Dansk studie: Personer med blodtype 0 får sjældnere coronavirus
COVID-19 Blodtype o

Personer med blodtypen 0 har tilsyneladende lavere risiko for at få coronavirus. Det viser et dansk studie. (Foto: CC BY-SA 4.0/Felipe Esquivel Reed).

Personer med blodtypen 0 har tilsyneladende lavere risiko for at få coronavirus. Det viser et dansk studie. (Foto: CC BY-SA 4.0/Felipe Esquivel Reed).

Kilde: 
15 oktober 2020

Personer med blodtypen 0 får mindre hyppigt COVID-19 end personer med blodtyperne A, B eller AB. 

Det viser et dansk studie foretaget af forskere fra de danske blodbanker, Aarhus Universitet og Syddansk Universitet, skriver DR

Hvis man har blodtype 0, har man 13 procent lavere risiko for at få COVID-19 end andre. 

»Man må gøre sig klart, at den nedsatte risiko er så lille, at man bestemt stadig er i risiko for at få COVID-19. Alle uanset blodtype bør derfor stadig følge råd og vejledninger fra myndighederne,« siger Torben Barington, der er professor ved Odense Universitetshospital og leder af studiet, til Ritzau

Studiet er baseret på registerdata fra 2,7 millioner personer i Danmark.

470.000 ud af de 2.7 millioner er blevet screenet for virusset. Ud af disse er 7400 bekræftet smittet. 

Så mange har blodtype 0

Fra en kontrolgruppe vidste forskerne, at 41,7 procent af danskerne har blodtypen 0.

Men blandt de coronasmittede var andelen af dem med blodtype 0 nede på 38,4 procent.

»Vi kender ikke forklaringen på det endnu, men vi ved fra andre infektionssygdomme, at der kan være en sammenhæng mellem blodtype og det at få en infektion,« siger Torben Barington til DR 

Forskerne bag studiet tilføjer, ifølge DR, at resultaterne muligvis kan bruges, når en vaccine mod corona bliver færdig. 

I studiet skriver forskerne, at der ikke er en statistisk signifikant sammenhæng mellem personernes blodtype, og hvor alvorligt et sygdomsforløb folk ender med at få. 

Samtidig viser undersøgelsen, at en persons rhesus-system - altså om man er rhesus positiv eller rhesus negativ - tilsyneladende ikke spiller en rolle for ens risiko for at få coronavirus.  

I et lignende studie, der blev udført ved amerikanske Harvard Medical School i juli, kom man ligeledes frem til, at personer med blodtype 0 var mindre tilbøjelige til at have coronavirus, men at blodtypen ikke ser ud til at spille en rolle i forhold til sygdomsforløbets alvorsgrad. 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.