Cykling skader hverken mænds erektion eller urin-funktion
Kilde: 
12 januar 2018

Cyklen har før været under mistanke for at sætte mænds seksuelle helbred over styr.

Særligt erektionen har været genstand for bekymring på grund af sadlens tryk på de ædlere dele, og det har måske fået færre mænd til at hoppe på cyklen hver morgen.

Men nu tyder resultatet af et nyt studie på, at der ikke er grund til bekymring, skriver Elsevier i en pressemeddelelse.

»Det er opmuntrende resultater for cyklister. Cykling er enormt fordelagtigt i forhold til hjerte-kar-sygdomme og har lav belastning på leddene. Vi tror på, at sundhedsfordelene for cyklister, som kører forsvarligt, opvejer sundhedsricisi ved cykling med store længder,« siger Benjamin Breyer ifølge pressemeddelelsen.

Han er professor ved Department of Urology ved University of California-San Fransisco og ledende forsker bag studiet.

Han og det øvrige forskerhold har spurgt en stor gruppe mænd ind til selv den mindste detalje i deres cykelaktivitet og deres seksuelle funktion samt urin-funktion.

Dataene blev sammenlignet på tværs af sportsgrene med og uden såkaldt ‘perinealtryk’, altså tryk på mandens kønsdele.

Resultaterne viste, at cyklisters seksuelle helbred og urin-funktion generelt var på niveau med svømmeres og løberes.

Til gengæld var de adspurgte cyklister, der stod op i pedalerne mere end 20 procent af tiden, mindre tilbøjelige til at føle lamhed omkring kønsdelene, og det samme gjaldt for dem, der cyklede med cykelstyret i en højere position end sadelhøjden.

Om denne følelse af lamhed kan være et tidligt tegn på fremtidige problemer, er ifølge studiets forskere noget, de vil kigge nærmere på.

naa

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.