Depression sent i livet kan forvarsle demens
29 maj 2017

Ældre med demens har ofte depressive symptomer, men kan det tænkes, at den sammenhæng også gør sig gældende den anden vej rundt?

Et hold franske og engelske forskere har undersøgt dette ud fra omfattende data fra det såkaldte Whitehall II-studie, en engelsk befolkningsundersøgelse, der over 28 år har fulgt mere end 10.000 deltagere, skriver Nationalt Videnscenter for Demens.

Ved undersøgelsens begyndelse i 1985 var de alle mellem 35 og 55 år, og 322 af deltagerne udviklede demens i løbet af studieperioden.

Ni gange mellem 1985 og 2012 blev deltagerne testet for depressive symptomer. De, der udviklede demens, oplevede ni gange så mange depressive symptomer i det seneste år inden tidspunktet for diagnosen.

Analysen viser desuden, at der for dem, der oplevede depressive symptomer sent i livet, var en signifikant øget risiko for at udvikle demens.

For de deltagere, der havde depressive symptomer midt i livet, var risikoen blot øget.

Forskerne fremlægger to mulige tolkninger af resultatet:

Enten kan depressive symptomer tolkes som et forvarsel til demens, eller også har demens og depression nogle bagvedliggende sygdomsprocesser, der er ens. Eksempelvis ændringer i hjernens blodtilførsel eller forstyrrelser i hormonudskillelsen.

Resultatet understøtter ikke, at depressive symptomer skulle være en selvstændig risikofaktor for demens.

ele

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.