Tanken om at miste et barn er for de fleste uudholdelig. Men sådan er virkeligheden for forældrene til de flere tusind børn og unge, der hvert år forsøger at tage deres eget liv.
Nu viser et studie, at børn med psykisk syge forældre er mere udsatte for at forsøge selvmord, end deres jævnaldrende med raske forældre.
Studiet, der er rent statistisk, konkluderer, at børn af forældre med psykiske lidelser som eksempelvis Alzheimers, skizofreni, angst og humørsvingninger har 2,5 gange højere risiko for at forsøge selvmord.
»Det, der er overraskend,e er, at vi ser en øget risiko på tværs af alle de forskellige psykiske lidelser hos forældrene. Selvom nogle psykiske problemer giver større risiko end andre, er der stadig højere risiko generelt,« forklarer professor Carsten Bøcker Pedersen, der forsker i sundhed og sygdom på Institut for Økonomi på Aarhus Universitet.
Han er en af forfatterne bag studiet, der netop er udgivet i Jama Psychiatry.
LÆS OGSÅ: Familie beskytter mod selvmord
- 1,7 millioner danske børn deltog i undersøgelsen.
- Børnene er født mellem 1967 og 1977 og undersøgelsen blev foretaget fra deres 15 års fødselsdag og frem til idag.
- Danske og engelske forskere lavede statistiske optællinger af patient- og kriminalregistre, der viste en øget risiko for selvmordsforsøg og vold hos børn med psykisk syge forældre.
Børn af forældre med misbrug og socialangst har størst risiko for selvmordsforsøg
Carsten Bøcker Pedersen og en række danske og engelske forskere har undersøgt 1,7 millioner danske børn, født i perioden mellem 1967 og 1997. Børnene blev målt på deres journaler og rapporteringer om selvmordsforsøg og volds-adfærd fra deres 15 års fødselsdag frem til i dag.
Carsten Bøcker Pedersen fortæller, at børnene i undersøgelsen var mest udsatte, hvis deres forældre havde forsøgt selvmord, havde et stof - eller alkohol-misbrug eller led af social angst.
»Børn med denne gruppe forældre har cirka 3,6 gange højere risiko for at prøve at tage deres eget liv end børn med raske forældre. Det, synes jeg, er meget,« siger han.
Børn af forældre med stærke humørsvingninger og bipolarlidelse (en psykisk lidelse, der er karakteriseret ved udtalte, periodiske humørsvingninger i både manisk og depressiv retning, red.) var til gengæld dem, der havde mindst risiko for at forsøge selvmord i gruppen.
LÆS OGSÅ: Ufrivillig barnløshed fordobler risikoen for selvmord
Hvis både mor og far er psykisk syge, er risikoen for selvmordsforsøg fordoblet
Nogle er heldige at gå gennem livet med forældre uden psykisk sygdom. Andre kan læne sig op ad den ene raske forælder og få nok støtte til at klare livet problemfrit.
Men så er der dem, der er dobbelt uheldige.
»Vi har kigget på, hvordan børns selvmordsrisiko er forhøjet ved at have én kontra to forældre med psykisk sygdom. Hvis begge forældre er ramt, er risikoen for, at barnet vil prøve selvmord dobbelt så stor. Det giver udtryk for, at nogle familier har det værre end andre og har brug for ekstra hjælp,« forklarer Carsten Bøcker Pedersen.
LÆS OGSÅ: Psykisk syge har stærkt forøget risiko for at begå selvmord
Gener kan påvirke din psyke
Men hvordan kan psykisk syge forældre medvirke til, at deres børn forsøger selvmord?
»Det er meget komplekst, men man har som forælder en risiko for at videregive gener, der kan medvirke til, at ens børn får de samme eller lignende sygdomme. Det handler meget om genvariation. For nogle kan ét gen være farligt, for andre ikke. Det afhænger af den enkeltes gensammensætning,« forklarer lektor Jane Hvarregaard Christensen, der forsker i genetik på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet.
Hun er ikke overrasket over studiets konklusion om sammenhængen mellem forældres psyke og børnenes risiko for selvmordsforsøg.
»Jeg er ikke overrasket over sammenhængen. Det, der er svært, er at skelne gener fra miljø. Børnene vil altid være påvirkede af begge dele, nemlig den nedarvede genetik og det at vokse op i belastede miljøer, som de gør, når enten mor eller far er syge,« forklarer hun.
LÆS OGSÅ: Infektioner er forbundet med selvmord
»Vi kender ikke årsagen til sammenhængen mellem psyken hos børn og forældre«
Carsten Bøcker Pedersen anerkender, at studiet har sine begrænsninger i forhold til at forklare, hvorfor vi ser en sammenhæng mellem forældrenes mentale tilstand og deres børns risiko for selvmordsforsøg.
»Vores studie er rent statistisk, hvor vi har målt på børnenes risiko for selvmordsforsøg og voldshandlinger gennem data fra både psykiatrien og kriminalregistret. Men man ved fra forskningen, at både gener og miljø spiller ind,« siger han.
LÆS OGSÅ: Flere selvmord under finanskrisen
- Sammenhængen mellem forældrenes mentale tilstand og børnenes voldshandlinger var højst hos pigerne.
- Der var lige mange selvmordsforsøg blandt drenge og piger.
Man skal tage hele familien i betragtning, når det gælder psykisk sygdom
Carsten Bøcker Pedersen mener, at studiet bidrager til en ny helhedsopfattelse af psykiske lidelser i familien.
»Når man behandler forældre med psykiske sygdomme, kan det være gavnligt at inddrage deres børn. For deres trivsel forværres af forældrenes tilstand, og det skal der fokus på,« siger Carsten Bøcker Pedersen.
Derudover beskriver forfatterne bag undersøgelsen, at forebyggelse af misbrug hos forældre kan skåne børnene for psykiske lidelser i fremtiden.