Dårlig søvn ødelægger vores indlæring
24 maj 2017

Der kan være en hård dag i vente, hvis vi ikke har sovet godt. Det kender vi nok alle. Men nu kommer et nyt studie med et bud på årsagen. Bliver den dybe søvn afbrudt om natten, går det nemlig ud over hjernens indlæringsevne. Det skriver Medicalnewstoday.com.

Et schweizisk forskerhold har i det nye studie kigget på hjernens evne til at ændre og tilpasse sig i forhold til stimuleringer fra miljøet – også kaldet neuroplasticitet - i hjernen, samt hvordan evnen påvirkes af dyb søvn.

LÆS OGSÅ: Alkohol giver søvnforstyrrelser

Den motoriske cortex er den del af hjernen, der er ansvarlig for at udvikle og kontrollere motoriske evner, og den dybe søvnfase er vigtig for hukommelsesdannelse og -bearbejdning samt for at lade hjernen komme sig ovenpå en dag fuld af aktivitet.

I studiet indgik seks kvinder og syv mænd, som blev spurgt om at udføre motoriske opgaver efter nætter med uforstyrret søvn og på nætter, hvor deres dybe søvnfase var blevet forstyrret.

Opgaverne indeholdt en række fingerbevægelser, og forskerne var i stand til at finde frem til præcis det hjerneområde, der var ansvarlig for at lære bevægelsen.

LÆS OGSÅ: Fem dages søvnunderskud kan ikke indhentes på en weekend

Ved hjælp af et elektroencefalogram, der er en måling af dele af hjernens elektriske aktivitet, kunne forskerne følge deltagernes hjerneaktivitet, mens de sov i to nætter.

  • Den første nat i forsøget, efter den første bevægelsesøvelse, kunne deltagerne sove uden forstyrrelser.
  • Den anden nat afbrød forskerne dog deltagernes dybe søvn, uden at deltagerne vidste det. Det gjorde de gennem akustisk stimulation af det område i den motoriske cortex, som forskerne havde set var forbundet med fingerbevægelserne.

På den første dag kunne deltagerne fint udføre og lære opgaverne på starten af dagen, men efterhånden som dagen skred frem, lavede de flere og flere fejl.

Efter en god nats søvn kunne de igen lave opgaverne på samme niveau, som på starten af den første dag. Men dagen efter den forstyrrede søvn fik deltagerne svært ved at lære øvelserne.

Indlæringen var nu på samme niveau, som den havde været om aftenen på eksperimentets første dag. Under den forstyrrede nattesøvn kunne forskerne se, at irritabiliteten i synapserne i den motoriske cortex, der var involveret i fingerbevægelserne, ikke faldt i løbet af natten.

»I den stærkt spændte del af hjernen var læringseffektiviteten mættet, og den kunne ikke længere ændres, hvilket forhindrede indlæringen af nye motoriske færdigheder,« siger Nicole Wenderoth, der professor i sundhedsvidenskab, samt medforfatter på studiet, i en pressemeddelelse fra University of Zurich.

LÆS OGSÅ: Bevidste drømmere er bedre til at løse problemer

I et kontrolforsøg med samme opgaver manipulerede forskerne en anden region i hjernen hos deltagerne, mens de sov, og her var der ingen effekt i indlæringsevnen.

»Mange sygdomme manifesterer sig under søvnen, som eksempelvis epilepsi. Ved hjælp af den nye metode håber vi at kunne manipulere de specifikke hjerneområder, der er forbundet med sygdommen,« siger Reto Huber, der er professor på University Children’s Hospital Zurich, samt medforfatter til studiet, i en pressemeddelelse.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet Nature Communications.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.