Børn født ved kejsersnit har større risiko for fedme
Kilde: 
07 september 2016

Et nyt, stort studie viser, at børn født ved kejsersnit kan have 15 procent højere risiko for at udvikle fedme end børn, der fødes naturligt.

Forskerne mener, at børn født ved kejsersnit går glip af vigtige bakterier i fødselskanalen, som ellers ville kolonisere barnets tarm. Bakterierne kan ifølge forfatterne på studiet nemlig påvirke barnets stofskifte.

»Børn født ved kejsersnit har mindre diversitet i tarmbakterierne og disse mønstre med mindre diversitet er blevet forbundet med en øget kapacitet for energihøst af tarmbakterierne. Du kan tænke på det som et langsommere stofskifte,« siger Audrey Gaskins, der er epidemiolog ved Harvard University og medforfatter på studiet, til The Guardian.

Tidligere studier har fundet samme forbindelse, men de har haft svært ved at afvise andre faktorer, såsom moderens vægt og sundhed.

Det seneste studie, der inkluderer 22.068 børn født af 15.271 kvinder, tyder på, at forbindelsen ikke blot kan forklares af overvægt hos kvinderne eller af komplikationer såsom højt blodtryk.

Forbindelsen var der nemlig stadig, når man tog højde for moderens vægt, og den var endnu tydeligere, når man undersøgte søskende, der havde haft to forskellige slags fødsler.

Inden for samme familie havde børn født ved kejsersnit hele 64 procent større risiko for at blive overvægtige, end deres søskende født gennem naturlig fødsel.

»Søskende har samme mor og miljø, så genetikken og maden er der kontrolleret for,« siger Audrey Gaskins til The Guardian.

Den gennemsnitlige forskel i vægt i voksenlivet hos mennesker, født gennem kejsersnit og naturlig fødsel, var 0,3 BMI.

Studiet er netop udgivet i tidsskriftet JAMA Pediatrics.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.