Derfor smager flymad af pap
Ubehagelige baggrundslyde - såsom lyden fra en flymotor - forstyrrer ikke kun vores hørelse, men også vores smagsløg og kan f.eks. være med til at tage al liv ud af flymad. Men det er der muligvis råd for, mener forskere.

Flymad er sjældent til at råde hurra for. Forskere peger på, at umami-holdig mad måske smager bedre, fordi umami-smag ikke påvirkes af lydforureningen i flyet. (Foto: Shutterstock)

Flymad er sjældent til at råde hurra for. Forskere peger på, at umami-holdig mad måske smager bedre, fordi umami-smag ikke påvirkes af lydforureningen i flyet. (Foto: Shutterstock)

 

Vi har alle oplevet at få serveret en yderst kedelig portion mad under en flyvetur.

Forskning peger nu på, at den forstyrrende brummen, som flyet laver, når den er i luften, simpelthen er med til at ødelægge vores mad ombord. Eller i hvert fald vores smagsoplevelse, mens vi indtager maden.

LÆS OGSÅ: Lyd ændrer, hvordan mad smager

Lyd blokerer for god smag

Studier har vist, at lyde helt kan blokere for vores evne til at smage sødt og surt, mens blød jazz for eksempel skaber en mere smagelig atmosfære. Lyden af en brummende flymotor er altså ikke kun irriterende - den er direkte usmagelig.

Forskerne ved med sikkerhed, at to af de fundamentale smage; sødt og salt, i den grad undertrykkes af ubehagelig baggrundslyd. Heldigvis er det ikke alle smage, som undertrykkes af lyd.

Fakta

Umami er den femte grundsmag, og den udgør sammen med surt, salt, sødt og bittert de fem smage, som tungen er i stand til at sanse.

Umami-smagen er muligvis den eneste smag, som er immun over for lydens undertrykkende effekt. Derfor kan vi måske alligevel opleve gourmet i skyerne.

»Umami er muligvis den eneste smag, som ikke undertrykkes af høj forstyrrende baggrundsstøj,« fortæller Charles Spence, som er en af verdens førende smagsforskere og professor ved Oxford University. For nyligt gæstede han København ved smagskonferencen 'Science of Taste'.

Nu spekulerer forskerne i, om løsningen på den kedelige flymad skal findes i umami-smagen.

Bestil en tomat-juice, næste gang du er ude at flyve

»Når folk er ude og flyve, bestiller de tomatjuice og bloody mary oftere end andre steder,« fortæller Charles Spence. Meget tyder på, at dette ikke er et tilfældigt valg af drikkevare, selvom folk måske ikke nødvendigvis selv er klar over baggrunden for deres valg.

Tomater er nemlig proppet med umami. Ikke nok med at umami-smagen tilsyneladende undertrykkes mindre af lyd, den hjælper også til at styrke de andre smage, som ellers er blevet undertrykt i larmen.

Tomatjuice indeholder masser af umami-smag. Umami-smag beskrives tit som det, der giver mad følelsen af 'fylde'. (Foto: Shutterstock)

Måske har de passagerer, som bestiller tomat-juice, intuitivt fundet ud af det, som forskerne først nu er begyndt at påvise, skriver Charles Spence og hans kollegaer i deres nyeste udgivelse i tidsskriftet Flavour.

 

Musikalske menuer og lydtætte hørebøffer?

Efter sigende påtænker flere fly-selskaber at indføre musikalske menuer ombord for at 'krydre' maden, mens British Airways for nyligt har taget tyren ved hornene og indført umami-holdige menuer. Det kan blive det helt nye, forudser Charles Spence.

Derudover kunne et par gode høreværn sikkert hjælpe med at få maden til at smage bedre, spekulerer han.

Professoren understreger, at der er brug for mere forskning på området, hvis det skal afklares, om umami kan redde måltiddet i de højere luftlag.

Men indtil videre er anbefalingen klar: Bestil en tomatjuice, næste gang du er ude at flyve - eller på med høreværn, når der skal spises.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Annonce: