Tyskland har fået stor opmærksomhed for landets lave COVID-19-dødsrate i forhold til de fleste sammenlignelige europæiske lande.

En enkel forklaring på Tysklands lave CFR-dødelighed (se faktaboks) er, at landet har testet flere personer, så de har flere bekræftede tilfælde i forhold til det samme antal dødsfald.

I mange lande er det kun højrisikopatienter og de mest kritisk syge, som bliver testede.

Det resulterer i et ret nøjagtigt dødstal, men en signifikant undervurdering af antallet af smittede, fordi de fleste smittetilfælde kun oplever milde symptomer og ikke bliver testede.

Tyskland har større regional autonomi

Tysklands robuste og hurtige test-program er blevet hjulpet på vej af et netværk af testfaciliteter ved individuelle hospitaler, klinikker og laboratorier, i stedet for at være afhængige af én enkelt statslig ressource, som er tilfældet for USA og Storbritannien.

Tysklands føderale systemer muliggør større regional autonomi, hvilket gør det lettere for de lokale sundhedsmyndigheder at koordinere arbejdet i de forskellige laboratorier.

Mange lande er så småt begyndt at uddelegere testningen på mere regionalt og lokalt plan.

Konsekvenserne af mere udbredt testning

Tysklands lave CFR-dødelighed relaterer ikke kun til antallet af testede personer, men også myndighedernes respons på datamængden.

Tysklands solide testningsprogram er koblet til identifikation og isolation af smittede patienter.

Fordi virussen bliver spredt mest effektivt i løbet af sygdommens tidligste faser med ingen eller kun milde symptomer, kan tidlig identifikation og isolation have en uforholdsmæssig stor effekt på spredningen af sygdommen.

Større pleje-kapacitet spiller formentlig en rolle

Ved at forsinke spredningen af virussen i Tyskland har man desuden øget hospitalsvæsenets parathed, hvilket hjælper til at reducere antallet af dødsfald.

• Tyskland har 621 hospitalssenge på intensivafdelingerne per 100.000 indbyggere
• Italien har 275 hospitalssenge på intensivafdelingerne per 100.000 indbyggere
• Storbritannien har 228 hospitalssenge på intensivafdelingerne per 100.000 indbyggere

Effekten af tidlige tiltag og øget parathed kan ses til tilbage til det første smittetilfælde til det første dødsfald som følge af COVID-19.

Tysklands første COVID-19-smittetilfælde var 27. januar - altså før Italiens 31. januar. Men det første dødsfald blev først registreret 9. marts; markant senere end Italiens 21. februar.

Tysklands større plejekapacitet intensivafdelingerne spiller formentlig også en rolle i at lægge en dæmper på antallet af dødsfald i Tyskland.

Har alderen noget at sige?

Det er rapporteret, at blot 20 procent af smittetilfældene i Tyskland er blandt personer, som er over 60 år gamle (det samme tal lyder på helt op til 50 procent i andre europæiske lande som eksempelvis Spanien).

Vi ved, at COVID-19 er skyld i mere alvorlige forløb samt større dødelighed blandt ældre personer, så procentdelen af smittede personer over 60 kan have en dramatisk effekt på dødsraten.

• I Tyskland er medianalderen 45,7 år, og 21 procent af den tyske befolkning er over 65 år.
• I Italien er medianalderen 47,3 år, og 23 procent af den italienske befolkning er over 65 år.
• I Storbritannien er medianalderen 40,5 år, og 19 procent af den britiske befolkning er over 65 år.

Tallene indikerer, at Tysklands lave smitterate blandt personer, som er over 60 år, muligvis hænger mere sammen med hurtig testning, isolation og fysisk distanceringstiltag end blot demografiske karakteristika.

Lider under samme forsinkede respons som mange andre lande

Men på trods af, at Tyskland slog hurtigt igennem i forhold til isolation, hospitalsvæsenets parathed og så videre, lider landet under den samme forsinkede respons som mange andre lande.

På trods af smittespredningen på tværs af Kina og så Italien, indførte Tyskland ikke et landsdækkende påbud om 'fysisk distancering' før 22. marts.

Til sammenligning begyndte Italien at lukke ned 8. marts. 

Det er formentlig grunden til, at Tysklands lave dødstal ikke er ledsaget af et lavt antal smittetilfælde eller lav smitterate.

Måske ville tidligere implementering af et fysisk distancerings-påbud også have reduceret spredningen af COVID-19 i landet.

Hvad kan resten af verden lære?

Tysklands respons har overordnet været et godt eksempel på, hvordan de enkelte lande kan bekæmpe spredningen og omfanget af COVID-19.

Essensen af Tysklands respons stemmer rigtig godt overens med Verdenssundhedsorganisationens anbefalinger: 

• Forberedelse 
• Testning (isolation og behandling)
• Inddæmning af smittespredning

Mange lande fokuserer nu på at inddæmme smittespredningen ved at indføre påbud om fysisk distancering, det vil sige at nedbringe antallet af sociale kontakter og sikre behørig afstand mellem hinanden.

Men uden omfattende testning ved landene ikke, hvem der er smittet, man vil ikke kunne isolere smittetilfældene, og derfor heller ikke være i stand til at styre pandemien. 

Nu da mange af os gør vores del af arbejdet i forbindelse med nedlukningen og retter os efter påbuddet om fysisk distancering, er det magthavernes ansvar at sikre, at tiden bliver brugt effektivt.

Og inddæmning af COVID-19 er ikke mulig uden omfattende testning.

Jeremy Rossman modtager støtte fra Medical Research Council og Europa-Kommissionen. Han er præsident for non-profit organisationen Research-Aid Networks. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.