til at indføre denne biomarkør-vejledte binyrebarkhormon-behandling frem for den nuværende ‘one-size fits all’ fem-dages-behandling til alle indlagte patienter med KOL-exacerbation.

Indførelsen af denne behandling vil kunne betyde et mindre forbrug af binyrebarkhormon og dermed færre bivirkninger.

Der er desuden brug for flere studier, som undersøger individuel behandling til patienter med KOL, så vi bliver endnu bedre til at undgå, at patienter får unødvendige bivirkninger af en behandling, der alligevel ikke har nogen effekt.