Dansk COVID-19-vaccine skal nu testes på mennesker
Dansk Vaccine COVID-19 bavarian nordic

Danske Bavarian Nordic er klar til de første test på mennesker af deres vaccine ABNCoV2, der har »vist stærke prækliniske resultater« ifølge selskabet selv. (Foto: Shutterstock).

Danske Bavarian Nordic er klar til de første test på mennesker af deres vaccine ABNCoV2, der har »vist stærke prækliniske resultater« ifølge selskabet selv. (Foto: Shutterstock).

Kilde: 
08 marts 2021

Det danske medicinalselskab Bavarian Nordic er klar til at teste sin vaccine mod COVID-19 på mennesker, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

De første test på mennesker af vaccinen med navnet ABNCoV2 vil begynde snarest muligt ved Radhoud University Medical Centre i Holland.

»Vi er glade for at kunne meddele, at ABNCoV2 har vist stærke prækliniske resultater, der støtter den videre udvikling,« siger Paul Chaplin, der er administrerende direktør for Bavarian Nordic, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Selvom flere vacciner allerede er blevet godkendt og distribueret i stor stil i kampen mod pandemien, er det uvist, i hvor høj grad de i længden og bredden beskytter mod nye varianter af sygdommen, og det understreger, hvor vigtig det bliver at udvikle den kommende generation af COVID-19-vacciner.«

Det kommende studie i Holland vil kombinere fase 1 og 2, hvor i alt 42 raske voksne deltager.

 

 

Hvis testene forløber som forventet, skal man gennemføre fase 3, før vaccinen i sidste ende skal godkendes af myndighederne.

Hvis myndighederne ender med at godkende Bavarian Nordics vaccine, vil selskabet blive en del vaccinemarkedet som Pfizer/BioNTech, Moderna og AstraZenica allerede er en del af.

Det er forskere på Københavns Universitet anført af professor Ali Salanti, der har udviklet vaccinen. Læs mere om det videnskabelige arbejde i artiklen 'Danske forskere knokler stadig for at lave egne coronavacciner'.

Ritzau har talt med senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank, og han understreger, at en færdig vaccine har lange udsigter, da Bavarian Nordic mangler penge udefra til projektets videre udvikling.

Derfor kan det danske selskab ifølge Søren Løntoft Hansen tidligst have en vaccine klar i 2022.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.