Danske forskere og WHO sætter forsøg med omstridt malariamiddel mod corona på pause
hydroxyklorokin-forsøg stopper

Forsøg på Hvidovre Hospital med malariamidlet ​hydroxyklorokin bliver sat på pause efter udmelding fra WHO. (Foto: Shutterstock)

Forsøg på Hvidovre Hospital med malariamidlet ​hydroxyklorokin bliver sat på pause efter udmelding fra WHO. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
26 maj 2020

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har suspenderet alle forsøg med malariamidlet hydroxyklorokin til coronapatienter, da der er sået tvivl om effekten.

Det betyder, at det igangværende forsøg med midlet i behandlingen af coronapatienter på Hvidovre Hospital også er sat i bero, skriver DR.

WHO oplyste på et pressemøde mandag i Geneve, at et nyt studie i det videnskabelige tidsskrift The Lancet har vist, at det omstridte middel kan være direkte skadeligt for patienter.

Hydroxoklorokin kobles i studiet til alvorlige hjerteproblemer og øget risiko for at dø, skriver DR.

»Faren er, at man bremser noget, der kunne have vist sig at have en virkning, men man skal selvfølgelig aldrig fortsætte, hvis der dokumenteres for mange bivirkninger,« siger professor og forsker i infektionssygdomme Thomas Benfield, der står i spidsen for det danske forsøg, til DR.

I de danske forsøg har en enkelt patient oplevet forstyrrelser i sin hjerterytme ved brug af malariamidlet.

Hydroxyklorokin er tidligere blevet positivt fremhævet af den amerikanske præsident, Donald Trump, som har fortalt, at han har taget midlet forebyggende i kombination med antibiotikum.

Trump er dog stoppet med brugen af midlet siden.

Opdatering 26. maj kl. 13.50: Lægemiddelstyrelsen meddeler nu, at samtlige fem danske kliniske forsøg, der afprøver hydroxyklorokins virkning mod COVID-19, af samme årsag sættes på pause.

mhc

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.