Danmark får adgang til den såkaldte Oxford-vaccine mod COVID-19 gennem en aftale med EU. Hvis vaccinen altså bliver godkendt.
Hvad skal der egentlig til, for at den kommer til at virke, som den skal? Og hvad kan være skyld i, at den slår fejl?
For at svare på spørgsmålene er vi nødt til at forstå, hvad lige denne vaccine rent faktisk består af.
Den er nemlig ikke fremstillet på den traditionelle måde, hvor vaccinen indeholder levende svækkede mikroorganismer fra den virus, vi vaccinerer os imod. COVID-19-vaccinen indeholder overhovedet ikke coronavirussen.
»Det er DNA, som bliver brugt i vaccinen,« siger Tor Kristian Andersen, som forsker i vacciner ved Oslo Universitetshospital.
DNA’et stammer ikke fra selve virussen, men er fremstillet ved hjælp af genteknologi. Alligevel indeholder det opskriften på proteinet i de krone-lignende, strittende pigge på coronavirussens overflade – de såkaldte spike-proteiner – som giver virussens sit karakteristiske udseende.
Skal trænge ind i cellerne
Men vaccinen, som er udviklet ved Oxford University i samarbejde med medicinalvirksomheden AstraZeneca, indeholder ikke kun DNA.
Faktisk indeholder den en helt anden virus end coronavirussen – nemlig en forkølelsesvirus kaldet adenovirus, der manipuleret, så den ikke kan dele sig, forklarer Tor Kristian Andersen.
»Vaccinen bruger virussen som leveringsmetode af DNA’et, som koder for spike-proteinet,« siger vaccineforskeren.
Forskerne har altså brugt genteknologi som erstatning for en del af de sædvanlige gener i forkølelsesvirussen med gener for coronavirussens spike-protein.
Men selvom virussen i vaccinen ikke kan dele sig længere, kan den stadig trænge ind i vores celler.
»Vaccinen er afhængig af at trænge ind i cellerne og ind i cellekernen. Og det fantastiske ved virusser er, at de har mekanismer, som gør dem i stand til at gøre netop det,« siger Tor Kristian Andersen.
Når vaccinen bliver sprøjtet ind i en muskel, havner den i første omgang et sted mellem muskelcellerne, men ved hjælp af det genmanipulerede virus er spike-DNA’et i stand til at trænge ind i nogle af muskelcellerne – og så står vores cellemaskineri parat til at læse ‘opskriften’ på corona-genet.
Oxford-vaccinen indeholder forkølelsesvirus fra chimpanser
En ret interessant detalje om forkølelsesvirussen i vaccinen er, at den ikke stammer fra mennesker, men derimod chimpanser.
»Og det er der en ganske god grund til,« siger Tor Kristian Andersen.
Det vil nemlig være en rigtig dårlig idé at bruge en virus fra mennesker. Hvis man allerede har været forkølet med en lignende virus, vil immunforsvaret nemlig angribe vaccinevirussen.
»Det betyder, at vaccinen næsten ikke får tid udføre sit arbejde i cellerne, før virussen bliver fjernet af immunsystemet. Så ved at bruge en virus, der stammer fra chimpanser, har vi ingen historie med lige denne virus,« siger forskeren.
Fordi denne chimpanse-virus er blevet ændret, så den ikke kan lave kopier af sig selv, spreder den sig ikke i kroppen hos dem, der bliver vaccineret.
Så hvad skal der til, for at denne vaccine rent faktisk beskytter os mod corona-virussen?
\ Læs mere
Immunforsvaret skal huske
Hvis alt går efter planen, vil vores muskelceller aflæse DNA’et og producere corona-spike-proteinet.
Derefter transporterer muskelcellerne ‘piggene’ til ydersiden af cellerne. Og så slår immunforsvaret alarm: Der er noget fremmed i kroppen, forklarer Tor Kristian Andersen.
Immunforsvaret skal helst lære både at genkende piggene for at danne antistoffer samt lagre informationen til senere i de såkaldte T-celler. Så kan kroppen nemlig genkende den ‘ægte’ corona-virus, hvis vi bliver smittet en dag.
Oxford-forskerne har testet vaccinen på rhesusaber, som de smittede med coronavirussen. De vaccinerede rhesusaber blev beskyttet mod corona-lungebetændelse, ifølge et studie publiceret hos serveren bioRxiv, som publicerer preprint-studier indenfor biologi. Studiet er med andre ord endnu ikke fagfællebedømt (vurderet og godkendt af uvildige forskere).
Forskerne har desuden testet vaccinen på cirka 500 personer i fase 1, hvor man tester på et begrænset antal mennesker, samt fase 2, hvor et større antal forsøgspersoner undersøges, i et studie publiceret i tidsskriftet The Lancet.
