Derfor gør sex dig til et gladere menneske
Kilde: 
03 marts 2017

Har glade mennesker mere sex end andre, eller er det omvendt, så man i virkeligheden bliver mere glad, når man har sex?

Det mener et hold forskere fra Schweiz og Canada at have fundet svaret på, og den gode nyhed er, at alle kan blive gladere mennesker. 

Bare et enkelt samleje om ugen, kan give den enkelte så stor følelse af glæde, at det kan sammenlignes med en betydelig lønforhøjelse, skriver Research Digest om undersøgelsen.

Det er nemlig ikke kun følelsen af nydelse, der er afgørende, men lige så meget faktorer som kærlighed og tryghed, og for de par, der har deltaget i undersøgelsen, har antallet af orgasmer heller ikke været afgørende.

Studiet har forsøgt at bygge bro mellem forskning relateret til sex og forskning relateret til parforhold. I en serie af undersøgelser bad forskerne forskellige par om at føre dagbog over en række dage. De skulle dokumentere deres direkte seksuelle aktivitet, øjeblikke, hvor de følte særlig stor kærlighed eller ømhed, samt hvordan de i øvrigt havde det følelsesmæssigt.

Resultatet viser, at sammenhængen mellem sex og større glæde forekommer, når sex også er forbundet med oplevelsen af andre positive følelser.

»De (parrene red.) oplever ligefrem mere kærlighed, både under sex og i de næste mange timer. Sex er altså ikke kun gavnligt på grund af den fysiologiske eller lystmæssige virkning, men også fordi det fremmer en stærkere og mere positiv forbindelse til partneren,«  har forskergruppen udtalt til Research Digest.

Det er altså også i tiden efter den direkte seksuelle forbindelse, at glæden får et boost. Ord og tilkendegivelser og ikke mindst kælen og omfavnelser har en direkte indvirkning på en glæde, der varer længe.

Til gengæld fandt studiet også, at der ikke er noget større glædesudbytte at hente, hvis man har sex mere end den ene gang om ugen.

Studiet er udgivet i Personality and Social Psychology Bulletin.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.