I 2007 blev ‘Berlin-patienten’ som den første i verden kureret for HIV.
Patienten hed i virkeligheden Timothy Ray Brown, og han døde i tirsdags efter at have kæmpet med leukæmi. Brown blev 54 år gammel.
Det skriver adskillige medier, heriblandt BBC og New York Times.
Timothy Ray Brown blev født i USA og blev diagnosticeret med HIV i 1995, mens han boede i Berlin.
I 2007 begyndte hans krop at udvikle en blodcancer kendt som akut myeloid leukæmi.
Efter en eksperimenterende knoglemarvstransplantation mod leukæmien blev Timothy Ray Brown resistent overfor HIV. Sygdommen er en virus, der kan føre til AIDS.
Under transplantationen ødelagde lægerne Browns oprindelige knoglemarv, der producerede cancercellerne, hvorefter man foretog en transplantation af de nye celler.
Cellerne kom fra en anonym donor, der havde en sjælden mutation i sit DNA kendt som CCR5-genet, der kort fortalt giver resistens mod HIV.
Efter transplantationen behøvede Timothy Ray Brown ikke længere indtage medicin mod HIV.
»Jeg stoppede med at tage min medicin samme dag som transplantationen. Efter tre måneder var der ikke længere HIV i min krop,« fortalte han i et interview med BBC tilbage i 2012.
Knoglemarvstransplantationen fandt sted den 16. februar 2007, men det var først året efter ved International AIDS Conference, at gennembruddet blev offentliggjort, og ‘Berlin-patienten’ blev præsenteret.
Leukæmien, der førte til Browns transplantation i 2007, vendte desværre tilbage tidligere i år og spredte sig hurtigt til hans hjerne og rygsøjle.
»Tim dedikerede sit liv til at fortælle sin historie og han blev en ambassadør for håbet om en kur mod HIV,« skriver hans partner Tim Hoeffgen på Facebook.