Antistoffer i forsøgsdeltagernes blod efter Oxford-vaccinen
Forsøgsdeltagerne blev i modsætning til rhesusaberne ikke udsat for selve sygdommen, men blodprøver viste, at immunforsvaret blandt en del af testpersonerne reagerede på vaccinen.
90 procent af dem dannede antistoffer mod coronavirussens spike-protein. Desuden havde testpersonerne også flere T-celler, som genkendte piggene.
Forsøget er nu i fase tre, hvilket betyder, at vaccinen bliver testet på flere tusinde mennesker.
Denne fase vil vise, om Oxford-vaccinen sætter gang i en tilstrækkelig stor immunrespons i kroppen til faktisk at levere beskyttelse mod sygdommen.
Antistoffer og T-celler betyder nemlig ikke nødvendigvis, at de vaccinerede er immune overfor virussen.
Klassiske vacciner har muligvis en lille fordel sammenlignet med Oxford-vaccinen
Sammenlignet med klassiske inaktiverede vacciner aktiverer Oxford-vaccinen immunsystemet lidt smallere, for i den genetiske vaccine er det kun det karakteristiske spike-protein, som immunsystemet bliver udsat for.
Her har de klassiske vacciner muligvis en fordel.
»Vaccinerne, som er lavet af inaktiveret virus, er lidt som at slå på stortromme,« siger Stig Tollefsen.
Han er Head of Strategic Science ved det norsk-ledede CEPI (Coalition for Epidemic Preparedness Innovations). CEPI tager imod donationer fra offentlige, private, filantropiske og civilsamfundsorganisationer til at finansiere uafhængige forskningsprojekter til udvikling af vacciner mod nye infektionssygdomme.
For hvis en vaccine indeholder selve coronavirussen, kan immunforsvaret lære at genkende flere dele af virussen. Og så kan det ske, at personer, som bliver vaccineret, får optrænet et bredere repertoire i immunsystemet, ifølge Stig Tollefsen.
»Samtidig er det meget, som indikerer, at vi ved at målrette vaccine mod spike-proteinet, faktisk genererer antistoffer, der er mere end nok til at beskytte mod sygdom,« siger Stig Tollefsen.
»Enkel og billig at fremstille«
CEPI, som blev grundlagt i 2017, har indtil videre investeret adskillige milliarder kroner i udviklingen af ni forskellige vacciner, som bruger forskellige vaccineteknologier.
Syv af dem er på nuværende tidspunkt ved at blive testet på mennesker. Én af dem er Oxford-vaccinen.
Stig Tollefsen ønsker ikke at rangere de vacciner, som CEPI har investeret i, men han siger, at én af fordelene ved Oxford-vaccinen er, at den er let og billig at fremstille.
»Jeg tror, at genetisk modificerede vacciner er fremtiden for vacciner, i det mindste mere end inaktiverede virusser.«
Det gælder genetiske vacciner med DNA, RNA eller proteiner som aktivt stof, for hvis vi forstår, hvordan immunforsvaret reagerer på en sygdom, kan genmodificerede vacciner sørge for, at det er de rigtige dele af immunforsvaret, som bliver trænet op, forklarer Stig Tollefsen.
Men for at Oxford-vaccinen skal blive godkendt, er det ikke nok, at den virker. Den skal også være sikker.
Hvilke mulige bivirkninger har vaccinen?
Hvilke bivirkninger, kan man forstille sig, at man kan få af denne vaccine, som Danmark og Norge har sikret sig gennem EU?
I fase-ét-og-to-studiet på mennesker stødte forskerne ikke på alvorlige bivirkninger. Men nogle af forsøgsdeltagerne rapporterede om feber, kulderystelser, muskelsmerter, hovedpine og utilpashed, ifølge ifølge Lancet-studiet.
En indvending mod genetiske vacciner kan være, at de risikerer at forandre arvematerialet i de celler, som de træner ind i.
Tor Kristian Andersen har tidligere afvist flere påstande i en norsk underskriftskampagne, som hævder, at nordmændene bliver ‘prøvekaniner for GMO-vacciner’. Det kan du læse mere om i et faktatjek hos faktisk.no.
»Det er blevet undersøgt gennem flere uafhængige kliniske studier, hvor resultaterne viser, at DNA-vacciner har en upåklagelig sikkerhedsprofil uden tegn på, at vaccineret arvemateriale bliver påvirket af vaccinen,« siger forskeren til forskning.no, Videnskab.dk‘s norske søstersite.
Tor Kristian Andersen påpeger desuden, at vores DNA konstant bliver forstyrret gennem et ganske almindeligt liv – af sollys, maden, vi spiser, samt infektioner, vi pådrager os.
»Studierne, som forskere har foretaget med DNA-vacciner, viser, at de påvirker arvematerialet tusind gange mindre end bare det at leve. Så det er en meget lille risiko,« siger Tor Kristian Andersen.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
