Blodforgiftning fordobler risiko for blodprop
Patienter med blodforgiftning fra lungebetændelse og blærebetændelse har højere risiko for at få en blodprop end andre indlagte patienter, viser ny dansk forskning.

Ifølge Dansk Selskab for Patientsikkerhed dør 2.000 patienter hvert år på grund af blodforgiftning i Danmark. (Foto: Shutterstock)

Ifølge Dansk Selskab for Patientsikkerhed dør 2.000 patienter hvert år på grund af blodforgiftning i Danmark. (Foto: Shutterstock)

Tusindvis af danskere bliver hvert år indlagt med en infektion i blodet som lungebetændelse og urinvejsinfektion. Ny dansk forskning viser, at disse patienter har dobbelt så høj risiko for blodpropper i hjerte og hjerne i løbet af de første 30 dage efter infektionen sammenlignet med andre indlagte patienter. Risikoen er 20 gange højere i forhold til folk, der ikke er indlagte.

»Det overrasker os, at vi ser en så markant øget risiko for alle de typer infektioner, vi har undersøgt,« siger en af forskerne bag studiet, Michael Dalager-Pedersen, ph.d.-studerende ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet og reservelæge ved Aalborg Universitetshospital.

Studiet viser også, at nogle typer af blodforgiftning giver en højere risiko for blodprop end andre.

Betændelse på hjerteklappen er særligt risikabel

»Patienter, der har betændelse på hjerteklappen, har en otte gange højere risiko for blodprop end andre indlagte patienter. Patienter med stafylokokker i blodet har også en særlig høj risiko for at få blodpropper både i hjertet og hjernen - omkring tre gange højere end andre indlagte patienter,« siger Michael Dalager-Pedersen.

Selvom forskerne ikke har fundet og påvist en sikker årsag til sammenhængen, giver Michael Dalager-Pedersen alligevel et bud på en sandsynlig del af forklaringen:

»Vi ved, at en infektion aktiverer blodstørkningssystemet og blodpladerne. Pladerne størkner, klumper sammen og kan dermed danne en blodprop. Derudover kan blodpropper opstå som følge af, at selve infektionen udgør en belastning på hjertet og karrene,« siger han. 

Konklusionen er usikker

Fakta

Forskerne undersøgte risikoen for blodprop i hjerte/hjerne blandt patienter med blodforgiftning på baggrund af:

- Lungebetændelse (1,3 gange højere risiko)
- Urinvejsinfektion (2,5 gange højere risiko)
- Hjernehindbetændelse (8 gange højere risiko)
- Hjerteklapbetændelse (8 gange højere risiko)

Forskerne kiggede også på, om risikoen var forskellig, afhængigt af hvilken bakterie der gav infektionen. Her viste det sig, at patienter med stafylokokker i blodet har en særlig høj risiko for at få blodpropper både i hjertet og hjernen - omkring tre gange højere end andre indlagte patienter.

Grunden til, at forskerne har sammenlignet de infektionsramte patienter med andre indlagte patienter, er, at det at være syg i sig selv øger risikoen for en blodprop. På den måde registrerer forskerne, hvilken ekstra risiko blodforgiftning medfører i forhold til det at være syg i al almindelighed.   

Jørgen Kanters, hjerteforsker ved Københavns Universitet, mener alligevel ikke, at forskerne har vist, at det er selve blodforgiftningen, der fører til øget risiko for blodprop. Det kan også være det, at de er mere syge end de andre indlagte patienter, i sig selv.

»Problemet er, at forskerne sammenligner patienter med blodforgiftning med patienter, der stort set fejler hvad som helst - et brækket håndled for eksempel. Spørgsmålet er, om den forhøjede risiko for blodprop skyldes selve blodforgiftningen, eller det, at patienterne med blodforgiftning er mere syge end de andre indlagte patienter,« siger Jørgen Kanters, som er lektor ved Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet.

Læger bør være opmærksomme

Michael Dalager-Pedersen mener, at læger bør notere sig studiets resultater og have dem i mente, når de behandler patienter med blodforgiftning.

»Hvis patienten er indlagt med en svær lungebetændelse og har symptomer som åndenød og brystsmerter, må lægen tænke bredt og ikke bare gå ud fra, at infektionen er forværret. Det kan jo være, at vedkommende har fået en blodprop i hjertet,« siger han.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om blandt andet det mikroskopfoto, som du kan se herunder.


Annonce:

Det sker