Corona: Antistoftest fra Rigshospitalet testes nu på danskere

Rigshospitalet søger folk, der har været testet positiv med COVID-19, til at teste deres antistofttest på. (Foto: Oliver Foerstner / Shutterstock)

Rigshospitalet søger folk, der har været testet positiv med COVID-19, til at teste deres antistofttest på. (Foto: Oliver Foerstner / Shutterstock)

Kilde: 
23 april 2020

En antistoftest, der kan fortælle, om patienter har udviklet antistoffer mod COVID-19 efter at have været smittet, er en af nøglerne til at følge udviklingen i corona-epidemien. 

Men de antistoftest, vi kender i dag, er usikre og ikke tilstrækkeligt valide. Derfor har Sundhedsstyrelsen for eksempel heller ikke inddraget dem i den nyeste danske teststrategi.

Nu har et dansk forskerhold fra Rigshospitalets Diagnostiske Center udviklet en antistoftest, der muligvis kan være bedre end de antistoftest, Danmark i øjeblikket køber fra udlandet, skriver Ritzau.

»Vi har ikke testet den fuldt ud endnu, så det ville være forkert at sige, at den er bedre end de andre. Men vi kender alle detaljer i testen, og den er mere fleksibel, vil jeg sige. Man kan forandre på den, hvis sygdommen forandrer sig,« siger en af forskerne bag, Peter Garred, der er professor i klinisk immunologi på Rigshospitalet og Københavns Universitet.

Rigshospitalet søger derfor danskere, der er blevet testet positiv for COVID-19, til at lade sig teste med den nye antistoftest. 

Hvordan tilmelder jeg mig?

Meld dig til projektet ved at kontakte projektleder på Rigshospitalet, læge Cecilie Bo Hansen på telefon 35457534, i hverdage fra d. 23. april til 6. maj, i tidsrummet kl. 09.00-12.00. 

Læs mere her.

Forskerne udvikler antistoftesten i samarbejde med Novo Nordisk, så man vil hurtigt kunne få den sat i produktion, hvis den viser sig at virke. 

»Vi kan være selvforsynende og lave millioner,« siger Peter Garred til Ritzau.

Testen udvikles med støtte fra Carlsbergfondet i et samarbejde mellem Rigshospitalet, Københavns Universitet og Novo Nordisk.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.