Nyt studie kobler mængden af dagslys til humør, søvn og risiko for depression
Udendørs sollys depression humør

Ifølge et stort britisk studie kommer man i bedre humør, får bedre søvn og opnår en lavere risiko for at få depression ved at opholde sig mere udenfor i dagstimerne. Der skal dog tages visse forbehold ved studiet. (Foto: Shutterstock). 

Ifølge et stort britisk studie kommer man i bedre humør, får bedre søvn og opnår en lavere risiko for at få depression ved at opholde sig mere udenfor i dagstimerne. Der skal dog tages visse forbehold ved studiet. (Foto: Shutterstock). 

Kilde: 
01 oktober 2021

Din mors irriterende formaning om, at du bør gå ud i solen og få noget frisk luft, er nok ikke så dum endda.

I et stort britisk observationsstudie har australske psykologer og søvnforskere forsøgt at blive klogere på effekten af at opholde sig udendørs.

Forskerne indsamlede deres data om 400.000 briter fra UK Biobank, der er et britisk folkesundhedsregister.

Forskerne konkluderer på baggrund af studiet, at »det er lige så vigtigt for mennesker at være udenfor om dagen, som det var at undgå sollys om natten for at sove bedre«.

Det skriver ScienceAlert om det nye studie, der er publiceret i tidsskriftet Journal of Affective Disorders.

Der skal dog tages flere forbehold ved, hvor meget man rent faktisk kan uddrage af studiet. Det kommer vi tilbage til senere.

UK Biobanks data bestod af en ordentlig bunke spørgeskemaundersøgelser, hvori briter heriblandt var blevet spurgt ind til deres humør, medicinering, og hvor meget tid de brugte udendørs i løbet af sommeren og vinteren.

I gennemsnit tilbringer voksne mennesker i Storbritannien 2,5 timer udenfor i dagslys hver dag, og A-mennesker er generelt mere udenfor end B-mennesker, skriver ScienceAlert.

Sean Cain, der er psykolog og søvnforsker ved Monash University i Melbourne, Australien, er en af forfatterne bag studiet, og ifølge ham er der adskillige fordele ved at opholde sig mere udenfor i løbet af dagen.

Studiet antyder, at det er forbundet med et bedre humør, forbedret søvn og en lavere risiko for at udvikle depression og bruge medikamenter mod depression.

Der skal dog tages visse forbehold ved studiet.

Observationssstudiet er baseret på spørgsmål om menneskers daglige adfærd, og der kan være forskel i folks personlige opfattelse af deres liv, og deres faktiske liv.

Samtidig kan denne type observationsstudie ikke svare klart på, hvad årsagen er til korrelationen mellem mængden af sollys og graden af psykisk velvære.

For bliver mennesker gladere ved at være mere udendørs i dagslys? Eller skyldes resultaterne, at mennesker, som i forvejen er gladere, tilbringer mere tid udendørs i naturen?

For at besvare disse spørgsmål bør andre typer studier inddrages - allerhelst randomiserede forsøg. Læs mere om det i artiklen ’Korrelation eller kausalitet: Hvornår er der en årsagssammenhæng?’.

Det er dog et område, hvor der er i forvejen findes meget forskning, der peger i samme retning. Læs blandt andet artiklerne herunder.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.