Danske forskere finder mulig årsag til demens i blodet
01 august 2017

Forskere fra Rigshospitalet, Herlev og Gentofte Hospital samt Københavns Universitet viser i et nyt, stort genetisk studie, at et lavt niveau af apolipoprotein E i blodet har en årsagssammenhæng med risiko for demens. Det skriver Rigshospitalet i en pressemeddelelse.

På verdensplan er 47 millioner mennesker ramt af demens – i Danmark alene lever omkring 87.000 med sygdommen. Forekomsten stiger i takt med alderen, og da livslængen konstant øges i de fleste lande, forventes forekomsten af demens at stige markant de næste år.

LÆS OGSÅ: 9 videnskabelige råd til at undgå demens

Men i øjeblikket findes der ikke medicin, der kan kurere demens. Derfor er det yderst nødvendigt at forske i, hvilke mekanismer der er skyld i sygdommen, så ny medicin kan udvikles og målrettes direkte mod de molekyler, der forårsager demens.

»Vi har identificeret en markør i blod, som højst sandsynligt reflekterer hjerneprocesser og derfor sandsynligvis er en del af årsagen til demens,« siger Ruth Frikke-Schmidt, overlæge, dr.med. på Klinisk Biokemisk afdeling, Rigshospitalet, og klinisk forskningslektor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet, i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Søvnproblemer kan være tegn på demens

For at undersøge en mulig årsagssammenhæng mellem niveauet af apolipoprotein E og demens, undersøgte forskerne blod og DNA fra 106.562 personer fra Herlev-Østerbroundersøgelsen og Østerbroundersøgelsen.

Forskerne undersøgte deltagernes DNA for tilstedeværelsen af fem genetiske varianter som hang stærkt sammen med blod-niveauet af apolipoprotein E.

Analysen viste, at tilstedeværelsen af genetiske varianter, der viste lavt niveau af apolipoprotein E, også øgede risikoen for demens.

»Vi viser, at personer med livslangt lavt niveau af apolipoprotein E i blodet, forårsaget af genetisk variation, også har øget risiko for demens. Da genetiske varianter ikke er påvirket af andre risikofaktorer eller sygdomme, er dette et rent resultat, som kan hjælpe os med at bestemme årsagssammenhænge,« forklarer Ruth Frikke-Schmidt.

LÆS OGSÅ: Motion bremser Alzheimers

»Vores fund understreger, at denne strategi, hvor man undersøger årsagssammenhængen mellem en markør i blodet og en sygdom – i dette tilfælde apolipoprotein E i blodet og demens – er en vigtig metode til at understøtte udvikling af ny, effektiv medicin,« siger Ruth Frikke-Schmidt i pressemeddelelsen. 

»Ny medicin vil kun virke, hvis det direkte påvirker en komponent, der har en årsagssammenhæng med sygdommen. Hvis de molekyler, man målretter sin nye medicin mod, ikke direkte forårsager sygdommen, vil medicinen ikke virke, eller i værste fald forårsage skade,« uddyber hun.

Resultatet er netop offentliggjort i det amerikanske tidsskrift Alzheimer’s & Dementia: The Journal of the Alzheimer’s Association.

ams

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.