En smilende bil, et bedrøvet hus eller en måbende skive brød.

Når hjernen ser noget, som minder om øjne, mund og måske endda en næse, tolker den det som et ansigt.

Nu har australske og amerikanske forskere opdaget, at vi vurderer 'ansigterne', på akkurat samme måde som vi vurderer et andet menneskes ansigt.

Bøh! (Foto: Shutterstock)

Overlevelsesinstinkt - det er vigtigt at opdage ansigter

Det hele handler om et urgammelt overlevelsesinstinkt.

Før mennesket indførte love og regler, som blev håndhævet, var det nødvendigt at have evnen til at se et andet ansigt og lynhurtigt slå fast, om det var en ven eller en fjende.

Smilende eller truende? Tog vi fejl, kunne det være et spørgsmål om liv eller død.

Det var bedre et se et ansigt for meget end et for lidt.

»Fordelen ved aldrig at overse et ansigt opvejer den fejl, vi begår, når vi ser ansigter i ting,« siger hovedforfatteren på studiet, David Alais, der er professor ved University of Sydney, i en pressemeddelse.

Her er det ikke bare kabinepersonalet, som smiler. (Foto: University of Sydney)

Pareidoli: Jesus viser sig i en pizza

David Alais og hans forskergruppe har opdaget, at ikke nok med at vi hele tiden ser ansigter omkring os, vi tolker dem også, på samme måde som vi gør med et levende ansigt.

»Hjernen gør det hurtigt ved at bruge en grov skabelon for to øjne over en næse og en mund. Mange ting passer i den skabelon, og så udløses en ansigtsgenkendelse,« siger David Alais.

Fænomenet har et navn: pareidoli. Det er den samme funktion, som gør, at en sky kan se ud som en skilpadde eller et danmarkskort. 

At nogen mener at kunne se Jesus i en pizza, hvilket Videnskab.dk har skrevet om i artiklen her, er et andet eksempel på, at hjernen opfatter noget menneskeligt i en død genstand.

Bedømmes som et ansigt

Pareidoli er ikke et nyt fænomen. Det nye, som de australske forskerne fandt i deres studie, som er udgivet i tidsskriftet Proceedings of the Royal Society B, er, at vi bedømmer ansigtsudtryk i ting, på samme måde som når vi vurderer et andet menneskes ansigtsudtryk.

Forskerne lod forsøgspersonerne se billeder af både virkelige og imaginære ansigter på rad og række. Forsøgsdeltagerne foretog så en vurdering, ifølge Alais.

Vi opfatter også 'ansigterne' meget ens - om de er vrede eller blide.

Opfattelsen hænger sammen med det forrige ansigt, vi så. Hvis vi først ser et smilende ansigt, opfatter vi også det næste ansigt som blidere. Det gælder, uanset om vi ser på mennesker eller 'ansigter' i objekter.

Er det kalkunens 'ansigtsudtryk', som gør, at middagen lige pludselig ikke ser så indbydende ud? (Foto: University of Sydney)

Studiet er med til at kortlægge grundlæggende processer

»Studiet er egentlig et forsøg på at afdække, om det er de samme underliggende mekanismer, som styrer vores tolkning af virkelige ansigter og tolkningen af mønstrene, som ikke er ansigter, men som kan se sådan ud,« forklarer psykolog Jan-Ole Hesselberg til forskning.no, Videnskab.dk's norske søstersite.

Han har ikke været en del af studiet, men konstaterer, at det er en vigtig færdighed at være i stand til at se nuancer i ansigter hurtigt.

»Vi skal lære at skelne ansigter fra hinanden, og vi skal gøre det hurtigt. Det faktum, at vi er så afhængige af det, betyder også, at det overføres til andre mønstre, der ikke er ansigter.

»Det bliver en slags falsk alarm; det vil sige, at det sker oftere, end der er behov for,« forklarer han.

Ole Hesselberg forstår godt, hvis nogen undrer sig over, om fænomenet er vigtigt nok til at bruge tid og penge på denne slags forskning

»Umiddelbart er det måske ikke så let at se, hvilken gavn forskningen gør, men rigtig meget forskning handler om at kortlægge grundlæggende processer, som vi på sigt kan bygge på. Det gør os i stand til at forstå processerne bedre,« siger han.

Pareidoli og konspirationsteorier

Det, som gør, at vi tror, vi ser ansigter rundt omkring, er den samme mekanisme, som ligger bag mange konspirationsteorier, ifølge forfatter og konspirationsteori-skeptiker Gunnar Tjomlid.

Et to kilometer stort 'ansigt på Mars'. Fotoet fra Viking 1-sonden i 1976 er et klassisk eksempel på pareidoli, som har udviklet sig videre til en konspirationsteori. (Foto: NASA)

»En stor del handler om pareidoli, altså, at man ser mønster i tilfældigheder. Det er, fordi hjernen har gang i mønstergenkendelse hele tiden og prøver at sætte ting i system,« siger Gunnar Tjomlid til NRK-programmet XL21.

»Studier viser, at hvis man manipulerer folk til at føle, at de mister kontrollen, så vil de i større grad se mønstre i tilfældig støj. Verden bliver stadig mere kompleks. Folk ønsker at forstå. Mennesket og hjernen er ikke sandhedssøgende maskiner - vi er meningsskabende maskiner,« siger Gunnar Tjomlid

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.